Nedfaldsæbler: Hvad gør du med dem?

Nedfaldsæbler flyder i haven - hvad stiller du op med dem? Få gode idéer til at udnytte dine nedfaldsæbler, og find ud af om du må spise dem med stødpletter eller mug

Du kan presse most ud af dine nedfaldne æbler med et hjemmemosteri. Foto: Mette Frandsen
Du kan presse most ud af dine nedfaldne æbler med et hjemmemosteri. Foto: Mette Frandsen

Nedfaldsfrugter rådner hurtigt, så de skal bruges med det samme.

Husk dog, at nedfaldne æbler ikke nødvendigvis er lig med sunde, modne æbler, der kan spises. Kig æblerne efter for orm og sygdomme, før du bruger dem.

Læs også: Sådan gemmer du havens æbler og pærer

Sådan tjekker du æblerne
Inden du bruger nedfaldsæblerne, skal du:

  1. Vaske dem. 
  2. Tjekke for råd og mug. Beskadigede æbler med råd og mugangreb kan indeholde svampegiften patulin og må ikke spises. 
  3. Tjekke for stødpletter. Stødpletter, som er friske og ikke er begyndt at udvikle råd, kan du nøjes med at skære væk. Husk at få det hele med. Det gælder dog kun for æbler - i andre frugter som fx pærer trænger patulin fra stødpletter ud i hele frugten.

Læs også: Sådan får du mest ud af dit æbletræ

Lav æblerne til æblemos
Æblemos kan fryses ned, så du har til æblekager og desserter vinteren igennem.

Tag på mosteri 
Mange steder i landet findes der mosterier, hvor du kan få dine æbler lavet om til æblemost. På nogle mosterier er det ikke most af dine egne æbler, du får med hjem, fordi mosten ikke presses umiddelbart, mens du venter. Hos andre mosterier presses der dog til private på udvalgte dage, og her kan du godt få most fra dine egne æbler.

Pres din egen æblemost
Hvis du vil have din helt egen most (eller æblejuice/æblesaft), kan du hurtigt lave en daglig mængde med en saftpresser. Du kan også anskaffe dig et hjemmemosteri, der består af en æblekværn og en kurvepresse, prisen er fra ca. 4.000 kr. og opefter.

Du kan også leje et hjemmemosteri på time- eller dagsbasis - søg for eksempel på 'Lej hjemmemosteri' på Google.

Læs også: Test: Gør en æbleopsamler arbejdet med nedfaldsæbler lettere?

Gem æbler til fugle- og pindsvinefoder
Lade noget af nedfaldsfrugten ligge til fugle og pindsvin eller gem eventuelt de mindst stødte af dem til fuglefoder om vinteren, når der ikke er så meget anden mad til fuglene i haven. Især solsorte og drosler elsker frugt.

Smid nedfaldsfrugt i haveaffaldet
I nogle kommuner bliver borgernes haveaffald indsamlet med løbende mellemrum. Du må gerne smide nedfaldsfrugt i haveaffaldet, der bliver afhentet af kommunen.

Kompostér nedfaldsfrugten 
Du kan også bruge nedfaldsfrugt i din kompost. Har du ikke allerede en kompostbeholder, kan du nemt lave din egen.

Fjern nedfaldsæbler under dit æbletræ hurtigst muligt. De kan nemlig have en uheldig indvirkning på næste års æblehøst, da de kan give flere dyr i træet året efter.

Læs også: Opskrift: Lav din egen æblevin

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere