Ekspert: Opbevar maden rigtigt og spar penge

Giv din mad de bedste forudsætninger for at holde længe ved at følge disse ti enkle råd fra husholdningsøkonom, Anne Grete Rasmussen alias Fru Grøn

Der er penge at spare på at opbevare maden rigtigt. (Foto: Colourbox)
Der er penge at spare på at opbevare maden rigtigt. (Foto: Colourbox)

Selvom man har et nyt køkken, er det ikke sikkert, at maden står, som den skal. Det kan have stor betydning for holdbarheden, at fødevarerne er placeret de rigtige steder i køkkenet, og der kan være mange penge at spare, både på mad og på din elregning. Her er ti råd, som kan spare dig penge, fra Bolius' husholdningsøkonom, Anne Grete Rasmussen alias Fru Grøn.

1) Køb kun det nødvendige

Ofte giver supermarkerne rabat, hvis man køber flere varer ad gangen. Men før man køber, bør man overveje, om man har brug for de ekstra varer. Bor man i byen, kan pladsen være trang, og står varerne for tæt i køleskabet, bliver de hurtigere dårlige.

Køber man for meget, kan det derfor ende i madspild.

Læs også: Derfor skal du opbevare mad udendørs om vinteren

2) Begræns den tid, maden er ude af køleskabet

Det er en fordel at køleskabet er placeret tæt ved det sted i køkkenet, hvor maden tilberedes. På den måde skal man ikke løbe så langt til og fra køleskabet, når man eksempelvis tilbereder madpakken.

Under alle omstændigheder er det en god idé at have en bakke at placere maden på, når det hives ud af køleskabet. Så behøver man kun tage maden ud og ind af køleskabet én gang, og når madvarerne står tæt på bakken, har de nemmere ved at holde på kulden fra køleskabet.

Husk, at jo færre gange man åbner køleskabet, jo mindre energi bruger det. Og jo kortere tid maden er ude af køleskabet, jo længere kan det holde sig.

Læs også: Oldfruens fif til et rent køleskab

3) Tjek køleskabets temperatur

Det er vigtigt, at temperaturen i køleskabet er mellem 2-5 grader. På den måde holder fødevarerne sig længere. Hvis der er for koldt, begynder maden at fryse. Kål og grøntsager kan godt tåle lidt lavere temperaturer, men holder sig lige så fint med de anbefalede 2-5 grader.

Er køleskabet for varmt, er det især animalske produkter som mælk, æg og kød, der er i fare for at blive dårlige.

Igen bliver det til et spørgsmål om energi: Jo koldere køleskabet er, jo mere strøm bruger det. I længden kan det ses på elregningen, hvis køleskabet er for koldt indstillet.

Køleskabet bruger meget energi på at køle en stor gryde suppe ned. Så sæt gryden ud på terrassen, og lad naturen gøre det, lyder rådet fra Bolius' husholdningsøkonom, Anne Grete Rasmussen alias Fru Grøn. Foto: Tommy Verting
Køleskabet bruger meget energi på at køle en stor gryde suppe ned. Så sæt gryden ud på terrassen, og lad naturen gøre det, lyder rådet fra Bolius' husholdningsøkonom, Anne Grete Rasmussen alias Fru Grøn. Foto: Tommy Verting
 

4) Overvej, om du har brug for et svaleskab

Nogle foretrækker drikkevarer varmere, end de er i køleskabet. For at løse det problem kan man anskaffe sig et svaleskab, hvor temperaturen typisk er 6-12 grader.

Det er et godt alternativ til kælderrummet, som byboere for det meste ikke har.

5) Køl varm mad ned udenfor

Køleskabet bruger meget energi på at køle en stor gryde suppe ned. Så sæt gryden ud på terrassen, og lad naturen gøre det.

Sættes den varme mad ind i køleskabet, spredes varmen til de andre madvarer, og deres holdbarhed forringes.

Man skal ikke lade varm mad stå i køkkenet. Maden køler for langsomt ned, og bakterier begynder at vokse i maden.

Læs også: Spisekammeret, hvor blev det af?

6) Lad være med at proppe køleskabet

Luften i køleskabet skal kunne cirkulere og nå ud omkring alle madvarer. Det kan den ikke, hvis køleskabet er for fyldt, og madvarerne står for tæt. Er køleskabet proppet går det ud over madens holdbarhed.

Igen: Køb kun det, du har behov for. En familie på fire personer har typisk behov for et køleskab på 150-200 liter.

7) Ikke alt skal i køleskabet

Når brød står i køleskabet, ændrer smagen sig. Så selvom det ofte holder en anelse længere uden at mugne, er det en god idé at lægge det et andet sted i køkkenet. Står det i køkkenet, bevares den gode smag, og det skal alligevel ofte stå længe, før det mugner.

Allerbedst er det at benytte brødbokse og plasticposer, så brødet ikke bliver tørt.

Heller ikke konserves, syltetøj og frugt skal i køleskabet.

En tommelfingerregel er, at man ikke skal køle de fødevarer, som heller ikke står på køl i supermarkedet, før de er åbnet.

Man skal nemlig ikke bruge energi og strøm på at køle ting, der ikke har behov for det.

Læs også: 6 sjove ideer: Få familien til at spare på el og vand

8) Gør køleskabet rent regelmæssigt

Rengør hylderne i køleskabet ugentligt, og rengør hele køleskabet månedligt. Tag alle madvarerne ud, og vask hele skabet. God hygiejne i køleskabet er med til at forlænge madvarernes holdbarhed.

9) Opbevar mad i poser og beholdere

Mad i køleskabet skal pakkes ind, eksempelvis i plasticposer. Ellers tørrer det ind og spreder dårlige lugte i køleskabet. Citroner er ofte skyld i ødelagte køleskabs-termostater, fordi de udsender æteriske olier, som angriber og ødelægger blandt andet termostaten.

Også kolonialvarer som mel og gryn har godt af at være i beholdere. Sesamfrø kan for eksempel hældes i et gammelt syltetøjsglas. På den måde tørrer det ikke ud, det drysser ikke, og man mindsker faren for mus og larver i madvarerne.

10) Indret spisekammer

Hvis man har behov for mere plads, kan man overveje at indrette et køligt sted i eller uden for boligen til at opbevare sine madvarer.

Sæt eksempelvis et flueskab op på nordsiden af huset. Det fungerer som et minisvalekammer, og her er der plads til de ting, som ikke skal i køleskabet. Flueskabet er også velegnet til afkøling af store portioner madvarer.

Køligheden i skabet bremser bakterievækst og gør det muligt at forlænge en række fødevarers holdbarhed uden brug af strømkrævende køling.

18 kommentarer
Vis kommentarer