Eksperter skeptiske over for lovkrav om indbrudssikring

Et lovforslag, der vil gøre indbrudssikrede døre, vinduer og låse lovpligtige, var onsdag til debat i Folketinget. Men flere eksperter sår tvivl om nødvendigheden af lovgivning på området

Oppositionen ønsker at opdatere bygningsreglementet, så det rummer krav om indbrudssikring. Men brancheaktører og Bolius' fagekspert mener ikke, det er nødvendigt. Foto: Torben Klint/Bolius
Oppositionen ønsker at opdatere bygningsreglementet, så det rummer krav om indbrudssikring. Men brancheaktører og Bolius' fagekspert mener ikke, det er nødvendigt. Foto: Torben Klint/Bolius

Selvom antallet af anmeldte indbrud har været stødt faldende de senere år, er Danmark fortsat blandt de mest indbrudsplagede lande i Europa. Det fik i marts 2017 oppositionen til at fremsætte et lovforslag om at skærpe kravene til indbrudssikring af private hjem. 

I lovforslaget, der gennemgik 1. behandling i Folketinget onsdag 24. maj, lægger oppositionen blandt andet op til ændre bygningsreglementet, så der fremover stilles krav om, at døre, vinduer og låse i private boliger skal kunne modstå indbrudsforsøg i mindst tre minutter. 

De nye krav skal omfatte både nybyggeri og større renoveringer. Som det er nu, rummer bygningsreglementet ikke eksplicitte krav om indbrudssikring af enfamiliehuse.

Bag forslaget står Trine Bramsen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Rune Lund (EL). De henviser til de anbefalinger fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, som tidligere i år udgav en rapport, der undersøgte effekten af forskellige tiltag mod indbrud. 

LÆS OGSÅ: Indbruds- og tyverisikring af boligen

Krav om indbrudssikring har virket i udlandet
I rapporten henviste TrygFonden til, at et lovkrav om indbrudssikring har virket i England og Holland, hvor indbrudssikring har været en del af bygningsreglementet siden 1999.

Men selvom lovkrav har virket andre steder i Europa, vil det næppe gøre den store forskel i Danmark, vurderer Tine R. Sode, der er fagekspert i Bolius.

- Et lovkrav skader ikke, men hvis du har bygget nyt i løbet af de seneste ti år, så har døre og vinduer med skalsikring ikke været til at komme udenom. Mange producenter sælger deres produkter andre steder end i Danmark, så på den måde kan du sige, at de europæiske standarder er kommet danskerne til gode ad omveje.

- Det er jo også en del af forklaringen på, hvorfor antallet af indbrud er faldet stødt siden 2006, selvom det stadig halter med at få indbruddene opklaret. Danskerne er generelt blevet meget mere opmærksomme på at sikre sig, forklarer Tine R. Sode.

Branchen er på forkant
Tine R. Sode bakkes op af Lars Peetz-Schou, der er salgsdirektør i Rationel, som sælger vinduer og døre i Danmark, England og Irland. Han fortæller, at Rationel længe har fremstillet vinduer og døre, der matcher skrappere standarder i udlandet.

- Vi begyndte for mere end 10 år siden, da vi mærkede en massiv efterspørgsel på det britiske marked. Vi er i dag langt fra de eneste, der leverer de indbrudshæmmende produkter. Langt de fleste af de større producenter har disse produkter på hylderne og mærker markant efterspørgsel, siger Lars Peetz-Schou til Bolius.

Lars Peetz-Schou fortæller, at efterspørgslen efter sikrede døre og vinduer især kommer fra nybyggeriet. Han anslår, at disse produkter udgør mellem 50 og 75 procent af salget i Danmark.

ANMELDTE INDBRUD I PRIVATE BEBOELSER DE SENESTE 10 ÅR

 

LÆS OGSÅ: Ny rapport udpeger 5 ting, der virker mod indbrud

Udskiftning af låse halter
Men hvor danskerne ser ud til at være opmærksomme på skalsikrede vinduer og døre, ser det værre ud med at få skiftet de gamle låse ud.

Det fortæller Dorthe Møllegaard, Marketing Manager i Ruko, som har produceret låse i Danmark i mere end 85 år.

- Der er stadig en forholdsvis stor del af danskerne, som har låse og nøgler der er meget gamle og dermed også langt fra at kunne modstå i tre minutter. Vi lavede en undersøgelse i 2011, hvor ca. 40 procent stadig havde en Serie 500 lås, som er en nøgle karakteriseret ved et rundt hoved.

- Vi lavede samme undersøgelse i 2015, hvor tallet nu var ”nede” på knapt 30 procent. Vi synes, det er mange, og det er vores håb, at lovgivning på området kan sætte fokus på, at der faktisk er forskel på sikkerheden, afhængig af hvilken lås man har, siger Dorthe Møllegaard, Marketing Manager i Ruko.

Indbrudstyve elsker parcelhuse
Selvom danskerne er blevet mere opmærksomme på at sikre boligen, så den kan modstå indbrud, er der lang vej endnu. Vi skal blandt andet blive langt bedre til at holde øje med naboens bolig.

- Vi ved, at tiltag som mere belysning og nabohjælp virker rigtig godt. Det er også værd at bemærke, at indbrudsproblemet stadig er stort i Danmark, fordi 75 procent af boligejerne bor i parcelhuse, som ofte er omkranset af hæk eller hegn, der giver indbrudstyven ro til sin gesjæft, fastslår Tine R. Sode.

Lars Peetz-Schou er enig i, at danskernes foretrukne boligform også er en del af problemet.

- Indbrudshæmmende døre og vinduer kan i et vist omfang modstå den ukvalificerede impulstyv i et tætbefolket område, men spiller ikke nogen rolle for den professionelle indbrudsaktivitet eller i områder med større afstand mellem boligerne, lyder det.

Bolius har været i kontakt med Trine Bramsen (S), som fastholder nødvendigheden af at introducere lovgivning om indbrudssikring. Hun henviser til de anbefalinger, der er kommet fra Det Kriminalpræventive Råd, SikkerhedsBranchen samt Forsikring & Pension.

LÆS OGSÅ: Forsikring ved indbrud

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Forbrug
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen