Uvurderligt smykke i Danmark: Så dyrt at det ikke har en pris

Et smykke så kostbart, at det ikke kan vurderes, udstilles lige nu i København på Klarlund Expo

Romain Condamine fortæller Ekstra Bladets journalist om kejserinde Joséphines smykkesæt fra 1809. Foto: Philip Davali
Romain Condamine fortæller Ekstra Bladets journalist om kejserinde Joséphines smykkesæt fra 1809. Foto: Philip Davali

Et smykke, der er så kostbart, at det reelt ikke har nogen pris, befinder sig lige nu i Danmark.

Tidligere i dag, fredag, åbnede ur- og smykkemessen Klarlund Expo i den historiske bygning Børsen midt i København. Hele weekenden er de gamle sale fyldt til bristepunktet med dyre ure og funklende diamantsmykker.

Sikkerheden er i top med årvågne vagter, metaldetektor og id-tjek. Og det er der en god grund til. For blandt det nyeste nye inden for ure og smykker befinder der sig en gammel sag med mere end 200 år på bagen.

Kejserinde Joséphines smykker fra 1809 er uvurderligt kostbare. Foto: Philip Davali
Kejserinde Joséphines smykker fra 1809 er uvurderligt kostbare. Foto: Philip Davali
 

Det gamle - men stadig uhyre flotte - smykke er blevet transporteret fra smykkefirmaet Chaumets samling i Paris til den københavnske messe, hvor det i dag, lørdag og søndag kan beskues af messens gæster.

- Det har ingen pris. Det er uvurderligt, siger Romain Condamine, der er chef for Chaumets samling i Paris, til Ekstra Bladet.

- Men det har en forsikringsværdi, som er meget, meget høj. Jeg kan dog ikke sige, hvad den er, tilføjer franskmanden.

Halskæden og de tilhørende øreringe samt et lille bæltespænde, der blev sat på det bånd, som kvinder typisk bar under brystet jævnfør moden i de højere, franske kredse i begyndelsen af 1800-tallet, tilhørte kejser Napoleons første kone, kejserinde Joséphine.

Smykkesættet er lavet i 1809 af Napoleons officielle guldsmed, François Regnault Nitot. Han var søn af grundlæggeren af det smykkehus, der siden blev til nutidens Chaumet.

- Det var et hverdagssmykke, og ikke noget Joséphine brugte til store, officielle begivenheder, forklarer Romain Condamine.

Franskmanden Romain Condamine fortæller passioneret om det mere end 200 år gamle smykkesæt. Foto: Philip Davali
Franskmanden Romain Condamine fortæller passioneret om det mere end 200 år gamle smykkesæt. Foto: Philip Davali
 

Smykkesættet består af guld, sølv, perler og halvædelstenene agater - og så er det det første af sin slags, der inkorporerer dele af tidligere tiders smykker.

Kejserinde Joséphine udvalgte selv en række intaglioer - små ædelsten med indgraverede motiver - som blev arbejdet ind i smykket.

- De er fra det første århundrede efter Kristi fødsel. De fleste er romerske, og nogle af dem er muligvis orientalske, siger Romain Condamine.

De små billeder forestiller blandt andre gudinden Diana under en halvmåne, Fortuna, der er gudinde for held og frugtbarhed, samt to cupido'er.

Chaumet-chefen ved ikke, hvad smykket kostede, da det blev lavet, da papirarbejdet fra dengang ikke er bevaret.

Normalt ligger smykkesættet hos Chaumet i Paris, men weekenden over kan det ses i København på ur- og smykkemessen Klarlund Expo. Foto: Philip Davali
Normalt ligger smykkesættet hos Chaumet i Paris, men weekenden over kan det ses i København på ur- og smykkemessen Klarlund Expo. Foto: Philip Davali
 

Klarlund Expo

 

Ur- og smykkemessen Klarlund Expo holdes af den københavnske urmagerforretning Klarlund, der blandt andet forhandler Rolex.

Messen blev første gang afholdt i 2012 i forbindelse med Klarlunds 65 års jubilæum. Siden er messen blevet afholdt en gang om året.

På messen kan gæsterne komme helt tæt på dyre ure og smykker, som ellers normalt er placeret i aflåste montrer.

- Folk, der kommer her, er oprigtigt fascineret af smykker og ure. Normalt kan man kun komme så tæt på urene på lukkede branchemesser i Schweiz, men her åbner vi helt op, siger Klarlunds administrerende direktør Ronni Hetoft.

Blandt andet mærker som Rolex, Glashütte Original , Omega, Tudor og Hublot viser deres ure frem.

I løbet af weekenden besøger 2500 gæster messen.

Alle billetter til årets messe er udsolgt.

doc72smor1r14mqo0nonbg.jpg
Ronni Hetoft er administrerende direktør for urmagerbutikken Klarlund. Han er uddannet urmager og har blandt andet arbejdet i Schweiz, New Zealand og Storbritannien. Om håndledet havde han, da Ekstra Bladet talte med ham, et Rolex fra 1979 - samme årgang som ham selv. Foto: Philip Davali

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere