Farvel til Hundeprutter og Mågeklatter

Det er slut med Verdens Sjoveste Slik. Toms, der har overtaget produktionen af slik fra BonBon, har valgt at stoppe med at lave det skøre og velsmagende slik

Det er slut med Hundeprutter og Fodvorter. (Arkivfoto)
Det er slut med Hundeprutter og Fodvorter. (Arkivfoto)

De kunne have fejret 20 års jubilæum i år, men i stedet fik de dødsstødet. Med andre ord er det slut med Hundeprutter fra BonBon, der så dagens lys for første gang i 1988.

Det er ikke kun de brune lakridsbolsjer, der nu er historie. Toms, der har overtaget produktionen af BonBon-slik, har valgt, at det skal være helt slut med både Mågeklatter, Tissebleer, Ørevoks, Kloakslam, Andemad og alle de andre morsomme og velsmagende varianter.

Ked af det
Hos manden bag opfindelsen, Michael Spangsberg, er det en sørgelig beslutning, Toms har truffet.

- Jeg er da ked af det, siger han til ekstrabladet.dk.

Navnet til Hundeprutterne opstod, da bolsjeopfinderen Spangsberg præsenterede sin søn, Nicolai, for nogle brune bolsjer. Og så udbrød drengen; ’aaaad, det ligner Hundeprutter. Og de er klamme’. Dermed var ideen til slikket og de frække BonBon-navne født.

- Men det er ikke i mine hænder mere, og ting opstår og ting forgår, siger han.

Kun slikkepinde og Lossepladsen
ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt, at få en forklaring på slikkets farvel fra Toms, men til Sjællandske siger Gitte Kristoffersen, der er brandmanager i Toms Gruppen:

- Da bolsjerne kom frem, var det totalt banebrydende med de skøre navne, men siden Toms overtog produktionen i 2001, har salget været faldende, og i løbet af de seneste år har vi gradvis taget BonBon-produkterne ud af produktion.

Det eneste BonBon-slik, der stadig laves, er ballonslikkepinde og så bolsjeblandingen Lossepladsen. Ballonslikkepindene fås i smagsvarianterne Ørevoks, Kloakslam, Andemad, Abehjerne, Bananfluer, Frugtknopper og Killerbon.

Heller ikke i BonBobLand
Ikke en gang i BonBonLand er det derfor længere muligt at få det slik, der har givet navn ikke bare til bolsjer og vingummi, men også til parkens mange forlystelser.

- Nej man kan kun få slikkepindene og Lossepladsen hos os. Men jeg vil godt indrømme, at vi går med en stille drøm om, at få lov til at lave BonBon-slik hernede efter de gamle originale opskrifter, siger Torben Plank, der er pressechef i BonBonLand, til ekstrabladet.dk.

Da Verdens Sjoveste Slik var på sit højeste, var der mere end 70 varianter at vælge imellem.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen