Nyt bygningsreglement: Nye regler for bebyggelsesprocent og fald på gulv i badeværelset

Det nye BR18 er trådt i kraft. Læs om de nye regler, der på flere områder gør det lidt lettere for husejerne

I det nye bygningsreglement tæller de første 50 kvadratmeter ikke med i bebyggelsesprocenten. Foto: PLUS
I det nye bygningsreglement tæller de første 50 kvadratmeter ikke med i bebyggelsesprocenten. Foto: PLUS

Den 1. januar 2018 trådte et nyt bygningsreglement, BR18, i kraft. Selv om det generelt ikke betyder de store ændringer for de danske boligejere, er der flere ting, der kan få betydning – fx bebyggelsesprocenten, niveaufri adgang til huse og fald på gulvet i badeværelset.

Udhuse uden byggetilladelse
Arkitekt MAA og redaktør for Bolius’ elektroniske brevkasse, Tine Nielsen, har gennemgået det nye bygningsreglement.

Hun peger bl.a. på, at der er sket konkrete ændringer for de såkaldte sekundære bygninger som udhus, skur, drivhus, garage, carport eller overdækket terrasse (i princippet alt byggeri end bolig og udestue).

Hvad er Bygningsreglementet?

 

Bygningsreglementet er udsendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og har til formål at sikre, at et byggeri udføres på en måde, så det overholder kravene til sikkerheds-, sundheds- og energimæssige forhold. 

Læs også: Bygningsreglementet

Hvis du har et fritliggende enfamiliehus og skal bygge en af disse sekundære bygninger, og det samlede areal af sekundære bygninger på din grund er højst 50 kvadratmeter, skal du ikke søge byggetilladelse. De 50 kvadratmeter tæller ikke med i bebyggelsesprocenten på din grund. 

Så hvis du fx har et skur på 15 kvadratmeter og et drivhus på 10 kvadratmeter, kan du bygge en carport på 25 kvadratmeter uden at søge byggetilladelse. Er den større end 25 kvadratmeter, skal du søge om byggetilladelse og få en, før du evt. må gå i gang med byggeriet.

Kun det antal kvadratmeter, der overskrider de 50 kvadratmeter tæller med i bebyggelsesprocent, så er carporten 26 kvadratmeter, er det altså kun den ene kvadratmeter, der tæller med i bebyggelsesprocenten.

Hvis du en gang imellem bruger et par timer på at gennemgå din økonomi, har du store muligheder for at finde områder, hvor du kan spare penge. Foto: Linda Johansen Tips og guides Måned for måned: Sådan scorer du kassen i 2018

I det tidligere bygningsreglement var det kun de første 35 kvadratmeter, der ikke talte med i bebyggelsesprocenten.

Ved rækkehuse og andre samlede bebyggelser er det arealet for sekundære bygninger kun 20 kvadratmeter.

Tine Nielsen understreger, at du kun må bygge sekundære bygninger som skur og carport, hvis du overholder alle andre regler for byggeri på din grund. 

Hvis du er i tvivl om, hvilke byggerier der kræver byggetilladelse, kan du læse mere i bygningsreglementets afsnit om administrative bestemmelser. Du bør også være opmærksom på, at der for området eller den enkelte grund kan gælde andre bestemmelser. Er du i tvivl, bør du kontakte din kommune for at få en afklaring. 

Læs også: Love og regler for udhuse og skure

Færre regler om niveaufri adgange til huset
En anden ændring i det nye bygningsreglement er en lempelse af de strikse regler vedrørende niveaufri adgang til fritliggende enfamiliehuses udgangsdøre.

- Før var der strenge krav til niveaufri adgang, og det betød, at i særlige tilfælde kunne den enkelte kommune stille krav til, at alle indgangsdøre, fx også havedøre, havde niveaufri adgang ved nybyggeri eller tilbygning, siger Tine Nielsen,

Med de nye regler i BR18 for fritliggende enfamiliehuse er der alene krav om forberedelse til niveaufri adgang ved én af bygningens yderdøre i stueetagen. Det betyder, at det skal være rimelig nemt at lave en niveaufri adgang, og at der fx ikke må være trapper ved alle indgange.

Der er nu et krav at gulvet på badeværelset hælder imod afløbet. Foto: Tommy Verting
Der er nu et krav at gulvet på badeværelset hælder imod afløbet. Foto: Tommy Verting
 

BR18: Krav om fald til gulvafløb
I de senere år har det været diskuteret, hvornår kravet om, at vand fra gulvet i badeværelset skal føres til afløbet, er opfyldt. Er det fx godt nok, at gulvet er vandret, så længe der ikke er bagfald fra afløbet?

- I det nye bygningsreglement er der sket en præcision. Nu skal gulvet udføres med fald mod gulvafløbet. Det er altså ikke godt nok, at gulvet er vandret, siger Tine Nielsen.

Andre ændringer i bygningsreglement
Der er også sket andre ændringer i BR 18, men de fleste har ikke den store betydning for ejere af fritliggende enfamiliehuse.

- Der er sket nogle ændringer, men de vedrører hovedsageligt større byggerier. Ved om- og tilbygning af fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse betyder ændringerne ikke den store forandring i forhold til, hvad og hvordan man kan bygge, men der er ændringer i forhold til byggesagsbehandling og andet, der i hvert enkelt tilfælde kan have større betydning. 

- Men generelt kommer det nye bygningsreglement nok ikke til at betyde noget særligt for den gennemsnitlige boligejer, vurderer Tine Nielsen.

BR 15 og BR 18 kan begge benyttes indtil 30. juni 2018
Der er en overgangsperiode for det nye bygningsreglement frem til den 30. juni 2018, hvor nye byggesager kan igangsættes efter BR15 eller BR18. Efter den dato er det kun reglerne for BR18, der gælder.

Fakta om Bolius

Bolius - Boligejernes Videncenter er ejet af Realdania.

Bolius er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål at formidle viden til boligejerne. Bolius sælger ikke produkter eller tjenester.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste
Seneste i Forbrug
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen