Sådan får du haven bedst gennem tørken

Et usædvanligt tørt forår giver udfordringer i villahaverne. Få gode råde om hvor og hvordan du skal vande, for at haven klarer sig trods rekordhøjt tørkeindeks landet over

Med et tørkeindeks på omkring 8 i hele landet, er det bedst at vente med at plante nyt. Derfor kræver det, at der vandes rigeligt, hvis du vælger at plante ud nu. Foto: Olivia Kristensen
Med et tørkeindeks på omkring 8 i hele landet, er det bedst at vente med at plante nyt. Derfor kræver det, at der vandes rigeligt, hvis du vælger at plante ud nu. Foto: Olivia Kristensen

Selvom det hele er ved at springe ud i forårssolen, så kæmper dine træer og planter i haven lige nu med mangel på vand. Der er meget tørt over hele Danmark netop nu i forhold til, hvordan det normalt er i april.

Siden 19. marts 2020 er der på landsplan kun faldet 6 millimeter nedbør, hvilket er meget lidt i forhold til årstiden, hvor der i samme periode normalt er 39 mm nedbør.

- Det ser meget tørt ud i Danmark i forhold til, hvordan det plejer at være på dette tidspunkt af året, forklarer Mikael Scharling, klimatog hos DMI.

Det kan aflæses på DMI’s tørkeindeks, der bevæger sig fra 0 til 10, hvor 10 betyder stor risiko for tørke. Her bruges jordvandsmagasiner til at måle nedbør og sammenlagt med solens indstråling, luftfugtighed og temperaturen kan det beregnes, hvor tør det øverste jordlag er i de enkelte områder. 

Om tørkeindekset

Tørkeindekset viser, hvor tør jorden er i hele Danmark.

Skalaen går fra 1–10 og indikerer, hvor tørt der er i de øvre jordlag.

Find tørkeindekset hos DMI her

Scroll ned til den anden grafik på siden, hvor du kan se en grafik over middeltemperatur.

Oppe på pilen over grafikken kan du vælge flere forskellige statistikker, herunder at få vist tørkeindekset på et Danmarkskort. 

Læs ogsåHer skal du vande, når der er tørke i haven

Normalt vil tørkeindekset midt i april ligge mellem 1 og 2, og derved ingen risiko for tørke. Men i år er det allerede nået op på 7,7, hvilket betyder forsøget risiko for tørke.

- Vi har ikke set så tør periode i marts og april i mange år. Det var også tørt sidste år, men den 15. april 2019 var vi kun på 5,7 på tørkeindekset med lav risiko for tørke. I år er vi tørkemæssigt en uge foran, siger Mikael Scharling og fortæller, at tørken ikke ser ud til at stoppe foreløbig:

- Den næste uge vil blive tør, men vores månedsprognose siger, at der vil komme mere nedbør de efterfølgende tre uger. 

- Jeg vil dog ikke være overrasket, hvis tørkeindekset når op i nærheden af 9 i landsgennemsnit, siger han og påpeger, at man ikke kan tilskrive det høje tørkeniveau klimaforandringer, men blot konstatere, at det er tilfældige, månedlige udsving, der bærer årsagen til det nedbørsfattige vejr.

Den stiplede linje viser, hvordan tørkeindekset i gennemsnit har set ud henover året i perioden 2006-15. Den mørkeblå linje viser tørkeindeksets udvikling i 2020, og her midt i april er det på 7,7 i landsgennemsnit, hvor det plejer at være mellem 1 og 2. Kilde: DMI
Den stiplede linje viser, hvordan tørkeindekset i gennemsnit har set ud henover året i perioden 2006-15. Den mørkeblå linje viser tørkeindeksets udvikling i 2020, og her midt i april er det på 7,7 i landsgennemsnit, hvor det plejer at være mellem 1 og 2. Kilde: DMI
 

Her skal du vande:

  • Stiklinger og planter som netop er plantet ud.
  • Stauder, buske og træer som er plantet inden for de seneste 3 år.
  • Krukker.

Her kan du holde igen med vandingen:

  • Ældre stauder, buske og træer ( mere end 3 år)
  • Græsplænen

Vent med at plante sommerblomster
Tørken betyder, at du må ud med vandslangen og hjælpe din have igennem. Videncentret Bolius’ haveekspert, Berit Rørbøl , anbefaler, at du væbner dig med lidt tålmodighed, hvis der er planlagt nye projekter i haven.

- Vi er endnu ikke sluppet af med nattefrosten, og derfor ville du på nuværende tidspunkt alligevel ikke kunne plante sommerblomsterne ud. Her skal du stadig holde igen og nøjes med at plante frosttålende forårsblomster som stedmorblomster, hornvioler, primula og bellis, forklarer Berit Rørbøl og fremhæver, at også løgplanter som påskeliljer og hyacinter kan klare de skiftende temperaturer.

Det kan ellers være fristen at komme i gang, når haven lige nu viser sig frem med flotte forårsfarver. Men mange af de planter, du har plantet de senere år, kan trods det fine udseende lide i tørken.

- Det hele er ved at springe ud lige nu, vi oplever dage med høj temperatur, og det kan se ud til, at havens træer og planter trives fint, hvor de faktisk mangler vand. Tørkeskaderne kan sagtens først vise sig senere på året, og derfor er det lige nu skadeligt for de fleste etablerede planter at mangle vand.

Det kan være planter, der har stået i mange år, men har et højtliggende rodnet som rhododendron. Også roser er i farezonen med deres sparsomme rodnet. Ligeledes spiller din jordtype i haven ind på, hvor godt dine planter klarer sig i en tørkeperiode - her tørrer en sandet jord hurtigere ud end en leret jord.

Læs også: Sådan får du en tørketolerant have

Tre råd om vanding

  • Vand morgen eller aften, hvor fordampningen er lavest.

  • Vand helt nede omkring plantens rødder. Brug evt. en siveslange.

  • Vand rigeligt. Én grundvanding er mere effektiv end flere overfladiske vandinger.

Effektiv havevanding er bedste middel mod tørke
Derfor er hendes råd at vente noget tid endnu på, at der kommer bedre vejrforhold, før sommerblomster og forspirede planter til køkkenhaven får lov til at komme ud i den fri luft.

- Planterne skal bruge mere stabil varme gennem hele døgnet. Så lige nu skal du i stedet finde måder at tackle tørken på, siger hun og fortsætter:

- Oven i den manglende nedbør har vi også meget blæsende vejr lige nu. Det udtørrer jorden og gør tørkens effekt større. Sørg derfor så vidt muligt for at dække din jord af med fx barkflis, grene eller blade. Det kan afhjælpe det lidt.

- Derudover kan du vande effektivt. Man bør ikke sjatvande, men give en god grundvanding, hvor vandet får lov til at trænge godt ned i jorden. Det er bedre end hyppig vanding med små vandmængder. Dog kan et trick i meget tør jord være at give jorden en smule vand, så den løser sig, for så 5-10 minutter senere at give den gode grundvanding, siger Berit Rørbøl.

Tørke rammer træer, højbede og krukker
Det er ikke kun de helt nye planter, som kan have brug for ekstra vand. Træer og buske plantet sidste eller forrige år, bør også have lidt ekstra omsorg.

- Nyplantede træer og buske har de første 2-3 år ikke så dybt et rodnet. Derfor har de brug for vand i en periode som nu. Her kan jeg anbefale at bruge vandingsposer eller sække, som du kun fylder op 1-2 gange om ugen, og så sørger de for, at dine træer og buske har nok vand, siger Berit Rørbøl. 

Du skal også passe ekstra på de planter, du har i dine krukker samt dine højbede. Her har planterne ikke så let adgang til vand og tørrer generelt hurtigere ud, end hvis de er plantet direkte ud i haven.

Læs også: Problemer i græsplænen

Græsplænen er hårdfør over for tørke
Vanding af græsplænen er kun nødvendigt, hvis den er meget medtaget af tørken eller nysået, forklarer Berit Rørbøl. Som regel vil græsset spire frem igen, så snart regnen kommer.

- Græsplænen er generelt god til at modstå tørke, og du skal derfor ikke være så nervøs, hvis du har en etableret og generelt sund græsplæne, siger hun.

For at gøre det nemmere for græsset at komme gennem tørken, kan du slå græsset på plæneklipperens højeste niveau.

Giv plænen en topdressing de steder, hvor den er hårdest ramt. En topdressing består af en tredjedel god omsat kompost og to tredjedele sand/grus. Bland græsfrø i blandingen, og fordel det ud over plænen.

Er græsplænen så medtaget af tørke, at det er nødvendigt at anlægge en ny plæne, er sensommeren det optimale tidspunkt. Her er jorden varm nok til at græsfrøene spirer, samtidig med at det oftere regner.

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

2 kommentarer
Vis kommentarer