Så mange ekstra penge skal du bruge, når du flytter ind i nyt hus

Forvent at bruge 50.000-100.000 kroner på at istandsætte og indrette din bolig, når du flytter ind. Læs Bolius råd om, hvad du først bør bruge pengene på

I tilstandsrapporten kan du finde ud af, hvilke ting der bør laves i din bolig. Foto: Torben Klint
I tilstandsrapporten kan du finde ud af, hvilke ting der bør laves i din bolig. Foto: Torben Klint

Hvis du køber nyt hus, skal du sætte ekstra penge af til den første tid. For der går hurtigt 50.000-100.000 kr. til små reparationer og indretning, når du flytter ind. Både møbler og maling koster penge, og skal der også udbedres skader på bygningen, bliver det hurtigt dyrt.

- Typisk går der 50.000 kr. til indvendig indretning såsom møbler, afhøvling af gulve og nye gardiner. Med udvendige istandsættelse kan det koste 50.000-100.000 kroner i alt for en boligkøber. Vil man også udskifte et køkken eller bad kan man regne med at skulle bruge 150.000-300.000 kr., siger Kim Northoff Jensen, boligchef hos Sparekassen Middelfart.

Læs også: Køreplan til nyt køkken

Boligkøbere glemmer ekstra udgifter
Samme erfaring kommer fra Sparekassen Thy, der oplever, at boligkøberne ikke altid tænker på at have plads i budgettet til de ekstra udgifter, der kommer med indflytningen.

- Hele livet er en prioritering, også når man køber hus. Helt generelt kan man bruge 50.000 kr. til at male og købe en ny sofa for med mere, siger Ole Beith, adm. direktør.

Forsigtige førstegangskøbere
Der er forskel på de unge førstegangskøbere og de ældre, der har handlet bolig før. Kim Northoff Jensen oplever, at det er de erfarne boligkøbere, der er hurtigst til at bruge penge på de større renoveringer så snart, det har købt huset.

- Der er en tendens til, at førstegangskøberne vil se tiden an, mens de ældre, der har prøvet at købe hus før, gerne vil renovere fra starten af, siger Kim Northoff Jensen.

Fagekspert i Bolius, Tine R. Sode, råder nye boligejere til at bo i huset et stykke tid, før de bestemmer sig til at lave nyt køkken eller rive vægge ned, for de kan nå at ændre mening undervejs.

Læs også: 10 gode spareråd til førstegangskøbere

Tjek energimærke og tilstandsrapport
Samtidig opfordrer hun til at læse boligens energimærke og tilstandsrapport grundigt igennem.

Energimærket vejleder om, hvor du kan bruge penge på at energirenovere sin bolig, så du får en lavere varmeregning og giver et skøn over udgiften og tilbagebetalingstiden, så du kan se, hvilke energiforbedringer, der betaler sig. 

I tilstandsrapporten kan du finde ud af, hvilke ting der bør laves i din bolig.

Læs også: Tilstandsrapport

Brug pengene på at rette alvorlige fejl
Mange boligkøbere vælger dog at købe en ny sofa i stedet. Men Tine R. Sode anbefaler først at bruge pengene på de mest kritiske ting i tilstandsrapporten.

- Sørg for, at de punkter, især K3’ere og UN, der står på tilstandsrapporten, bliver udbedret, for gør man ikke noget ved dem, skader de huset yderligere, og så bliver det endnu dyrere.

- Det er også vigtigt at få ordnet de ting, der kan være til gene i dagligdagen, som gulve, der knirker, eller vinduer og døre, der binder, mener Tine R. Sode.

Brug penge på efterisolering
Hun råder også til efterisolering, hvis huset trænger til det.

- Du kan slippe for kuldenedfald, hvis du efterisolerer – specielt er det en god idé at hulmursisolere, hvis det er muligt, fordi tilbagebetalingstiden er lav. Det koster typisk 20.000-30.000 kr. Gå også efter andre lavthængende frugter som isolering af loft og vand- og varmerør, siger Tine R. Sode.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere