Sådan får du potteplanterne til at overleve ferien

Dine potteplanter kan visne, hvis de ikke bliver vandet, mens du er på sommerferie. Men det kan lade sig gøre at vande dem, selv om du ikke er hjemme. Bolius forklarer dig hvordan her

Du kan bl.a. vande dine potteplanter i ferien ved at fylde en flaske med vand og stikke den omvendt ned i planten. Foto: Bolius
Du kan bl.a. vande dine potteplanter i ferien ved at fylde en flaske med vand og stikke den omvendt ned i planten. Foto: Bolius

Nogle potteplanter kan godt klare sig op til en måned uden vand, hvis du vander dem godt, inden du tager på sommerferie. Det drejer sig bl.a. om sukkulenter, dracæna-arter og hoyaer.

Andre planter visner dog, hvis de ikke får vand igennem længere tid. Men du kan nedsætte planternes vandforbrug ved at fjerne planterne fra sydvendte vinduer og direkte sollys.

Læs også: Sådan gør du haven sommerferieklar

Sådan vander du potteplanterne i ferien
Men det kan godt lade sig gøre at vande potteplanterne, selv om ingen er hjemme:

  • Fyld en tom sodavandsflaske eller vandflaske med vand og sæt den godt ned i jorden i potteplanten med bunden i vejret. Efterhånden som jorden tørrer ud, vil vandet løbe ned og på den måde vande planten.
  • Sæt dine planter i urtepotteskjulere med en tyk skive oasis i bunden. Oasis er et vandsugende materiale, der også bruges til blomsterdekorationer. Urtepotteskjulerne fyldes op med vand til overfladen af oasisen, og på den måde kan planterne selv trække vand. Oasis kan købes i havecentre og i mange dagligvarebutikker.
  • Brug en Fibertex-dug. Tag dine planter op af urtepotteskjuleren, stil dem på 'undervandingsdugen', og sørg for, at den ene ende har berøring med vand, fx fra en fyldt køkkenvask eller en anden beholder med vand. Dugen suger vandet op og fordeler det til potteplanterne på dugen. Du kan købe en fibertexdug i de fleste byggemarkeder og havecentre.

Hvad kan du ellers gøre ved potteplanterne i ferien?
Ulempen ved de ovennævnte eksempler er dog, at de alle kan give indbrudstyve et godt hint om, at der ikke er nogen hjemme, hvis de kigger ind gennem vinduet.

Derfor er den allerbedste metode at få naboer, venner eller bekendte til at vande dine blomster. Du kan også aflevere dine mest tørstige planter hos dem, hvis de ikke vil have besvær med at komme i dit hjem.

Læs også: Luk huset ned for sommerferien

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere