Sådan overlever din have tørken

Sommeren har bragt tørke til Danmark, og det gør det svært at være haveejer. Læs, hvordan du hjælper din have godt igennem de varme dage

Det er særligt vigtigt at vande nye planter, buske og træer, da de har brug for ekstra vand for at kunne overleve. Foto: Bolius
Det er særligt vigtigt at vande nye planter, buske og træer, da de har brug for ekstra vand for at kunne overleve. Foto: Bolius

Sommeren er kommet til Danmark, og de seneste mange uger har vi nærmest uafbrudt oplevet solrige og tørre dage.

Maj 2018 slog rekorder i varme og solskin, juni 2018 er den varmeste og solrigeste juni siden 1992, og de sidste dage i juni var de tørreste, der nogensinde er målt i de 14 år, hvor DMI’s tørkeindeks har eksisteret.

Læs også: Rhododendron: Sådan planter og passer du dem i haven

Vand havens nye planter
Manglen på regn har gjort det til en udfordring at være haveejer. For når solen skinner sker der stor fordampning gennem planternes blade, og derfor har de brug for langt mere vand end normalt.

Når du passer haven i denne tid, bør du derfor begynde med at kigge til de nyplantede planter, lyder det fra Jesper Carl Corfitzen, haveekspert i Bolius. Nyplantede planter er planter, der er plantet i år, eller træer og buske, der er plantet inden for de seneste tre år.

- Hvis de nye planter i din have ikke vandes, begynder de at lide i den her tørke. De nye planter er nemlig ikke kommet dybt ned i jorden med rødderne endnu. 

- Kun nyplantede hække, træer og buske, staudebede, køkkenhaven, drivhuset, og planter i krukker bør vandes. Resten må klare sig, siger Bolius’ haveekspert.

Han beder haveejerne forberede sig på, at ikke alle planter kommer igennem den tørre sommer.

- Det er ikke alle planter, der kan overleve en så tør periode, og sådan er det. Hold liv i det, du kan.

Læs også: Sådan vander du haven

Vand rigtigt i haven

 

Du kan finde ud af, om dine planter har brug for vand ved at stikke en finger i jorden og mærke, om jorden er fugtig. Er jorden tør 1-2 cm nede, er der ikke vandet nok. Nyplantede stauder skal vandes godt igennem en gang om ugen.

Planter i krukker skal stort set vandes dagligt. Du kan mindske behovet for vand ved at stille krukkerne i skygge.

Nyplantede træer og buske skal have 1-2 kander pr. plante 1-2 gange om ugen. Dæk evt. jorden rundt om træer og buske med dækbark eller et lag kompost, da det kan holde på fugtigheden.

I køkkenhaven kan du dække planter og urter med skyggenet eller fiberdug, der nedsætter fordampningen.

Han forklarer, at der er stor forskel på, hvilke planter der har mest brug for vand. Overordnet set klarer de sydlandske krydderurter sig fx bedre end almindelige køkkenurter, som i højere grad har brug for regelmæssig vanding.

- I min have har jeg mange rododendron. De klarede sig fortrinligt sidste år, hvor der kom megen regn. I år er det en anden historie. De kræver meget opmærksomhed, fordi rododendron skal have meget vand for at trives. Derfor kan det også være en god idé at vælge tørketolerante planter i stedet for de mere vandkrævende planter, siger Jesper Carl Corfitzen.

Tørketolerante planter er planter, der er egnet til en tør jord eller som udsættes for ekstreme vejr-fænomener.

Læs også: Sådan får du en tørketolerant have

Vand haven morgen eller aften
Det bedste tidspunkt at vande haven er tidlig morgen eller sen aften.

- Om morgenen eller i løbet af sene aftentimer udnytter du ganske simpelt vandet bedst, fordi vandet ikke fordamper så hurtigt, siger Jesper Carl Corfitzen.

Frugttræer taber frugterne i varmen
Har du frugttræer i haven, kan du risikere at opleve, at frugterne falder af træerne tidligere end sædvanligt.

- I løbet af sommeren skiller træerne sig af med de dårligste og mindste frugter, men på grund af tørken ryger der flere frugter af end normalt. Træerne bliver stressede, når det er så tørt. For at holde sig i live skiller de sig af med frugten. Men fortvivl ej, der er stadig tale om en naturlig fraskilning af frugt, siger haveeksperten.

Læs også: Sådan får du mest ud af dit æbletræ

Du behøver ikke at vande din græsplæne, selv om den er gul og tør. Plænen skal nok komme sig efter tørken. Foto: Bolius
Du behøver ikke at vande din græsplæne, selv om den er gul og tør. Plænen skal nok komme sig efter tørken. Foto: Bolius
 

Spar på vandet
Flere kommuner har indført vandingsforbud, og Jesper Carl Corfitzen opfordrer til at holde igen med vandingen af fx ældre træer, større buske og din græsplæne, selv om den er gul, da den nok skal blive grøn igen, når det bliver en mere normal dansk sommer.

- Det er vigtigt, at vi ikke pøser med vandet. Vi skal holde igen, råder Jesper Carl Corfitzen, som selv forsøger at spare så meget vand som muligt.

Det kommer eksempelvis til udtryk, når han åbner for vandhanen, når han skal vaske fingre.

- Som de de fleste andre mennesker, lader jeg vandet løbe et par sekunder, så det kan blive varmt. Men i denne tørkeperiode samler jeg alt det overskydende vand i en spand, som jeg så kan bruge til at vande nogle planter på terrassen.

Det er vand, som ellers ville gå til spilde, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

Giv fugle og andre dyr vand
Bolius’ haveekspert opfordrer til at give fugle og dyr en hjælpende hånd ved fx at etablere et vandbad.

I denne tid har dyrene det nemlig sværere end i regnfulde perioder med rigeligt med vand. Hvis du tilbyder fugle og andre dyr vand, vil de derfor flokkes om din have, påpeger Jesper Carl Corfitzen.

Læs også: Sådan får du flere fugle i haven

Fakta om Bolius

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.


Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere