Det hader vi mest at lave i haven

Haven er for de fleste husejere et sted, der vækker glæde, hygge og afslapning. Men der findes visse opgaver, danskerne hader. Se top 5 her

Foto: Bolius
Foto: Bolius

Flotte, farverige blomster. En lille hyggelig krog, hvor morgenkaffen indtages med fuglekvidder i baggrunden. Modne jordbær og æbler i overflod.

Haven rummer mange dejlige ting og indtager derfor en særlig status hos de danske husejere. Men haven kan også skabe irritation og dårlig samvittighed, når opgaverne hober sig op. Og især nogle opgaver er bare mere trælse end andre.

Læs også: Hver tredje bliver stresset over haven

Danskerne hader at luge ukrudt
Især lugning af ukrudt er en opgave, danskerne gerne ville være foruden. I en Bolius-undersøgelse foretaget af YouGov i april 2017 svarer 37 %, at den værste opgave i haven er at luge ukrudt.

At det netop er ukrudtslugning, der vækker den største irritation i de danske haver, overrasker ikke Bolius’ haveekspert, Jesper Carl Corfitzen.

- Jeg kan sagtens følge den travle haveejer i tankegangen om, at lugning af ukrudt umiddelbart er en kedelig tjans. Specielt hvis man altid halter bagefter. Så er det netop, det kan blive til et stressbetonet projekt.

Top 5: Disse haveopgaver bryder danskerne sig mindst om
Udover at luge ukrudt er de mindst populære haveopgaver at klippe hæk og fjerne rødder, som henholdsvis 20 og 14 % ser som den værste tjans i haven.  

Den resterende del af top 5 over opgaver i haven, danskerne er knap så glade for, består af at bekæmpe skadedyr og slå græs.

- Vi savner den lette plug & play-have, som i store træk er vedligeholdelsesfri, så den ikke står som en stor, ildelugtende klump af dårlig samvittighed, siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker hos Future Navigator.

Opgaver med at vande haven, gøde græs samt beskære eller plante træer og buske bliver i undersøgelsen vurderet som de mest acceptable af de trælse opgaver.

Læs også: Sådan anlægger du en nem have

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Bolius Boligejernes Videncenter.

Der er i alt gennemført 1.008 interviews med danskere husejere i alderen 25-75 år i perioden 25.-30. april 2017.

Læs undersøgelsen her.

Sådan luger du nemmest og hurtigst ukrudt
Synes du også, at ukrudtslugning er en træls opgave, kan du minimere opgavens omfang. Det er en god ide at gå i gang med lugningen i det tidligere forår, hvor ukrudtet begynder at komme frem. Gå fx en aftentur i haven et par gange om ugen og nap det ukrudt, der er skudt frem.

Du kan også plante rigeligt i din have og dermed undlade store flader af græs og bar jord.

- Hvis din have er fyldt med planter, som dækker overfladen og dermed skygger for evt. frøukrudt, så bliver det aldrig så galt. Jeg luger grundlæggende kun 3 gange årligt med ugentlige havevandringer, hvor der nappes lidt her og der, siger Jesper Carl Corfitzen.

Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt i haven

En anden løsning er at løse opgaven i fællesskab med naboer, familie og venner. Et fænomen, der allerede er udbredt i andre europæiske lande.

- I England er der et fænomen, som vokser ret hurtigt. De, der har dårlig samvittighed over havearbejdet, inviterer haveentusiaster, der bor i lejlighed, til at komme og nyde deres have, mod til gengæld at holde den ved lige og passe den. Dér er vi ikke endnu herhjemme. Det er stadig hver mand sin have, siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker hos Future Navigator.

Gør haveopgaverne meditative
Lugning af ukrudt, græsslåning og andre lignende monotone opgaver behøver dog ikke nødvendigvis at være en sur pligt. Med den rette indstilling til opgaven kan de vendes til noget positivt og fredfyldt, mener Bolius’ haveekspert, Jesper Carl Corfitzen.

- Lugning er på lige fod med andre typer monotont arbejde oplagt til at gøre nærmest meditativt. Du indgår i en symbiose med opgaven og frigiver pludselig energi til fri tankestrøm, og du glemmer alt omkring dig. Det handler om en bevidst tilgang.

I undersøgelsen svarer ca. 2/3 af haveejerne, at de i nogen, høj eller meget høj grad bruger havearbejdet som afslapning. Kun 12 % ser overhovedet ikke noget positivt i havearbejdet.

Læs også: Danskernes forbrug af sprøjtemidler i haven falder

Bolius - Boligejernes Videncenter er ejet af Realdania.

Bolius er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål at formidle viden til boligejerne. Bolius sælger ikke produkter eller tjenester.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen