Webshops totalt i sort på Black Friday: - Vi taber millioner

En udbyder af hosting til hjemmesider er ramt af nedbrud. Mange webshops kan ikke sælge på Black Friday

Hvordan finder man det bedste tilbud? Vi besøgte torsdag aften PriceRunner for at få et svar (Video: Olivia Loftlund)

Mens mange danske forbrugere flittigt har sat sig klar foran skærmen for at kaste sig over de mange tilbud, da Black Friday startede ved midnat, har virksomhederne siddet klar med lige så stor spænding.

Derfor var det mere end en kold klud i ansigtet for mange af dem, da spændingen blev udløst i en katastrofe, da mange webshops gik ned kort efter midnat.

- Vi havde siddet og kørt en række tests op til midnat, men lige da klokken slog tolv forsvandt al trafikken på vores webshops, og jeg kunne ikke komme ind på vores hjemmesider. I første omgang tænkte jeg, om jeg ikke havde noget internet, men jeg kunne godt komme ind på andre hjemmesider, siger Benjamin Birkholm, der er E-commerce Manager hos BEAUTYCOS, der har domænerne beautycos.dk og beautycos.de, til Ekstra Bladet.

Benjamin Birkholm er som mange andre virksomheder frustreret over nattens problemer. Foto: Privat
Benjamin Birkholm er som mange andre virksomheder frustreret over nattens problemer. Foto: Privat
 

Han fortæller, at Black Friday er årets vigtigste dag for webshoppen, og at man derfor har gjort meget ud af at varme op til dagen.

- Vi taber penge både på marketing og på de mange kunder, der ikke kan komme ind. Så det er millioner, der går tabt, siger han.

Mange webshops nede
Han fortæller, at han hurtigt blev opmærksom på, at problemet lå hos powerhosting.dk, som står for hosting for hjemmesiden.

Dermed er der rigtig mange webshops, der er ramt af problemet på den for dem største shoppedag.

- Jeg kan se, at der er rigtig mange store webshops, der er nede, lige som os, siger Benjamin Birkholm.

Han fortæller, at BEAUTYCOS sidste år omsatte for halvanden million på Black Friday, og at man havde forventninger om at nå endnu højere op i år, da man havde investeret endnu mere massivt i markedsføring.

- Vi ved, at folk sidder klar allerede fra midnat, og sidste år var det mellem klokken 8 og 9, vi havde allerflest salg, så det er nærmest en halv dag, vi allerede har mistet, siger han.

Han fortæller, at beautycos.dk nu vil se sig om efter en ny udbyder, som er mere garderet mod den slags udfald.

'Kabel gravet over'
Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med Powerhosting, men lige som for de frustrerede virksomheder, er det ikke lykkedes at komme igennem på telefonen.

På deres supportside, skriver Powerhosting dog blandt andet, at der er tale om et fiberkabel, der er blevet skadet som følge af vejarbejde, og at man arbejder på at udbedre fejlen.

Den seneste melding er, at problemet ikke er løst før middag.

- Det er til at græde snot over. Vi har forberedt os til denne dag og jul siden februar. Vi ligger typisk omkring 300.000 i omsætning på Black Friday. Det er årets største handelsdag for os med cirka tre procent af den årlige omsætning, og det ser ud til, at vores konkurrenter ikke er ramt af problemer, så det gør ondt. Rigtig ondt, siger Jacob Nordahl, indehaver af webshoppen Smykkemester.dk.

Underligt tidspunkt
De frustrerede webshop-indehavere kan derfor ikke gøre andet, end at fortsætte med at væbne sig med tålmodighed.

- Vi kan ikke gøre så meget andet end at håbe på, det kommer op igen. Imens forsøger vi så vidt muligt at informere vores kunder via sociale medier om, hvad der er sket. Og så må vi overveje, om vi skal køre et endnu bedre tilbud i løbet af dagen, siger Christian Hansen, der er direktør hos Brubeck.dk, som også har været ramt af nedbrud fra midnat.

Han undrer sig, ligesom Benjamin Birkholm over, at nedbruddet er sket præcis ved midnatstid op til Black Friday.

- Men det vil jo vise sig, om der er en anden årsag. Det lyder mærkeligt, at nogen skulle have gravet et kabel over ved et vejarbejde kort før midnat op til Black Friday, siger han.

Der er dog ikke umiddelbart nogen sure miner.

- Det er uheldigt, både for os, for alle de andre, der er ramt, og også for Powerhosting, siger Christian Hansen.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere