YouSee vil lokke kunder med ny plan: 'Desperat forsøg'

Yousee skifter kurs med nyt logo og flere nye produkter til især nye kunder. Det imponerer dog ikke digital analytiker

Striberne her bliver erstattet af et nyt logo med den nye omlægning. (Foto: Carsten Snejbjerg)
Striberne her bliver erstattet af et nyt logo med den nye omlægning. (Foto: Carsten Snejbjerg)

Presset på tv-markedet får nu den største leverandør på området i Danmark, det TDC-ejede YouSee, til at lave helt om.

Fra i dag vil der være flere nye produkter på hylderne for især nye kunder, samtidig med at de karakteristiske 'striber' bliver erstattet med et nyt logo.

Helt konkret lokker YouSee sine nye kunder med flere forskellige produkter.

- Alle nye bredbåndskunder med tv får som en del af abonnementet fri adgang til C More med over 1.400 film og serier – de fleste nye.

- Alle nye bredbåndskunder kan tilkøbe HBO Nordic. Tjenesten kan, af nye kunder, afprøves gratis og uden binding de første tre måneder. Derefter til 79 kr. pr. måned.

- Alle Grundpakkekunder får i dag adgang til web-tv – det betyder at samtlige 1,1 mio tv-kunder nu kan tage deres kanaler med sig og se dem på mobil, tablet og pc.

- YouSees mobilkunder, som også har tv og internet hos Yousee, få 20 gigabyte data gratis.

Men det imponerer ikke digital analytiker og udviklingsdirektør Claus Bülow Christensen fra Zibra Digital Media Group, der blandt andet lever streaming-løsninger.

- YouSee har fået en frisk ny moderne indpakning, men hvad angår prissætning er alt ved det gamle dyre, og den nye måde at ryste posen på, bringer ikke særlig meget nyt til markedet. I forhold til det er det et desperat forsøg, siger han til Ekstra Bladet.

Mens konkurrenten Stofa for nylig meldte ud, at deres kunder ville få friere kanalvalg ved at kun at betale for de kanaler, som de ser, på månedsbasis, så har YouSee endnu ikke noget konkret alternativ til dette. Kun en plan.

Se også: Stofa opgiver udskældte tv-pakker

- I dag bliver YouSee primært opfattet som udbyder af tv, bredbånd og telefoni. Fremover skal vi opfattes som Danmarks største underholdningsunivers. Det betyder, at vi samler alt indhold fra både tv-stationer og filmtjenester ét sted. Og vigtigst af alt; gør det frit for kunderne selv at kunne bestemme, hvad de vil se, hvor og hvornår. Det betyder også, at vi på sigt må forholde os til strukturen omkring vores tv-pakker og se på, hvordan vi får endnu mere valgfrihed på banen, siger administrerende direktør René Brøchner i en pressemeddelelse.

Se også: Yousee vil forkæle kunderne: Her er pakken

YouSee giver dog mulighed for at vælge enkelte kanaler oveni. Men så skal man også betale for en tv-pakke.

- Grundpakken til kr. 229,- er også nødvendig for at kunne vælge kanaler frit oveni, og det forekommer ikke særlig ambitiøst, og for den moderne tv-forbruger, der bruger megen af sin tid på streamingtjenester, vil det næppe være særlig tiltrækkende, heller ikke selvom tv-kanalerne kan ses på smartphones, tablets etc, siger Claus Bülow Christensen.

Se også: Så ryger de sidste analoge kanaler også hos Yousee

Heller ikke muligheden for HBO Nordic imponerer.

- Man kan tilkøbe HBO Nordic, men det kan man allerede bare købe selv, hvis man da ikke lader sig tiltrække af, at man som ny YouSee-kunde kan få tre måneders gratis prøvetid. Men efter de tre måneder er alting stadig dyrt, siger han.

Flere af de nye produkter er kun tilgængelige for nye kunder. Og det overrasker Claus Bülow Christensen, da 59.000 kunder ifølge Berlingske er faldet fra siden 2014.

- Det virker som, at det er en gulerod til at få de frafaldne tilbage. Men der mangler noget aktivitet for at skabe en højere loyalitetsfølelse hos de eksisterende kunder, siger han.

Tidligere lancerede Forbrugerrådet Tænk denne kampagne om frit kanalvalg 

112 kommentarer
Vis kommentarer