Din bolig er fyldt med plastik

Vi giver dig et overblik over, hvor du finder plastik i boligen, og giver et bud på, hvor plastik er svært at erstatte, og hvor du kan overveje et alternativ

Foto: Lene K.
Foto: Lene K.

Her er det svært at undgå plastik i boligen

Nogle steder giver det god mening at bruge plastik. En af årsagerne er, at plastik sikrer, at noget er helt tæt mod fugt eller vand. En anden årsag er, at plastik har en høj holdbarhed - og både kan være billigere og bedre end alternativerne.

Plast under gulvet
Polystyren bruges som isolering under gulvet i nye huse, eller hvis du nedlægger krybekælder og lægger et nyt gulv i et ældre hus. Isoleringen består af ekspanderet polystyren (EPS), også kaldet flamingo. Polystyren er en plasttype, som kan opskummes og indeholde en masse luft. Plast udgør derfor kun mellem to og fire procent – resten er luft, der isolerer.

Plast i væggene
Dampspærren er en plastikmembran, som skal holde den fugtige luft fra boligen inde for at undgå råd og svamp eller skimmelvækst i ydervæggene. Tidligere brugte man papir med alufolie på, også kaldet alukraft, men det var ikke særlig holdbart og er blevet erstattet med plast, på nær i saunaer, hvor der er høje temperaturer. Der er ikke nogle gode alternativer til en dampspærre uden plast – til gengæld holder en ny dampspærre i rigtig mange år.

Læs også: Så meget el, vand og varme bruger en gennemsnitsfamilie

Plast rundt om vinduer og døre
Tætningslister ved døre og vinduer sørger for, at det ikke trækker. Tætningslister kan være lavet af skum, gummi eller silikone – alle plastprodukter – og der findes ikke nogen effektive alternativer. Før tætningslisterne sivede der ofte kold luft ind rundt om vinduer og døre. Desværre holder de kun et sted mellem to og ti år og skal herefter skiftes – aflevér de gamle lister på genbrugspladsen.

Plast i ledninger og stikkontakter
Både isoleringen rundt om kobbertrådene, kappen på selve ledningen, stikkontakter og afbrydere samt stikdåser og kabelbakker er lavet af plastik. Det er fordi, plast uden sammenligning er det bedste materiale til elektrisk isolering.

I gamle bygninger kan du finde afbrydere og isoleringsmateriale af porcelæn, og der findes også gamle ledninger, hvor den yderste kappe er lavet af stof. Det er jævnligt anledning til ildebrand i gamle bygninger.

Foto: Camilla Stephan
Foto: Camilla Stephan
 

Plast i toilettet
Flere dele af toilettet er lavet af plast. Du kan godt skifte plastikbrættet til et træbræt, men inde i cisternen er det svært at komme uden om plastik. Plastprodukterne er nemlig lette og kan holde til at stå i vand. Knappen til skyl er som regel også af plastik og nem at gøre ren, og det sikrer hygiejnen omkring toilettet.

Læs også: 10 gode råd: Få mindre plastik i hverdagen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her kan du finde alternativer til plastik i boligen

Nogle steder findes der fine alternativer til plast. Overvej, om du kan vælge produkter, som kan genanvendes. Men vær også opmærksom på, at det kan kræve ekstra vedligehold. 

Skift ikke bare for at skifte. Overvej kun alternativerne, hvis du skal bygge nyt, eller hvis de nuværende materialer er så nedslidte, at de alligevel skal skiftes.

Vinduer af træ eller træ/alu
Plastikvinduer er blevet udbredt, blandt andet fordi de sparer en masse vedligeholdelse af de ud­vendige vinduesrammer, der ellers kunne være af træ.

Producenterne har med tiden forbedret plastikvinduernes æstetiske udtryk, men vil du gerne have et vedligeholdelsesvenligt alternativ til trævinduer, kan du vælge træ/alu, hvor den udvendige ramme af aluminium mindsker vedligeholdelsen. Du kan også vælge rene trævinduer, hvis du bedre kan lide udtrykket, men vær opmærksom på, at der formentlig vil være plast i den træbeskyttelse, du skal vedligeholde dem med. 

Tagrender af zink eller stål
Tagrender af hård plast holder i rigtig mange år, men der findes alternativer af fx zink og stål.

Zink og stål er som regel lidt dyrere end plastiktagrender, men holder lige så godt, og fordelen er, at materialerne kan genanvendes igen og igen.

Aflevér de gamle PVC-tagrender på genbrugspladsen – de er lette at genanvende til nye produkter, da det er et rent plastprodukt. 

Læs også: Derfor er plastik materialet, vi hverken kan leve med eller uden

Træ i stedet for komposit
Kompositbrædder er et plastprodukt, der ligner træ, som er meget populært til blandt andet altangulv og træterrasser. Komposit kræver ikke vedligeholdelse – men du kan også vælge danske trykimprægnerede træbrædder eller brædder af hårdt træ. Er du meget glad for komposit som materiale, kan du gå efter nogle af de kompositprodukter, der bruger genbrugsplast fx sammen med bambus.

Bordplader uden plast
Skal du have en ny bordplade, så findes der masser af alternativer til de plastbaserede bordplader som fx komposit eller corian. Du kan få bordplader i alt lige fra træ og sten til metal og linoleum – og flere kan være både flotte og praktiske, fx ved hjælp af en omgang olie på en træbordplade.

Linoleum i stedet for vinyl
Gulve af vinyl findes typisk i gamle køkkener og badeværelser, hvor de kan svejses og udgøre vådrumssikringen, særligt på 1.-salen, hvor du kan have en lav opbygning af gulvet. Vinylgulve er lavet af blødgjort PVC og er nemme at gøre rent.

Skal du alligevel have nyt gulv, findes der en række naturlige alternativer. Et af dem er linoleum, som er lavet af blandt andet linolie og harpiks – og som i sin finish minder om vinylgulv.

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

4 kommentarer
Vis kommentarer