Ny partner? Sådan får du den sammenbragte familie til at fungere

12 pct. af alle børnefamilier er sammenbragte, og det giver både praktiske og følelsesmæssige udfordringer, når man skal lære at bo sammen. Læs de gode råd her

12 procent af alle børnefamilier i Danmark er sammenbragte familier. Foto: Colourbox
12 procent af alle børnefamilier i Danmark er sammenbragte familier. Foto: Colourbox

Kærlighed og kildevand er aldrig nok til at få et hjem til at fungere. Og som sammenbragt familie er der et par ekstra praktiske og følelsesmæssige udfordringer at få styr på, inden man flytter sammen med 'dine, mine og vores'-børnene.

Forældrene skal bestemme
Psykolog Sia Holm understreger, at de voksne skal tage lederskabet. De skal droppe den dårlige samvittighed over at have splittet en familie op og i stedet tage ansvar for den nye familie, de er ved at skabe.

- Desværre er der mange voksne, der mister grebet, fordi de tager en masse misforståede hensyn på grund af dårlig samvittighed. Så tager børnene pludselig beslutninger om, hvem der skal have det største værelse og så videre. Det duer ikke. De voksne skal tage beslutningerne, og så skal de give sig tid til at forklare dem til deres børn, siger Sia Holm.

Så mange sammenbragte familier findes der

• 12 procent af alle børnefamilier i Danmark er sammenbragte familier.

• Der er 666.852 børnefamilier.

• 42.682 består af par med fælles børn, særbørn og/eller samværsbørn.

• 40.170 af dem består af par uden fælles børn, men med særbørn og evt. samværsbørn.

 

Kilde: Børnefamilier 1. januar 2014, Danmarks Statistik

 

Vis begejstring for projektet
Charlotte Egemar Kaaber, coach og forfatter til bogen 'Fusionsfamilien' er meget enig.

- Forældrene skal være stolte af, at de viser deres børn, at de tør tro på kærligheden igen. De skal sælge idéen til børnene: 'Jeg elsker Ib. Vi skal flytte sammen. Vi har fundet et fedt hjem til os alle sammen'. Så kan børnene få lov til at byde ind herfra, men det skal ikke være dem, der styrer og kører på ens dårlige samvittighed, siger hun.

Læs også: Én stor familie i 2 små, sammenlagte lejligheder

Forældrene skal være enige
Inden man begynder at fordele værelser og planlægge hverdagen, er man nødt til at diskutere nogle grundlæggende værdier igennem.

- Der er følelsesmæssig forskel på, hvordan man har det med egne børn og andres børn – og børnenes følelser for de voksne og deres nye søskende. Det er okay. Men alle skal lære at leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde, og man skal have skabt en god tone, siger Sia Holm.

Giv plads
Charlotte Egemar Kaaber, der selv lever i en sammenbragt familie på 12. år, forklarer, at hun og hendes mand har arbejdet målrettet med at give hinanden plads til både at skabe relation til og opdrage på hinandens børn.

- Jeg var ved at eksplodere i begyndelsen, fordi jeg tog det som en personlig kritik, hvis min mand irettesatte mine børn. Men jeg vidste jo, jeg ville underminere hans rolle, hvis jeg ikke gav ham lov til det. Så kunne mine børn måske sige: 'Det skal du ikke bestemme, for du er ikke min far'.

- Men når min mand så sagde: 'Nej, det er jeg ikke, men du bor her med mig, og vi skal leve sammen', så accepterede de det. På samme måde gjorde jeg med hans børn”, siger hun.

Læs også: To lejligheder der blev til en

Læg en fælles linje
Det er i det hele taget vigtigt, at man som de voksne får diskuteret alt fra værelsesfordeling til sengetider og fredagsslik og lægger en fælles linje, som ikke er til diskussion.

- Vi skal som forældre sige: Sådan er reglerne her i vores nye hjem, og sådan er det. Og så skal vi rumme, at børnene brokker sig, for i sidste ende accepterer de det. Rammerne er faktisk det, der får dem til at føle sig trygge, siger Charlotte Egemar Kaaber.

Hun mener i øvrigt ikke, at sammenbragte familier er så meget anderledes end kernefamilier.

- Alle ønsker det samme. At føle sig forbundet med hinanden. Og det kræver en indsats. Men der er også konflikter i kernefamilier. Vi skal ikke være bange for konflikter. Alt handler om at arbejde for, at alle føler sig trygge og har plads til at være sig selv, siger hun. 

Læs mere: Sammenbragte-familier.dk og Fusionsfamilien.dk

3 kommentarer
Vis kommentarer