Annoncørbetalt - Euromaster

Kulden kommer: Derfor skal du skifte til vinterdæk

Du kommer langt sikrere gennem vinterens glatte veje med vinterdæk. Læs her, hvorfor det er vigtigt at skifte.

Advertisement

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vinteren er på vej.

Nattetemperaturerne nærmer sig frysepunktet, og det betyder, at der de næste fem måneders tid er risiko for sne og isglatte veje. Med andre ord er det tid til at skifte til vinterdæk, også selv om det måske ikke helt er blevet vinter endnu.

Det er nemlig allerede tid til at skifte dæk, når temperaturen kommer under syv grader. Det fortæller centerleder hos Euromaster i Hillerød, Christian Overbeck, der har 26 års erfaring i dækbranchen.

-Når vi anbefaler at bruge syv grader som tommelfingerregel, skyldes det, at de syv grader indikerer, at årstiden er skiftet. Det er startskuddet til en periode, hvor vi vejrmæssigt kan forvente ustadigt vejr med regn, rim, frost, sne og dårligt udsyn. Altså vejforhold, hvor det er sikrest at køre med vinterdæk, siger han.

Men hvorfor?
Selv om de fleste nok er klar over, at vinterdæk er en god idé, er det måske ikke alle, der er klar over hvorfor.

-Vinterdæk har et højere indhold af naturgummi, hvilket gør dem blødere og mere smidige, når det er koldt. Den bløde gummiblanding sikrer, at dækket bevarer sin smidighed i kolde temperaturer, og at dækket dermed også navigerer bedre på de kolde vinterveje, særligt når du bremser, accelererer og kører i sving, fortæller Christian Overbeck.

Vinterdækket har også flere lameller i selve mønstret, hvilket er med til at give dig det bedste mulige vejgreb på is og sne. Lamellerne gør nemlig, at dækket kan grave sig ned i sneen og få et bedre greb på underlaget, så du står fast med bilen selv på de isglatte veje. 

Danskere bliver bedre
Hos Euromaster i Hillerød har de vinterdæk til 1700 kunder stående, og det er Christian Overbecks indtryk, at danskerne er blevet bedre til at skifte til vinterdæk de senere år.

Men han ser stadig nogle fejl, som bilister hyppigt begår. Eksempelvis er der stadig en del, der ikke er opmærksomme på alderen på deres vinterdæk. De skal nemlig skiftes hver sjette år, anbefaler Christian Overbeck.

-Gummiet i dækkene er et levende materiale, og efter cirka seks år mister det sin elasticitet og blødhed og dermed sit vejgreb. Alle dæk er stemplet med produktionsåret, og det er derfra, man tæller de seks år, og ikke hvornår de er købt, fortæller han.

Han oplever også, at nogle kunder, typisk mænd, efterspørger de billigste vinterdæk. Ofte lyder forklaringen, ifølge Christian Overbeck, at det blot er hustruen, der bruger bilen til eksempelvis at hente ungerne fra skole eller sport.

-Så tænker jeg: Din hustru og børn er jo det dyrebareste, du har, der skal du altså ikke gå på kompromis, hvilket jeg også fortæller dem, siger han.

Ifølge den erfarne dækmand hænger pris og kvalitet nemlig uløseligt sammen, når det kommer til bildæk.

-Betaler man en lidt højere pris for nogle ordentlige dæk, betyder det, at der i arbejdet med at lave dækkene har været fokus på at få det bedst mulige vejgreb, mindst muligt støj, og at der i designet også er fokus på brændstoføkonomi. Der har dækkene nemlig også meget at sige, forklarer han.

Helårsdæk til fru Olsen
I Danmark er det ikke et lovkrav, at man skifter til vinterdæk. Men det er det i landene omkring os, så hvis man eksempelvis skal på vinterferie enten syd- eller nord på, skal man skifte. Netop fordi det herhjemme ikke er et lovkrav, findes der også folk, der sværger til de såkaldte helårsdæk, men dem giver Christian Overbeck ikke meget for.

-Jeg plejer at sige til kunderne, at hvis de kan vise mig et par sko, der passer perfekt til 30 minus grader og 30 graders varme, så skal jeg nok sælge dem et helårsdæk. Jeg ved godt, at det ikke helt er det samme, men det er bare nogle vidt forskellige egenskaber, der kræves af sommer- og vinterdæk, fortæller han og uddyber, at helårsdæk kan gå an til nogle få bilister.

-Hvis vi har en fru Olsen, der kører 1500 kilometer om året, og for øvrigt aldrig ville køre ud i snevejr eller på glatte veje, så kan jeg se meningen med helårsdæk. Det ville det være en skam, at kassere hendes vinterdæk hvert sjette år, når hun stort set ikke bruger dem. Men det er også det eneste tilfælde, hvor jeg vil tilråde helårsdæk, siger Christian Overbeck, og uddyber:

-Det gør altså en forskel, hvilke dæk man vælger. Især for din sikkerhed. Du overlader bogstaveligt talt dit fodfæste til bilen, når du sætter dig ind, og der skal vejgrebet altså være i orden, slutter han. 

Artiklen er sponseret af Euromaster.

Skærm

Hent flere
Hent flere