Hvor meget koster en vandhane, der drypper?

En dryppende vandhane kan koste dig dyrt - bare et dryp i sekundet koster 500 kroner på et år

Det bliver til mange liter spildt vand om året, hvis vandhanen står og drypper. Foto: Simon Johansen
Det bliver til mange liter spildt vand om året, hvis vandhanen står og drypper. Foto: Simon Johansen

I løbet af et år kan helt op til 100.000 liter vand dryppe ud af din vandhane, hvis den ikke holder tæt. Og det kan ende med at koste dig op til 6.300 kr. om året, hvis du ikke reparerer eller udskifter vandhanen.

Det står dog sjældent så slemt til. Oftest drypper vandhanen ikke så meget, eller også får beboeren løst problemet inden omfanget er for stort. 

Men selv enkelte dryp kan koste flere penge end du tror, så det kan altid betale sig at reparere en dryppende vandhane.

Hvor meget en vandhane, der drypper, koster, afhænger af, hvor meget den drypper, og hvad vandprisen er i dit område. En dryppende vandhane koster cirka:

  • Langsomt dryp (ca. 1 dråbe pr. sekund): 20 liter/døgn (7 m3/år) – ca. 500 kr./år
  • Hurtigt dryp: 80 liter/døgn (30 m3/år) – ca. 1.800 kr./år
  • Løber med tynd stråle: 275 liter/døgn (100 m3/år) – ca. 6.300 kr./år

Du kan selv få dryppene til at stoppe ved at skifte vandhanens pakning, og det koster kun omkring 25 kr. til en ny pakning. Sørg for at købe en, der passer til din vandhane.

Læs også: Et toilet der løber kan koste 27.000 kr. om året

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

72 kommentarer
Vis kommentarer