Derfor skal du IKKE sætte dig et nytårsforsæt

De fleste nytårsforsæt falder til jorden, fordi målet er for uoverskueligt og fjernt fra hverdagen

Ekstra Bladet møder 27-årige Melissa Edlev med en stor træningstaske ved sin side. Det er ikke løgn, når hun siger, hun har holdt sin løfte til sig selv om at træne. Foto: Kenneth Meyer
Ekstra Bladet møder 27-årige Melissa Edlev med en stor træningstaske ved sin side. Det er ikke løgn, når hun siger, hun har holdt sin løfte til sig selv om at træne. Foto: Kenneth Meyer

Du ved det allerede, når du sætter nytårsforsætter om et nyt liv uden cigaretter, søde sager og en sundere vægt.

Du holder det næppe.

Sådan går det for manges nytårsforsæt. Hvis du vil nå dine mål, skal du helt lade være med at sætte nytårsforsæt, lyder det fra Anette Prehn, sociolog og forfatter.

- Jeg opfordrer til at droppe nytårsforsæt, for otte ud af ti af dem strander alligevel. Problemet ved, at forsættet strander, er, at det styrker følelsen af ’jeg er nok ikke en, der kan forandre mig’. Det bliver endnu et nederlag.

- Nytårsforsæt er som at fri til sin kæreste, når man er fuld. Idéen er god, men timingen er dårlig, siger hun.

Blank hjerne
Vaneændringer kan være godt. Men nytåret er ikke nødvendigvis det bedste tidspunkt for det, lyder det fra sociologen.

- Det letteste i verden er at sætte sig mål, og mange kan stramme sig an til at holde det nogle dage, uger eller måneder. Men hvis man gerne vil lave ændringer i sit liv, skal man vælge tidspunkter, hvor man ikke er grebet af stemningen og højtideligheden.

- Lige nu kan man se, at ens kalender for 2019 er ret blank. Men en blank kalender er ikke en blank hjerne. Man tager sine 86 milliarder hjerneceller og alle sine optrænede vanestier med sig i det nye år siger hun.

Tre råd til at ændre vanen

Drop de firkantede mål. Gå i stedet i en hensigtsmæssig retning. Find ud af, hvad du gerne vil, i stedet for hvad du ikke vil. Hjernen forstår ikke negationer, så vil du ikke længere spise chokolade, tænker din hjerne kun på chokolade. Erstat for eksempel det mål med at vælge sundhed til så ofte som muligt.

Vanestabling. Se på de vaner, du allerede har, som du kan udbygge, i stedet for at finde på noget helt nyt. Vil du være mere social, men kalenderen er allerede proppet? Se på, hvad du allerede gør i det daglige, hvor du kan bygge noget socialt ovenpå. For eksempel når du alligevel spiser frokost.

Selv-barmhjertighed. Hjælp dig selv op på hesten igen i stedet for at blive sur og selvkritisk, hvis du falder i den uønskede vane. Ellers går ’så kan det også bare være lige meget’-effekten igang. Når du først føler skyld og skam, øger du sandsynligheden for, at du smider hele vaneændringen på gulvet.

Kilde: Anette Prehn, sociolog og forfatter.

De indgroede vaner er ikke bare sådan til at komme af med. Derfor foreslår Anette Prehn, at man griber sine mål an på en anden måde end at tro, at man kan ændre den måde, man lever på, fra den ene dag til den anden.

- Man skal helst sætte sig mindre mål i løbet af året. De store nytårsforsæt er for frakoblet fra den hverdag, man lever i.

Det er nemlig langt fra alle, der er i stand til at tage en kold tyrker fra de dårlige vaner. Men ændrer man omstændighederne i ens liv langsomt, kan hjernen nå at vænne sig til den nye måde at leve på og integrere vanen stille og roligt.

Året der gik
I stedet for at bruge nytåret på at tænke på at starte helt forfra, kan det være en god idé at bruge højtiden til at skue tilbage.

- Jeg foreslår, at man bruger årsskiftet til at kigge bagud og tage det bedste med sig videre. Hvilke stier begyndte jeg at gå på, og hvad ville være værdifuldt at få med mig i 2019? På den måde kan du tage en rygsæk med hjælpsomme erfaringer med dig i stedet for overoptimistisk at tænke, at du starter fra scratch og kan det hele, siger Anette Prehn og tilføjer:

- Mange af os opnår succeser i løbet af året, men vi glemmer dem med det samme, fordi vi løber efter de næste mål.

Anette Prehn opfordrer til, at du tager hver dag som en ny mulighed til at tænke over de livserferinger, du kan tage med dig, og hvilke nye mål, du vil prøve at opnå.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sætter små mål

22-årige Yousra Diab synes helt generelt, at nytårsaften og nytårsforsæt er overvurderet. Foto: Kenneth Meyer
22-årige Yousra Diab synes helt generelt, at nytårsaften og nytårsforsæt er overvurderet. Foto: Kenneth Meyer

Yousra Diab, 22 år, bor i København og læser til socialrådgiver
- Jeg har ikke noget nytårsforsæt i år. Jeg har tidligere haft nogle om at få en bedre livsstil, hvor det gik det ned af bakke efter et par måneder. I dag sætter jeg små mål i løbet af året i stedet for et stort mål.

Holder dem aldrig

41-årige Odd Hermansen vil især gerne være bedre til at overholde sit nytårsforsæt af hensyn til sin familie. Foto: Kenneth Meyer
41-årige Odd Hermansen vil især gerne være bedre til at overholde sit nytårsforsæt af hensyn til sin familie. Foto: Kenneth Meyer

Odd Hermansen, 41 år, bor I Norge, men holder nytår i København. Arbejder som maskinfører
- Nytårsforsæt er ofte bare noget, jeg taler om, men aldrig holder det. Jeg har faktisk aldrig overholdt et. Ha, ha. Men jeg prøver hvert år. Jeg har været rigtig træt i år, så nu er det på tide, det slutter. Det vil jeg gerne gøre noget ved.

Holder nytårsforsæt efter 10 år

Ekstra Bladet møder 27-årige Melissa Edlev med en stor træningstaske ved sin side. Det er ikke løgn, når hun siger, hun har holdt sin løfte til sig selv om at træne. Foto: Kenneth Meyer
Ekstra Bladet møder 27-årige Melissa Edlev med en stor træningstaske ved sin side. Det er ikke løgn, når hun siger, hun har holdt sin løfte til sig selv om at træne. Foto: Kenneth Meyer

Melissa Edlev, 27 år, bor i København, læser til pædagog
- Næste år vil jeg bare fortsætte med det, jeg gør. Jeg har holdt et nytårsforsæt om at træne i 10 år. Men engang havde jeg et nytårsforsæt med at gå på slankekur, og det kunne jeg ikke finde ud af at holde.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen