Fire typiske rengøringsfejl du aldrig bør begå

For meget vand og forkert brug klorin, skuremidler og universalrengøringsmidler. Læs, hvilke fejl du ikke bør begå, når du gør rent

Pas på ikke at bruge for meget vand, når du vasker gulv. Foto: Tommy Verting
Pas på ikke at bruge for meget vand, når du vasker gulv. Foto: Tommy Verting

’Her kommer mutter med kost og spand’. 

Er du en af de mange, der kører på rutinen, når du gør huset rent - som du altid har gjort og måske lærte af din mor i sin tid? 

Læs, hvilke typiske rengøringsfejl danskerne begår – og hvad du bør gøre i stedet, når boligen skal have en rengøring.

1. For meget vand ved gulvvask
En af de klassiske rengøringsfejl er at bruge alt for meget vand, når gulvet skal gøres rent. Det er et levn fra en tid, hvor mange boliger havde trægulve, der skulle skrubbes og skures.

I dag har de fleste boliger glatte gulve uden revner, og de nye gulvmaterialer som laminat, parket og linoleum har faktisk ikke godt af for meget vand og lader sig nemt rengøre med en tør eller fugtig moppe. Det er også bedre for indeklimaet.

I stedet for spand og gulvklud bør du investere i en mikrofibermoppe til den ugentlige rengøring. Den tager støvet på gulvet, og bagefter kan du fugte moppen og køre over de områder af gulvet, hvor der er pletter.

Læs også: Gør hovedrent - sådan

Video: Få et HELT rent toilet

 

2. Klorin til rengøring af toilettet
En anden fejl, som mange begår, er at bruge klorin eller et klorholdigt rengøringsmiddel i toilettet, fordi vi tror, det fjerner kalk og urinsten. Klorin fjerner kun smuds fra fx afføring og tager bakterierne, men kalk, okker og urinsten forsvinder ikke – det bliver kun bleget af klorinen.

Derfor tror vi måske, at toilettet er rent – men i stedet kan overfladen blive ru af kalk over tid, og så tager den endnu mere imod snavs.

Brug i stedet toiletbørsten dagligt, og benyt et miljømærket toiletrengøringsmiddel i kanten af toilettet. Lad det gerne virke i lang tid – kom det fx rundt i kanten på toilettet om aftenen, inden du går i seng, og inden en ferie.

Læs også: Sådan undgår du, at toiletbørsten bliver ulækker

3. Skuremidler på materialer, der ikke kan tåle det
En tredje typisk fejl er at bruge skurende midler på materialer, som ikke kan tåle det. Mange moderne boliger er fx indrettet med vaske i kompositmaterialer, stål eller porcelæn, der bliver ridset af forskellige skuremidler, rengøringsmidler med fx slibemiddel eller skuresvampe.

Og hvis overfladen bliver ridset, kan der i revnerne sætte sig skidt, som er svært at få væk.

Du kan bruge et almindeligt rengøringsmiddel uden skurepulver og en blød svamp til rengøring af håndvasken, og hvis du bor et sted med meget kalk i vandet, kan du en gang imellem bruge et specialmiddel, der opløser kalk.

Læs også: Gode råd til en ren køkkenvask

4. Universalrengøringsmiddel på blanke overflader
Mange bruger et universalrengøringsmiddel til at rengøre blanke overflader med – fx spejle, vinduer eller blanke fliser på badeværelset.

Det er en dårlig idé, da det kan lave striber eller gøre overfladen mat og kedelig, så du måske skal efterpolere den for at få den blanke overflade igen.

I stedet er det bedre at bruge et helt almindeligt opvaskemiddel i varmt vand, da det indeholder de vaskeaktive stoffer tensider, som er beregnet til at gøre porcelæn blankt og flot.

Læs også: Gør badeværelset hovedrent - sådan

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

40 kommentarer
Vis kommentarer