Fru Grøn: Sådan slipper du af med dårlig lugt i vaskemaskinen

Mange oplever, at vaskemaskinen lugter dårligt, men der er råd for problemet. Få Bolius’ rengøringsekspert Fru Grøns opskrift til rengøring af vaskemaskinen og få en lugtfri og ren maskine

Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier. Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Derfor lugter din vaskemaskine
Hvis din vaskemaskine lugter surt, er det et tegn på, at der har ophobet sig kalk og smudsrester i maskinen, hvilket giver grobund for bakterier.

Det kan ikke nødvendigvis ses, da kalk og smuds kan sidde indvendigt på tromlen eller i revner og sprækker.

Læs også: Gør badeværelset hovedrent - sådan

Vaskemaskinen kan komme til at lugte, hvis du:

  • Altid vasker ved lave temperaturer.
  • Ikke rengør vaskemaskinen.
  • Lukker lågen og sæbeskuffen efter vask, så fugten bliver i maskinen.

Fakta om Fru Grøn

doc7726ddbv2a01gztchcxe.jpg
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

  • Anne Grete Rasmussen, kendt som Fru Grøn, er rengøringsekspert i Videncentret Bolius.
  • Uddannet husholdningsøkonom og master i sundhedspædagogik. Tidligere projektleder hos Statens Husholdningsråd og lektor på Ankerhus, University College, Sjælland.
  • Foredragsholder og selvstændig konsulent inden for grønt husarbejde.
  • Rengøringsfilosofi: Hold rent frem for at gøre rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Læs alle rengøringstips

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sådan rengør du vaskemaskinen og fjerner lugten

  • Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste.

Foto: Tommy Verting
Foto: Tommy Verting
 

  • Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk. 
  • Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier.

Foto: Tommy Verting
Foto: Tommy Verting
 

  • Fjern kalk fra hullerne hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget og/eller spray en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på, og lad det virke natten over. Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over.

Foto: Tommy Verting
Foto: Tommy Verting
 

  • Tør ruden og plastkanten ved døråbningen af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkantens revner. Plastkanten, der også kaldes dørbælg eller lågebælg, kan være fyldt med gamle kalkrester. Fjern kalken ved at smøre 1 del eddikesyre og 3 dele vand på og i plastkanten. Læg evt. et gammelt håndklæde i bælgen og hæld opløsningen over.

Foto: Tommy Verting
Foto: Tommy Verting
 

  • Afkalk vaskemaskinen med et afkalkningsmiddel.
  • Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen af vaskemaskinen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.

Foto: Tommy Verting
Foto: Tommy Verting
 

  • Hvis du har tilført vaskemaskinen lugt udefra som ikke vil forsvinde, fx ved at vaske en klud med terpentin på, bør du følge rådene ovenfor og evt. prøve at anvende Rodalon som lugtfjerner.

Læs også: Derfor lugter det i dit hus

Afkalkning er ekstra nødvendigt, hvis du har hårdt vand
Bor du i et område med hårdt vand (over 20dH), er det en god idé at tilsætte ekstra kalkopløser. Det vil fjerne en evt. kalkbelægning på indersiden af tromlen og gøre det hvide tøj endnu hvidere. Læs og følg brugsanvisningen på produktet.

Se på GEUS' kort, hvor hårdt vandet er i din kommune

Sådan undgår du lugt i vaskemaskinen fremover

  • Giv vaskemaskinen en hovedrengøring et par gange om året. Gør som beskrevet ovenfor.
  • Lad lågen og sæbeskuffen stå på klem efter hver vask, så maskinen tørrer inden i. Det hæmmer bakterievækst.
  • Dosér vaskemidlet efter pakkens anvisning. For lidt vaskemiddel kan også være medvirkende til dårlig lugt.

Læs også: Fru Grøn: Tænk dig om, før du bruger eddike til rengøring

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere