Bidragssatser: Banklån kan blive dyrt alternativ

Flere banker tilbyder billige boliglån til boligejere, der er utilfredse med stigende bidragssatser - men banklånene risikerer at blive dyrere, advarer eksperter

Totalkredit hæver fra 1. juli 2016 bidragssatsen med op til 0,6 procentpoint for F1 og F2-lån med afdragsfrihed. (Foto: Torben Klint)
Totalkredit hæver fra 1. juli 2016 bidragssatsen med op til 0,6 procentpoint for F1 og F2-lån med afdragsfrihed. (Foto: Torben Klint)

Bankens boliglån kan blive et dyrt alternativ til Totalkredits stigning i bidragssatserne. Flere privatøkonomiske rådgivere advarer mod pludselige renteforhøjelser, hvis du skifter dit realkreditlån ud med et banklån.

Læs også: Så dyr kan din bidragssats være

Flere banker, med Jyske Bank i spidsen, tilbyder et konkurrerende banklån i kølvandet på Totalkredits prisforhøjelser.

Totalkredit hæver fra 1. juli 2016 bidragssatsen med op til 0,6 procentpoint for F1 og F2-lån med afdragsfrihed, så bidragssatsen bliver 2,7 procent, der skal betales foruden renten.

Banker kan nemt hæve renten
Der er ingen bidragssats på banklån, men bankerne kan til gengæld vælge at hæve renten (renten kan også blive hævet på realkreditinstitutternes rentetilpasningslån), så boligejeren kan komme til at betale mere for deres lån, end da de skrev under på lånedokumentet. Det advarer flere eksperter imod.

- Generelt vil jeg ikke anbefale, at man flytter sine realkreditlån over til banklån, heller ikke selvom banken lokker med lavere priser lige nu og her. Priserne på prioritetslån kan stige ganske kraftigt, hvilket man har set tidligere, og det kan stille låntager dårligt ved næste refinansiering, særligt hvis éns bolig til den tid er blevet mindre værd, siger Martin Riedel fra rådgivningsvirksomheden Realkreditkonsulenten.dk og konkluderer:

- Det er mere trygt at have sine lån i en kreditforening frem for i en bank.

Læs også: Hvad er bidragssatser?

I realkreditinstitutterne følger renten som udgangspunkt markedsudviklingen tæt med en kursudvikling fastsat af markedet for realkreditinstituttets obligationer handlet i meget stort antal.

Bankerne kan typisk sætte renten op med en måneds varsel, af 'forretnings- eller indtjeningsmæssige grunde', eller for at opnå en mere 'hensigtsmæssig anvendelse af bankens ressourcer eller kapacitet.'

Banklån kan blive dyrere
Brian Stjernholm, partner i Uvildige.dk, som er et landsdækkende samarbejde af uafhængige og uvildige finansielle rådgivere, er enig i, at renten er nemmere at forudsige hos realkreditinstitutterne, mens bankerne kan sætte den efter deres egen vurdering af kundens risiko.

- Bankerne kan fastsætte priserne efter hver enkelt kundes økonomi, og dermed den risiko, de vurderer. Det betyder også, at bankerne i mange tilfælde har mulighed for at sætte prisen op, hvis økonomien forringes og deres risiko derved forøges. På den front er det mere trygt i realkreditinstituttet, hvor priserne fastsættes kollektivt, siger Brian Stjernholm.

Læs også: Lån til boligkøb

Jyske Bank afviser fare for at hæve renten
Boligdirektør i Jyske Bank, Carsten Laustsen, fastslår, at lånerenten ligger stabilt i Jyske Bank. Han afviser, at der er en større fare for, at banken drejer på renteskruen end realkreditinstitutterne.

- Det er en generalisering, at bankerne er mindre trygge at låne hos. Vi vil gerne bedømmes ud fra vores egne produkter, og hos os fastsætter vi en basisrente ud fra obligationsmarkedet. Dertil kommer et rentetillæg, som vi ikke har hævet på bestående lån siden 2008, siger han.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere