Ny app finder det billigste værktøj

Appen "Byggevarepriser" lader dig sammenligne priser på værktøj og de mest almindelige byggevarer. Læs en test af appen her

Med en appen Byggevarepriser kan du let finde ud af, om varen er billigere i andre byggemarkeder. (Foto: Torben Klint/Bolius)
Med en appen Byggevarepriser kan du let finde ud af, om varen er billigere i andre byggemarkeder. (Foto: Torben Klint/Bolius)

Byggemarkedernes priser kan være svære at gennemskue, og det har indtil nu været svært at finde ud af, om det produkt, du står med i hånden, kan fås billigere andre steder. Men hvis du har en smartphone, er det blevet markant lettere.

Med appen Byggevarepriser kan du ved hjælp af mobilens kamera scanne stregkoden på en given vare og få oplyst, om varen kan fås billigere i andre byggemarkeder.

LÆS OGSÅ: Køb af byggematerialer

Priserne hentes fra database
Appen er baseret på en database med priser og oplysninger fra en række byggemarkeder og forhandlere af byggematerialer på nettet. Af de store byggemarkeder er det kun Stark og Bauhaus, der ikke har ønsket at bidrage med oplysninger til Byggevareprisers database.

Store prisforskelle
Appens ophavsmand er arkitekt og byggeentusiast Povl Petersen. Ideen og motivationen til at lave en prissammenligningstjeneste fik han, fordi han selv har oplevet, hvor store prisforskelle der kan være på materialer og værktøj.

- Der hersker stort set kaos, og byggemarkederne kan kræve, hvad de vil for deres varer, for ingen kan gennemskue prisstrukturerne. Og det, synes jeg ikke er okay, da det er med til at fordyre vores byggeri, siger Povl Petersen til Bolius.

LÆS OGSÅ: Køb af byggematerialer på internettet

Fungerer med mangler
For at finde ud af, om appen virker, og om søgeresultaterne kan bruges, har Bolius' fagekspert Jeanette Standly Mikkelsen haft appen med i sit lokale byggemarked.

- Det er en meget sjov, lille app, som kan finde stort set alle almindelige byggematerialer, men ikke værktøj i samme omfang, siger hun.

Gratis indtil videre
I skrivende stund er appen gratis at bruge, men det er planen, at du i fremtiden skal af med 25 kr., før du kan få oplyst, hvor du skal drage hen for at få pakken med skruer eller boremaskinen billigere.

- Det er problematisk, at det koster penge at få detaljerne, for på den måde mister du en del af det beløb, du ville kunne spare på varen. Oveni det kommer den tid, du skal bruge på at køre over til et andet byggemarked samt udgifter til benzin og afskrivninger på bilen.

- Facit er, at udgifterne sandsynligvis ikke kan opveje de små besparelser, man kan finde, vurderer Jeanette Standly Mikkelsen.

LÆS OGSÅ: Gør det selv-apps til din telefon

Prisgaranti: Brug app til forhandling
Povl Petersen medgiver, at appen først for alvor kommer til sin ret, hvis du står over for et køb af en vis størrelse. Men han oplyser, at flere byggemarkeder lover prisgaranti, og i den forbindelse kan appen bruges som forhandlingsværktøj.

Du får kun rabatten, hvis du selv opdager den. Du kan tage appen op ad lommen, scanne en vare og nogle gange se, at der kan være flere hundrede kroner at spare.

- Dernæst kan du gå op til kassen og sige, at du har fundet den pågældende vare billigere. Så vil de tjekke den pågældende hjemmeside for at se, om det nu også er rigtigt, hvorefter du får din vare til nedsat pris, forklarer Povl Petersen og oplyser, at appen løbende vil blive udviklet i overensstemmelse med den feedback, han får fra brugerne.

SE BILLEDSERIEN: Gør det selv: Hav værktøjet i orden - sådan!

14 kommentarer
Vis kommentarer