Må du høre høj musik i din have?

Havefest og høj musik til langt ud på natten er en af de største kilder til nabokonflikter. Men er det egentlig ok at spille høj musik i haven, og i så fald hvornår? Få svaret her

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Studenterfester, fødselsdage og grillparty på terrassen - høj musik er en af de største kilder til nabokonflikter. Og din nabo er faktisk i sin gode ret til at klage. Det er nemlig forbudt at spille så høj musik i haven, at det generer naboerne.

I sidste ende kan din nabo vælge at tilkalde politiet.

Læs også: Hvor meget må din nabo støje i haven?

Det siger loven

Ordensbekendtgørelsen, § 8:

'Politiet kan forbyde benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.'

Politiet kan forbyde musik i haven
Ordensbekendtgørelsen giver politiet ret til at forbyde højtalere og musikanlæg, hvis de er til væsentlig gene for omkringboende.

Oftest vil politiet dog uddele en advarsel først. Derudover er det i fælles interesse at løse problemet internt frem for at tilkalde politiet.

Hvor høj musik må du høre i haven?
Hvornår larm kan siges at være så støjende, at den er til væsentlig gene, vil dog komme an på et skøn.

Politiet vurderer hver enkelt situation og vil typisk først komme med en advarsel og opfordre dig til at dæmpe musikken. Hjælper det ikke, kan de vælge at give dig en bøde.

Læs også: Hæk og hegn i skel - her er de vigtigste regler

Bedre at spille musik i haven om dagen
Når politiet tager stilling til en klage over høj musik, har det betydning, om musikken spilles midt på dagen eller ud på de sene nattetimer.

Forhindrer musikken dine naboer i at sove, vil det typisk blive betragtet mere alvorligt, end hvis det er eftermiddagskaffen, som forstyrres.

Giv naboen besked - og måske en invitation
Du kan selv gøre en indsats for at minimere risikoen for naboklager over høj musik i haven.

Sørg bl.a. for at orientere dine naboer, grundejerforening og lignende om festen et godt stykke tid inden. Det giver dem mulighed for at forberede sig på støjen.

Og vis hensyn. Signalerer du, at du vil det gode naboskab, smitter det ofte af. Du kan for eksempel tilbyde naboen, at de kan kigge forbi til en øl eller et glas vin senere. Det vil øge mange naboers tolerancetærskel. 

Læs også: Hvor meget må naboen larme, når han bygger om og til?

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

89 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere