Vilde boligkøb: Her er de dyreste handler i 2017

Der er blevet handlet boliger for mange milliarder kroner i 2017, men hvilke salg har været de absolut dyreste?

Årets dyreste salg i 2017 var villaen på Vedbæk Strandvej 316, der blev solgt for 40 millioner kroner i juli måned. Kort tid efter kom huset igen på markedet, og det er nu udbudt til 45 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Årets dyreste salg i 2017 var villaen på Vedbæk Strandvej 316, der blev solgt for 40 millioner kroner i juli måned. Kort tid efter kom huset igen på markedet, og det er nu udbudt til 45 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Årets mest spektakulære salg på boligmarkedet i 2017 var villaen på Vedbæk Strandvej 316 i Nordsjælland, der i juli måned blev solgt for 40 millioner kroner. Det gør salget til det absolut dyreste henover året. Selvom prisklassen er usædvanlig på det danske marked, følger yderligere to villaer trop med heftige salgspriser på henholdsvis 36 og 34 millioner kroner.

Det betyder, at top tre over de dyreste villaer udgør en samlet pris på 110 millioner kroner. Og det er langt mere end i nogen af de øvrige boligkategorier.

- Det er typisk i kategorien villaer, vi ser de dyreste salg, da vi både opererer med flere antal kvadratmeter samt en grund, der i de mest attraktive steder i landet er langt mere værd end selve huset. Er beliggenheden i top, er prisen det samme. Derfor ser vi også, at de dyreste sommerhussalg typisk koster mere end de dyreste ejerlejligheder, hvor du kun køber boligarealet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk

Og prisen på den mest pebrede sommerhushandel i år er da også i den særdeles ekstravagante ende. Med en salgspris på 23 millioner kroner for huset på Kystvej 42 i eksklusive Hornbæk, er der blot fire sommerhuse i udbud i hele Danmark, det er dyrere. Det dyreste i udbud lige nu ligger et par huse nede ad vejen i nummer 48 og koster 29 millioner kroner.

Boliger der koster kassen
Mens den dyreste ejerlejlighed blev solgt for 21,5 millioner kroner, skal vi ned på den blide side af de 20 millioner kroner for at finde det dyreste rækkehussalg i 2017. Men med en beliggenhed i Hellerup er der imidlertid ikke tale om en billig bolig.

16,7 millioner kroner blev den endelige pris på 193 kvadratmeter rækkehus på Sundvænget 23 i området med det kendte postnummer 2900.

- Ser vi på toplisterne over de dyreste salg, har København og de mest attraktive dele af Nordsjælland det komplette overtag. Selvom vi også ser dyre villaer i Aarhus, kan priserne ikke måle sig med dem, vi ser i hovedstaden. Og det samme gælder Skagen, der på sommerhusmarkedet ellers også byder på en lang række eksklusive perler, siger Birgit Daetz, og tilføjer:

- Næste år kan vi muligvis opleve en række endnu dyrere salg. Det gælder for eksempel salget af Christianelyst i Lyngby, der med en udbudspris på 68 millioner kroner, er den ubetinget dyreste ejendom til salg lige nu.

Se også: 20.000 klik: Her er årets mest populære bolig

Herunder kan du se årets tre dyreste handler for hver af de fire boligtyper: Villa, rækkehus, ejerlejlighed og fritidsbolig.
 

Top 3: Dyreste boligsalg i 2017

Villa

Salgspris Vejnavn By Boligareal Salgsdato
40 mio. kr. Vedbæk Strandvej 316 2950 Vedbæk 659 kvm 11.07.2017
36 mio. kr. Skodsborg Strandvej 182 2942 Skodsborg 483 kvm 30.03.2017
34 mio. kr. Vedbæk Strandvej 462 2950 Vedbæk 426 kvm 16.01.2017

 

Rækkehus

Salgspris Vejnavn By Boligareal Salgsdato
16,7 mio. kr. Sundvænget 23 2900 Hellerup 193 kvm 12.01.2017
16,6 mio. kr. Galionsvej 48 1437 Kbh. K 261 kvm 25.09.2017
16,15 mio. kr. Sundvænget 46 2900 Hellerup 232 kvm 02.05.2017

 

Ejerlejlighed

Salgspris Vejnavn By Boligareal Salgsdato
21,5 mio. kr. Bredgade 29, 2. 1260 Kbh. K 336 kvm 12.07.2017
20,33 mio. kr. Helsinkigade 29, 15. tv. 2150 Nordhavn 364 kvm 27.06.2017
20,095 mio. kr. Fortkaj 30, 11. th. 2150 Nordhavn 295 kvm 21.02.2017

 

Fritidsbolig

Salgspris Vejnavn By Boligareal Salgsdato
23 mio. kr. Kystvej 42 3100 Hornbæk 176 kvm 23.03.2017
22 mio. kr. Strandvejen 13 3220 Tisvildeleje 175 kvm 06.06.2017
17 mio. kr. Kystvej 56 3100 Hornbæk 247 kvm 06.02.2017

(Kilde: OIS)

2 kommentarer
Vis kommentarer