10 gode råd til haven i marts

I årets første forårsmåned kan du bl.a. beskære træer og buske, fjerne mos og ukrudt og gøre køkkenhaven klar. Læs, hvordan du gør, og find ud af, hvilke blomster du kan plante

Ukrudtet begynder at gro tidligere end andre planter, og samtidig har det endnu ikke fået lange rødder. Derfor er det nemt at fjerne ukrudt fra haven nu. Foto: Malte Abildgaard Christensen, Videncentret Bolius
Ukrudtet begynder at gro tidligere end andre planter, og samtidig har det endnu ikke fået lange rødder. Derfor er det nemt at fjerne ukrudt fra haven nu. Foto: Malte Abildgaard Christensen, Videncentret Bolius

1. Vær tålmodig
Så længe jordtemperaturen ikke er over 7 grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.

2. Tjek græsplænen
Gå ikke på plænen mere end højst nødvendigt, hvis marts er kold. Riv ellers blade ud med en gummirive. Kontrollér jordens pH-værdi med lakmuspapir. Er den under 7, kan det bl.a. give mos i plænen. Drys i givet fald perlekalk ud på græsplænen: 5-10 kilo pr. 100 m2.

Læs også: Pleje af græsplænen

3. Fjern mos fra græsplænen
Mosset fjernes lettest i marts og april, hvor mospuderne ofte sidder løst. Du kan fjerne mos med rive, plæneklipper, elektrisk mosfjerner, pesticider eller en vertikalskærer.

I marts sidder mosset oftest løst, og vil du gerne have en mosfri græsplæne, er det derfor et godt tidspunkt at fjerne det. Foto: Olivia Kristensen
I marts sidder mosset oftest løst, og vil du gerne have en mosfri græsplæne, er det derfor et godt tidspunkt at fjerne det. Foto: Olivia Kristensen
 

4. Beskær træer og buske
Marts er en god måned til beskæring. Alle buske og frugttræer (dog ikke blommetræer og kirsebærtræer) kan beskæres nu. Vent med en stor beskæring af roser og lavendler indtil begyndelsen af april.

Læs også: Valg af træer og buske til den nemme have

5. Gør køkkenhaven klar
Fjern ukrudt i køkkenhaven. Kultivér jorden med en god kultivator. Læg plastic ud på jorden og fastgør med fliser eller sten, så forvarmer du jorden og kan om nogle uger tyvstarte med tidlige grøntsager. Stil evt. større glasklokker på jorden, så de kan fungere som mini-drivhuse.

6. Fjern ukrudt
Marts/april er det bedste tidspunkt at starte med at bekæmpe ukrudt i haven. Det er let at se ukrudtet, da det ofte begynder at gro tidligere end havens andre planter. Om sommeren har ukrudtsplanterne fået længere rødder og er derfor sværere at hive op.

Lug enten havens bede igennem for ukrudt ca. hver tredje uge fra marts/april og frem til sankthans, eller gå en haverunde hver eller hver anden dag, og fjern det ukrudt, du ser.

7. Klip stauderne
Klip og soignér stauderne i blomsterhaven og afklip visne frøstande. Del og omplant stauderne i bedene, hvis jorden sidst på måneden er rimelig tør.

8. Plant hæk og busk
Marts er en god måned at plante barrodede planter, fx hækplanter og buske. Tidlig plantning giver god mulighed for overlevelse. Plant fx forsythia, ribes, kirsebærkornel, klatrende vinterjasmin og troldnød (Hamamelis), der blomstrer sidst i marts.

9. Plant de rigtige blomster og flyt forårsløg
Vent med at plante sommerblomster - det går altid galt, hvis du gør det i marts. Vælg i stedet stedmoder, forglemmigej og bellis – de kan klare nætter med frost og er smukke indtil sankthans.

Flyt evt. blomstrende forårsløg, men vær forsigtig. Stik ned i jorden omkring løgene med en spade. Stik spaden ind under løgene og løft forsigtigt op.

Læs også: Sådan får du blomster i bedet hele sommeren

10. Skær og klip
Skær eller klip visne grene og skud af planter. Skær eller klip altid tilbage til de steder, hvor der er grønt ved barken eller synlige grønne skud eller knopper.

Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt i haven

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

10 kommentarer
Vis kommentarer