Tjek dit træ: Vil det vælte i stormen?

Har du store træer på din grund, skal du tjekke dem før storm. Se, om dit træ er et risikotræ, og læs hvordan du beskærer, så du undgår, at det vælter

Store enkeltstående træer, som står midt på plænen, vælter nemmest. Arkivfoto: Bolius
Store enkeltstående træer, som står midt på plænen, vælter nemmest. Arkivfoto: Bolius

Nogle træer vælter nemmere end andre i stormvejr, men er du lidt på forkant, kan du forhåbentlig undgå et ufrivilligt udluftningshul i dit tag eller lignende ubehagelige overraskelser.

Du kan selv tjekke, om dit træ er et risikotræ. Når du har gjort det, og stadig er i tvivl om, hvorvidt det vil vælte, er det som udgangspunkt bedst at få en fagmand ud for at tage et tjek på, om du skal fælde, beskære eller noget tredje.

Det kan samtidig være en god idé at tage kontakt til en certificeret træplejer, som er særligt uddannet i træpleje, så du undgår at skade dit træ. Du kan se en oversigt over certificerede træplejere hos Dansk Træplejeforening.

Der er visse tegn, der viser, om dit træ er udsat. Når fagfolk skal tjekke, om et træ er et risikotræ, kigger de bl.a. på:

  • Træets placering. Er det placeret i nærheden af en bygning, vej eller et sted der færdes mennesker? Er der sket ændringer omkring træets placering? Har der fx været gravet tæt på træet?
  • Træets vækst. Hælder det, er kronen skæv, har det meget lange grene?
  • Skader. Har det grene, der er ved at knække, døde grene, sår?
  • Svampe. Vokser der svampe på træet?
  • Råd. Er der råd i barken eller bløde og våde områder på stammen?
  • Insekter og bladsvampe. Er der tegn på ekstreme insektangreb eller bladsvampeangreb?

Se i videoen herunder hvad du skal være opmærksom på når det kommer til træer og efterårsblæst samt hvis ansvar det er, når naboens træ vælter ind på din grund.

Læs også: Storm - sådan dækker forsikringen skader

Her er risikotræerne, der nemmest vælter ved storm

  • Grantræer. Træer med højtliggende, flade rødder vælter altid som de første, når stormen bliver kraftig nok. Det gælder særligt graner.
  • Store enkeltstående træer midt på plænen kan også have svært ved at klare kraftig vind.
  • Høje træer med skæv vækst og dermed ubalance i kronen har også større sandsynlighed for at vælte.

Svampe på dit træ er en af de ting du skal være opmærksom på. Det kan være tegn på, at dit træ er et risikotræ. Foto: Rikke Berg Fieschi.
Svampe på dit træ er en af de ting du skal være opmærksom på. Det kan være tegn på, at dit træ er et risikotræ. Foto: Rikke Berg Fieschi.
 

Disse træer vælter sjældent i storm

  • Træer, som står tæt sammen i store grupper, vælter sjældent sammenlignet med store træer, der står alene på en bar græsplæne, hvor vinden kan få rigtig godt fat i kronen.
  • Træer med kraftige, store pælerødder som fx eg, bøg og ask vælter sjældent.

Læs også: Sådan undgår du, at dit drivhus bliver smadret i storm

Beskæring kan hindre, at træet vælter
Hvis kronen på træet sidder meget højt, så vinden rigtig kan få fat, kan en god og korrekt beskæring minimere risikoen for, at træet vælter.

Hvor meget, der skal beskæres, er en vurdering fra træ til træ. Måske bliver du nødt til at tage en tredjedel eller halvdelen af kronen.

Det betyder naturligvis også, at træets silhuet ændres, og der kan gå mange år, inden kronen igen ligner sig selv. Men frygter du, at træet vil vælte, skal du beskære det.

Har du selv plantet et træ i din have, der med tiden skal vokse sig stort, kan du med fordel beskære det løbende. På den måde sikrer du dig, at formen forbliver regelmæssig.

Læs også: Sådan redder du træer og buske efter stormen

Hvis du skal fælde træet
Det kan også være, du bliver nødt til at fælde træet. Det kommer helt an på det enkelte træ og må vurderes fra gang til gang.

Overlad træfældningen til professionelle som en skovhugger eller en anlægsgartner. Hvis du ikke har uddannelse i at fælde træer, dækker forsikringen ikke, hvis træet vælter forkert og gør skade på fx omkringliggende bygninger.

LÆS hele artiklen her

Fakta om Bolius

Bolius - Boligejernes Videncenter er ejet af Realdania.

Bolius er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål at formidle viden til boligejerne. Bolius sælger ikke produkter eller tjenester.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen