10 nemme afgrøder til køkkenhaven

Gider du ikke spilde tiden på umulige afgrøder? Vi har fundet 10 afgrøder, der er nemme at få til at lykkes. Læs hvilke, og hvordan du dyrker dem

Kartofler kræver ikke særlig meget pleje, når først de er i jorden. Foto: Colourbox
Kartofler kræver ikke særlig meget pleje, når først de er i jorden. Foto: Colourbox

1. Kartofler

Kartofler skal have masser af næring, så giv jorden kompost eller gødning, før du lægger dem.

Vil du have tidlige kartofler, kan du forspire læggekartoflerne fra midt i marts og sætte dem i jorden 5-6 uger senere. Tidlige kartofler skal lægges med 40 cm mellem rækkerne og 30 cm mellem hver plante i samme række. Sene kartofler skal du lægge fra midten af april, og de kræver lidt mere plads.

Tricket til at opnå en god kartoffelhøst er at hyppe kartoflerne 2-3 gange i vækstperioden. Det foregår ved, at du hakker jord op og laver volde omkring kartoffelrækkerne. Det holder ukrudt væk, og du undgår, at kartoflerne får lys og bliver grønne.

Læs også: Sådan undgår du kartoffelskimmel

Når kartoffelplanterne blomstrer, er de klar til høst.

Kartofler er nemme, da de ikke kræver meget pleje, når de først er i jorden. Fjern lidt ukrudt og hyp dem af og til,- og du vil få et godt resultat. Du behøver ikke engang en køkkenhave for at dyrke kartofler. De kan også dyrkes i en spand på terrassen eller altanen.

2. Gulerødder

Gulerødder er forholdsvis lette at få til at gro, og de fungerer godt sammen med radiser. Gulerødder vokser langsomt i starten, og i lang tid vil du kun kunne se en lillebitte kimplante.

Jorden skal være blød og min. 15 cm dyb, hvis du dyrker dem i plantekasser, og det vil i så fald være en god idé at vælge en sort, der giver korte, runde gulerødder. Så gulerødder i april i en tynd række, og tynd ud, når de spirer frem, så der bliver 5-8 cm afstand mellem hver.

Læs også: 10 gode råd til køkkenhaven

3. Radiser

De små pink og hvide radiser vokser hurtigt og kan trives i de fleste jordtyper. De kan sås fra det tidlige forår og flere gange i løbet af sæsonen, da de kan være færdigvoksede på helt ned til 2-3 uger i midten af sommeren.

Dyrk dine egne radiser, så har du hele sommeren forsyninger til sommerens salater. Foto: Colourbox
Dyrk dine egne radiser, så har du hele sommeren forsyninger til sommerens salater. Foto: Colourbox
 

Så dem flere gang i små portioner, så du sikrer en konstant forsyning af friske radiser.

Tynd ud i rækkerne, så planterne har 2-3 cm imellem sig. Så har de plads til at blive store. Brug dem som mellemafgrøde blandt mere langsomt spirende grøntsager som fx gulerødder, pastinakker, løg eller porrer.

Se: Tema om køkkenhave

4. Salat

Du kan så salat fra april og flere gange i løbet af sommeren, så du sikrer dig en jævn forsyning af frisk salat. På den måde når du også at høste salaten, før den går i stok.

Sørg for at vande salaterne, så jorden ikke tørrer ud. I det tilfælde stopper salatens vækst. Hvis du vælger pluksalat i stedet for hovedsalat, kan du desuden nøjes med at høste netop den portion blade, du har behov for, i stedet for at kappe et helt salathoved hver gang.

Læs også: Køkkenhave

5. Spinat

Du kan så spinat allerede fra starten af april, og spinat vokser hurtigt, så du kan nå at høste planterne og derefter bruge jorden til en ny afgrøde. Derfor egner spinat sig godt til en køkkenhave, hvor pladsen er knap.

Så spinat i rækker med 25-30 cm afstand, og udtynd planterne, så der er 10-15cm mellem hver.

6. Løg

Stikløg er lette at sætte i jorden. De skal stå med spidsen opad, og du skal helst plante dem i starten af april, for de vokser kun i størrelsen, så længe dagene bliver længere, dvs. indtil Sankt Hans.

Så dem i rækker med 8-10 cm afstand til andre løgrækker eller 25 cm afstand til anden afgrøde. Jorden må ikke tørre ud, så vand dem, hvis der kommer en tørkeperiode. Løg er høstmodne, når toppen vælter ned til siden.

7. Hestebønner

Hestebønner er måske ikke den mest udbredte afgrøde i danske køkkenhaver, men det er en robust plante, som du let får til at vokse sig stor og frodig. Desuden har bønner den fordel, at de vokser i højden og derfor ikke fylder meget i bunden af dit bed. På den måde udnytter du pladsen optimalt. Planterne bliver omkring 1 meter høje og giver et stort afkast.

Så bønnerne fra starten af april og dyrk dem gerne sammen med kartofler. Når frøene er i jorden, skal du blot luge ukrudt væk, indtil planterne er blevet så store, at de selv skygger for ukrudtet.

Læs også: 5 fif, når du anlægger køkkenhave

8. Morgenfruer

Skal der nu stå blomster i køkkenhaven? Ja, morgenfruer er faktisk glimrende at plante enten i en række eller ind imellem afgrøderne, fordi de tiltrækker insekter, der spiser bladlus og andre skadedyr. Desuden er morgenfruers blomsterblade spiselige, så du kan bruge dem i salater eller som pynt på kager. Så frøene i april-maj direkte i jorden i 1 cm dybde.

Det er nemt at dyrke krydderurter, og så giver de et mangfoldigt miljø i din køkkenhave. Foto: Bolius
Det er nemt at dyrke krydderurter, og så giver de et mangfoldigt miljø i din køkkenhave. Foto: Bolius
 

9. Honningurt

Honningurt er en anden god naboplante, der kan være med til at beskytte dine grøntsager mod skadedyr. Honningurtens blå blomster tiltrækker svirrefluer, hvis larver æder bladlus. Du kan så honningurt fra april til september.

Du kan også vælge andre blomster end honningurt og morgenfruer til køkkenhaven, du skal blot vælge arter, der har åbne blomster med masser af nektar og pollen, så de kan tiltrække en masse insekter.

10. Krydderurter

Ligesom blomster er krydderurter med til at skabe et mangfoldigt miljø i din køkkenhave, og de tiltrækker bestøvere og andre nyttedyr.

Desuden er mange af dem lette at dyrke. Vælg fx dild, kruspersille eller citronmelisse.

Læs også: Så let får du dine egne krydderurter

Bolius - Boligejernes Videncenter er ejet af Realdania.

Bolius er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål at formidle viden til boligejerne. Bolius sælger ikke produkter eller tjenester.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen