Nye huse er blevet næsten dobbelt så store på 60 år

Størrelsen på et nybygget parcelhus er vokset og vokset de seneste 60 år, og i 2016 er det i gennemsnit næsten 200 kvadratmeter. Læs hvorfor her

Gennem hele det 20. århundrede er enfamiliehuse vokset og vokset. Foto: Torben Klint/Bolius
Gennem hele det 20. århundrede er enfamiliehuse vokset og vokset. Foto: Torben Klint/Bolius

Hvor meget fylder et par børneværelser, stue, køkken, soveværelse, bad og toilet? For 60 år siden var svaret 111 kvadratmeter, som var den gennemsnitlige størrelse på nybyggede parcelhuse i 1956.

Men gennem årene er de nye, danske huse blevet større og større, og i 2016 var den gennemsnitlige størrelse oppe på 199 kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 80 procent.

I samme periode er den gennemsnitlige størrelse på et nybygget række-, kæde- eller dobbelthus steget med 20 procent fra 97 kvadratmeter i 1956 til 116 kvadratmeter i 2016.

Læs også: Byggetilladelse og anmeldelse af byggeri

 

Velstand har gjort husene store
Det hænger bl.a. sammen med voksende velstand, forklarer Claus Bech-Danielsen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Aalborg Universitet.

- Gennem hele det 20. århundrede er enfamiliehuse vokset og vokset. Der kom flere og flere velstandsgoder. Der bliver ikke bare større stuer og større værelser, men der kommer også flere toiletter og badeværelser, siger Claus Bech-Danielsen og uddyber:

- Gæstetoiletter kom ind sidst i 1960'erne, og i løbet af 1970'erne voksede køkkenalrummet frem som det centrale, store rum, forklarer Claus Bech-Danielsen og peger på, at et andet eksempel på en velstandsgode er sauna, som nogle huse begynder at få i slutningen af 1960'erne, men som senere bliver nedlagt igen.

Hvorfor er danske huse blevet større?
Tilbage i 1956 blev der stadig bygget statslånshuse, hvor der var restriktioner på bl.a. husets størrelse.

Læs også: Statslånshuset

Men ordningen ophørte i 1958, og i 1960'erne og 1970'erne blev der bygget hundredtusindvis af nye parcelhuse. Ny byggeteknik og præfabrikerede elementer var blandt årsagerne til, at byggeriet blev hurtigere og billigere - og som regel også større.

- Husene blev bygget til, at der kunne bo en familie. Der skulle være et soveværelse og plads til to børn, som fik deres eget værelse, der til at starte med var et lille kammer, hvor børnene kunne sove, men som med tiden blev større og større, siger Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert hos Bolius.

En grænse for husstørrelsen
Selvom der er blevet god plads til børnefamilierne i de store, nybyggede typehuse, er udviklingen ikke kun positiv, mener Pernille Hjorth, sekretariatsleder hos Danske BoligArkitekter.

- Det er ærgerligt, at der er så stort fokus på størrelsen. Fok tror ikke, de kan få hverdagen til at fungere på 160 kvadratmeter. Men det kan de. For det handler ikke kun om antallet af kvadratmeter, men også om kvaliteten af de kvadratmeter, du bygger. Og bygger du lidt mindre, får du nemmere råd til arkitekten og de personlige løsninger, siger Pernille Hjorth.

Men bliver husene så ved med at vokse, så de i gennemsnit er 250 kvadratmeter, når vi bygger nyt om 50 år? Nej, lyder svaret fra Steffen Baungaard, der er adm. direktør i Huscompagniet, som sidste år byggede 1.500 nye huse.

- Der er selvfølgelig en tendens, hvor der nogle steder bliver bygget til sammenbragte familier. Og det kan da godt være, at der kommer et par kvadratmeter til, men generelt tror jeg ikke, at husene bliver meget større, siger Steffen Baungaard.

Hvad består et typisk hus af?

I dag er der typisk følgende i et nybygget hus:

  • Stort køkkenalrum
  • To børneværelser
  • Ekstra børneværelse eller kontor
  • Soveværelse
  • Opholdsstue
  • To badeværelser
  • Bryggers
  • Evt. walk in closet

Byggegrunde bestemmer størrelsen
Størrelsen på et nyt hus kommer nemlig også an på størrelsen af grunden, det skal bygges på. Nogle huse bliver bygget på grunde, hvor et gammelt hus bliver revet ned. I andre tilfælde bliver de bygget på nyudstykkede grunde.

I parcelhuskvarterer er bebyggelsesprocenten ofte 30 procent af grunden, og derfor er der grænser for, hvor stort du må bygge.

Læs også: Bebyggelsesprocent

- Man kan også vende den om og spørge, hvilken størrelse grunde kommunerne har tænkt sig at lægge ud i lokalplanen. Det giver nogle begrænsninger sammen med geometrien på grunden, lysindfald, højdegrænseplan og lignende, siger Steffen Baungaard.

Køkken blev til køkkenalrum
Husenes voksende størrelse skyldes dels, at planløsningen i husene ændrede sig:

- I 1960'erne havde man det lukkede køkken, men det voksede efterhånden, og spisepladsen blev større og større. På et tidspunkt opdagede man, at det egentlig var mærkeligt, at man havde et køkken med en spiseplads lige ved siden af spisestuen med et spisebord, og så væltede man væggen og gjorde det til et åbent køkkenalrum, fortæller Claus Bech-Danielsen.

Og køkkenalrummet er ikke gået af mode endnu.

- Hvor stuen for 20 år siden spillede en afgørende rolle, er husets samlingspunkt i dag køkkenalrummet, og det har været et meget centralt opholdsrum gennem længere tid, fortæller Morten Bertelsen, salgschef hos Lind & Risør, der er en af landets tre største typehusproducenter.

Walk in closets i mange nye huse
Mange vælger i dag et tredje børneværelse eller kontor, når de bygger nyt. Men selvom de er blevet større, ligner parcelhusene i dag på mange måder de parcelhuse, der blev bygget for 60 år siden.

- Nu er det ikke fordi, der er paladsrevolutioner i den måde, vi bor på. Men hvis der endelig skulle være noget ekstra, der er kommet ind, så er det walk in closets. Mange af de huse, vi bygger, har sådan et skab, du kan gå ind i, siger Steffen Baungaard fra Huscompagniet.

Læs også: Walk-in closet


Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere