Disse ting får du aldrig rene i opvaskemaskinen

Især fem madvarer er særdeles vanskelige at rengøre i opvaskemaskinen, hvis de sætter sig fast på fade, gryder, tallerkner og kopper. Læs hvilke, og hvordan du rengør dem alligevel

Fastbrændt fedt, risengrød og brun sovs samt indtørret æg og havregrød, spinat og pesto og te er meget svære at få ordentlig rene i opvaskemaskinen, hvis du ikke gør et lille forarbejde. Foto: Torben Klint
Fastbrændt fedt, risengrød og brun sovs samt indtørret æg og havregrød, spinat og pesto og te er meget svære at få ordentlig rene i opvaskemaskinen, hvis du ikke gør et lille forarbejde. Foto: Torben Klint

Vi kender det alle. Vi skal skynde os ud ad døren, så havregrødsresterne får lov at stå på morgenbordet. Og om aftenen er vi dødtrætte, så fadet med kyllingefedt og gryden med spinat stiller vi i vasken natten over.

Heldigvis kan moderne opvaskemaskiner gøre det meste af vores service rent, uden at du skal svinge børsten først. Men der er alligevel fem madvarer, som en opvaskemaskine har meget svært ved at gøre rent.

Læs også: Test: Her er de bedste opvasketabs og -gel

1) Fastbrændt fedt
En af de store syndere er fastbrændt fedt eller madrester, når du fx har stegt kylling i ovnen. Hvis du kommer fadet direkte i opvaskemaskinen, vil de høje vandtemperaturer bare brænde fedtet endnu mere på.

I stedet bør du skylle fadet efter brug og gerne skrubbe det fastbrændte fedt af med en skuresvamp, inden du sætter fadet i opvaskemaskinen.

2) Risengrød og brun sovs
Hvis risengrøden eller den brune sovs er brændt fast i gryden, kan det også være meget svært at få af i opvaskemaskinen. Tricket her er at koge de fastbrændte madvarer væk med salt eller lidt tøjvaskemiddel først.

Skrab det værste væk fra gryden, hæld derefter vand og en halv teskefuld tøjvaskemiddel i og lad vandet lige koge op på blusset. Derefter kan du bruge en spatel til at skrabe det sidste mad væk, inden du sætter gryden i opvaskemaskinen.

Læs også: Rengøring af ovn: Sådan får du en helt rent ovn

3) Indtørret æg og havregrød
Resterne af morgenens havregrød eller scrambled eggs bør du ikke lade stå på tallerkenen, når I hurtigt skal ud ad døren. Når proteinet fra den indtørrede æggeblomme stivner, er det nemlig ikke til at skylle af i varmt vand.

Det samme gør sig gældende med stivelsen fra havregrøden, der binder sig til tallerkenens porcelæn.

Skyl og børst derfor havregrød og æg grundigt af, inden du sætter tallerkenerne i opvaskemaskinen. Har I ikke nået det om morgenen, så sæt dem i blød i en balje med koldt vand så hurtigt som muligt, og lad madresterne løsne sig, inden tallerkenerne får en omgang i opvaskemaskinen.

4) Spinat og pesto
Hvis der sidder rester af spinat eller pesto på tallerkenerne, når du kommer dem i opvaskemaskinen, kan du risikere, at de grønne partikler sætter sig på det øvrige glas og bestik i maskinen.

Det skyldes, at der kan ske en såkaldt genudfældning, hvor resterne fra skyllefasen bliver i opvaskemaskinen til hovedvasken og dermed kan sætte sig på resten af tingene i maskinen.

Sørg derfor for at skrabe og skylle spinaten eller pestoen godt af, inden du sætter tallerkenerne i opvaskemaskinen. 

5) Te
Farvestoffet fra din te kan give grimme rander på kopperne og krusene, hvis du sætter dem direkte i opvaskemaskinen. Det er derfor nødvendigt lige at skrubbe kopperne med opvaskebørsten, inden du giver dem den store vask i maskinen.

Læs også: Så klam er din opvaskemaskine - og sådan gør du den ren

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

32 kommentarer
Vis kommentarer