Kan du bruge genbrugspladsens kompost i din køkkenhave?

Mange genbrugspladser tilbyder gratis kompost, men kan du bruge jorden i bede, hvor du skal spise afgrøderne - få svaret her

Er det sikkert at spise afgrøder, der er vokset i jord med kompost fra din lokale genbrugsplads? I nogle tilfælde, ja. (Foto: Torben Klint)
Er det sikkert at spise afgrøder, der er vokset i jord med kompost fra din lokale genbrugsplads? I nogle tilfælde, ja. (Foto: Torben Klint)

Om du kan bruge kompost fra din lokale genbrugsstation i din køkkenhave afhænger af, hvordan genbrugspladserne har behandlet jorden.

Det er vigtigt for brugbarheden, at komposten er fremstillet af have- og parkaffald. Når haveaffald omdannes til kompost, bliver næringsstofferne recirkuleret i naturen.

Læs også: Kompost

Brug kun sorteret kompost
Mange genbrugspladser sorterer ikke haveaffaldet inden kompostering. Derfor kan komposten indeholde både plastik og planterester, som er blevet sprøjtet med diverse kemiske bekæmpelsesmidler.

Er det tilfældet, eller er du i tvivl, skal du ikke bruge komposten i forbindelse med afgrøder, du skal spise. Men du kan godt bruge den andre steder i haven.

Spørg de ansvarlige på genbrugspladsen, hvordan de sorterer haveaffaldet, og om kompostjorden overholder alle lovpligtige grænseværdier og er behandlet, så den er fri for snegleæg og ukrudtsfrø.

Pas på med nye frø
Er komposten ikke egnet til dyrkning af spiselige afgrøder, kan du i stedet bruge jorden i f.eks. blomsterbede, på græsplænen eller som fyldjord i bunden af større huller eller højbede.

Men pas på med at bruge det i forbindelse med nye frø, du har sået – både i køkkenhaven, på græsplænen eller i blomsterbedet – da næringsstofferne i komposten er så kraftige, at de kan 'brænde' frøene af. Strø kun et meget tyndt lag af komposten fra genbrugsstationen ud og riv det godt sammen med den eksisterende jord, så blandingen ikke bliver for stærk.

Sådan bruger du jorden
Læg et par centimeter kompost ud over jorden i køkkenhaven, på græsplænen og i staudebede, og lad den ligge og gøde jorden.

Du kan også sprede et lag på 5-10 cm ud på bedet eller køkkenhaven og fræse/kultivere det ned i jordens øverste lag.

Eller blande komposten med grus eller almindelig jord i forholdet 1:4, inden du fordeler blandingen.

Se filmen: Sådan laver du din egen kompostbeholder

Kilder: John Henriksen, havearkitekt og tidligere slotsgartner, Louise Axholm, landskabsarkitekt

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere