Flere drømmer om at bo sammen med deres forældre

Næsten hver tredje dansker kunne godt tænke sig at bo sammen med enten deres voksne børn og børnebørn eller forældre, viser ny undersøgelse

Flere og flere danskere ser en fordel i at have børn, børnebørn eller forældre i nærheden. (Foto: Rikke Ahm/Bolius)
Flere og flere danskere ser en fordel i at have børn, børnebørn eller forældre i nærheden. (Foto: Rikke Ahm/Bolius)

Generationskløften er ikke længere særlig dyb, afslører en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Bolius - Boligejernes Videncenter.

Kun to procent af de voksne danskere bor i dag på samme adresse eller vej, som deres voksne børn, børnebørn eller forældre, men mange flere drømmer om at gøre det.

Undersøgelsen viser, at hver tredje godt kunne tænke sig denne boform. Og endnu flere – 80 procent – ser udelukkende fordele ved at bo om ikke sammen med familien så meget tæt på den.

Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik og DR, at antallet af husstande, hvor ældre +64-årige bor sammen med børn mellem 27 og 46 år er steget med 17,5 procent siden 2006.

Chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrete Kähler, forklarer udviklingen med, at 68-generationen nu er blevet bedsteforældre, og de er store tilhængere af bofællesskaber.

- De bærer jo den glæde og vitalitet i sig, som det kan give at bo sammen. Samtidig er antallet af ældre højere end nogensinde, det samme er antallet af enlige eller ældre singler, siger Margrethe Kähler.

Praktisk hjælp er eftertragtet
Når man spørger danskerne, hvad de ser som de største fordele ved, at flere generationer bor enten sammen eller meget tæt på hinanden, svarer hver fjerde 'praktisk hjælp i en presset hverdag'.

Næsten lige så mange ser det som en fordel, at de følelsesmæssige bånd i familien bliver styrket. Men især kvinderne lægger vægt på hjælpen i hverdagen.

Knap hver femte lægger vægt på boligøkonomiske fordele. Andre fordele er, at man kan få sine børn passet, eller at man kan passe sine forældre, når de bliver gamle.

Sociolog Bella Marckmann vurderer, at børnefamiliers tætpakkede ugeprogram får mange til at ønske at flytte sammen med den ældre generation. Og hun tror, at  mange flere ville benytte sig af muligheden, hvis det danske boligmarked var skruet anderledes sammen.

- For eksempel er der meget få dobbelthuse, og der tages ikke hensyn til, om dem på venteliste til en lejebolig er i familie. Gjorde man det nemmere for folk at realisere deres bofællesskabsdrømme, kunne det jo tænkes, at flere kunne og ville hjælpe hinanden internt i familien, hvilket ville betyde, at de havde mindre brug for kommunens ydelser, siger hun.

Bedsteforældre vs. au pair
Langt fra alle er dog interesseret i at slå pjalterne sammen på tværs af generationer.

Lidt over halvdelen (54 procent) svarer således, at de ingen fordele ser ved at flytte sammen og aldrig ville overveje det. Og det er især mændene, der ikke kan se fordele i storfamilien.

Antropolog Martin Skrydstrup mener, at vores positive indstilling til at bo sammen på tværs af generationerne også handler om, at det i Danmark ikke er så velset at betale for praktisk hjælp.

Samvittigheden har det bedre, når det er bedstefar, der henter i børnehaven og ikke f.eks. en au pair.

- Så er du i lidt mindre grad en kold karriereperson og lidt mere en omsorgsfuld forælder, der lader bedsteforældre og børnebørn få kvalitetstid sammen, siger antropologen.

Læs mere om temaet på Bolius.dk

17 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere