Undgå brændt kød: De bedste grillråd

Sådan får du den lækreste sommermad uden at komme til skade eller ødelægge den gode bøf eller pølse

Der er i dag gode muligheder for en god grill-aften over det meste af landet. Foto: Tobias Selnæs Markussen
Der er i dag gode muligheder for en god grill-aften over det meste af landet. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Kristi himmelfarts-vejret passer godt til grillmad over det meste af landet, men pas på inden du giver den fuld gas og hælder godt med kul på.

Dit lækre kød - og du selv - kan risikere at blive forbrændt.

Derfor advarer Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen nu mod uforsigtig brug af grill, der hvert år resulterer i omkring 130 udrykninger.

- Det er selvfølgelig ikke så hyggeligt at få brandvæsenet som uventet gæst til sin grillaften, og vi er faktisk også helst fri for den slags ’invitationer’, siger Daniel Weinreich, der er forebyggelsesekspert hos Danske Beredskaber.

- Men desværre ser vi et mønster, der gentager sig, når det handler om brand i forbindelse med grill. Der bliver grillet for tæt på brændbart materiale, der bliver brugt forkert optænding, eller aske og kulrester fra grillen er ikke slukket ordentligt, når det bliver smidt ud.

Glødende grillkul er meget, meget varme, så pas på. Foto: Miriam Dalsgaard
Glødende grillkul er meget, meget varme, så pas på. Foto: Miriam Dalsgaard
 

Forbrændingsskader opstår typisk ved berøring af den varme grill eller gløder fra grillen. Hold derfor altid øje med grillen og vær særligt opmærksom på børn og kæledyr i nærheden. Optændingen af kulgrill skal også ske forsvarligt. Et vigtigt råd er, at man undlader at anvende brandfarlige væsker til optænding.

- Desværre har vi set nogle meget alvorlige ulykker, når der er brugt brandfarlige væsker som f.eks. tændvæske. Det kan udvikle sig til eksplosionsulykker, hvor der kan ske meget alvorlige forbrændinger. Vores råd er derfor, at man helt dropper de brandfarlige væsker, når man griller. Det er simpelthen for farligt, fortæller Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert hos Beredskabsstyrelsen.

Hvis du har en gasgrill, skal du regelmæssigt tjekke regulator og slange for utætheder og huske at lukke for gassen på regulatoren eller afmontere regulatoren efter brug.

Ring 1-1-2, hvis der opstår brand, som du ikke selv kan slukke. Ved forbrændinger skal du afkøle huden med rindende, lunkent vand og følge de almindelige førstehjælpsråd om, hvornår du bør søge lægehjælp.

Fem gode grillråd

  1. Brug aldrig brandfarlige væsker, når du griller – det er sikrest at tænde op med elektrisk grillstarter eller optændingsblokke
  2. Grill kun udendørs – ved brug af grill f.eks. i en udestue er der fare for kulilteforgiftning, som er livsfarligt
  3. Hav altid vand i nærheden – så kan du nemt slukke, hvis en glød får fat i tørt buskads, dugen eller andet brændbart, og du kan køle huden, hvis du bliver forbrændt. Det er også en god idé at nedkøle din grillstarter efter brug
  4. Placer grillen i sikker afstand og på et stabilt underlag – generelt er det vigtigt at holde afstand til tørre planter, bygninger og andet, der kan brænde
  5. Aske og kulrester skal være kolde, før du smider det ud – ellers kan det antænde skraldespanden. Det kan tage over et døgn, før asken og kulresterne er kolde, og der ikke er nogle gløder

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Grill-ekspertens bedste tricks

Når der først er styr på sikkerheden, gælder det så om at nyde grillens glæder.

Ekstra Bladet har tidligere talt med Anders Jensen, der er kendt fra Det Danske Grilllandshold, som blev sponseret af grill-producenten Weber.

Han havde disse tip, der var gode den gang og stadig er det i dag:

- Jeg pensler kødet med få dråber olie inden, jeg kommer det på grillen. Dermed undgår jeg, at kødet brænder fast. Kødet skal ikke sejle i olie.

Krydderier kan få din grillmad til at smage af lidt af hvert. Foto: Mik Eskestad
Krydderier kan få din grillmad til at smage af lidt af hvert. Foto: Mik Eskestad
 

- Og jeg undlader at marinere kødet, for marinade brænder hurtigt fast. I stedet marinerer jeg det ved at lade det hvile i lidt kryddersmør, når det er stegt. Andre gange lader jeg gæsterne marinere kødet ved bordet. Det kan man fint gøre.

- Prik 10-12 huller i pølser for at undgå at pølsen sprækker. Prik ikke med en gaffel, da de tætte huller kan få pølsen til at sprække.

- Sørg endelig for, at grillen er glohed og ikke ryger. Der bliver kødet ordentligt stegt og får en flot sprød stegeskorpe. Mange koger desværre kødet på en lunken grill.

- Forsteg gerne kødet - også gerne pølsene. Det tager de ikke skade af - tvært i mod. Giv det så lidt varme, inden det skal serveres. Dermed er det muligt at servere et større udvalgt af kød samtidigt.

Har du udstyret i orden. Sådan ser grill-tasken ud hos en sand ekspert. Foto: Mik Eskestad
Har du udstyret i orden. Sådan ser grill-tasken ud hos en sand ekspert. Foto: Mik Eskestad
 

- Lad endelig kødet hvile et par minutter inden, du serverer det. Under stegningen trækker kødsaften mod bøffens midte. Når du lader kødet hvile, fordeler det sig igen i hele stykket.

- Anerkend, at det kræver et enormt overblik at grille. Vær derfor ikke bleg for at bede andre om hjælp til eksempelvis at hente en ren tang eller serveringsbakke.

- De har kommet kartofler i for at 'strække' produktet - altså for at få det til at fylde mere, fortæller Søren Kristian Friis (i midten) fra Slagter Friis på Frederiksberg. Foto: Linda Johansen Tips og guides Undgå grill-fup: Her er sandheden om dine grillpølser

82 kommentarer
Vis kommentarer