Mægler snød kunde for p-plads: Her skåler de i dyr vin

Skål og skide være med det!

’EDC Danebo Aalborg er med flid, etik og godt købmandskab en af de absolut bedst sælgende EDC-mæglere… som får løst opgaverne til vore kunders fulde tilfredshed’.

Det synes ’EDC Danebo Aalborg i hvert fald selv - ifølge sit website.

Men det er ikke alle kunder helt enige i.

To mæglere fra EDC Danebo Aalborg har fået kritik i Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere for at sælge en af Aalborgs ’skønneste penthouselejligheder’ med egen private p-plads til en kunde - som efter købet opdagede, at der søreme alligevel ikke var adgang til den lovede private p-plads.

- Det står utvetydigt i sagspræsentationen, og da vi to talte om den, pointerede du også for mig, at p-pladsen var 100.000 kr. værd,’ klagede køberen til EDC-mæglerne, som pure afviste at have gjort noget galt.

En af de to mæglere, som havde været involveret i sagen, fik af Disciplinærnævnet en bøde på 10.000 kroner - en anden en advarsel, fordi løfterne om egen privat p-plads var ’forkerte og misvisende, da det, der reelt var til salg, var en ejerlejlighed med brugsret til en ikke nærmere angivet p-plads,’ som det hedder i kendelsen.

Læs kendelsen her.

Det er forholdsvist sjældent, at Disciplinærnævnet skrider til bøder. Eksempelvis skete det kun ni gange i 2016.

En repræsentant for EDC Danebo Aalborg siger til Ekstra Bladet, at han ikke vil kommentere sagen, fordi mæglerne ikke længere er i virksomheden. En af dem er blevet headhuntet til en lokal konkurrent.

- Vi holdt en afslutningsfest for ham (som fik en bøde, red.) i fredags, fordi han efter 10 år hos os er blevet headhuntet til en anden mægler, siger repræsentanten.

Selv om han oplyser, han ikke vil kommentere sagen, hævder han:

-Vi har vundet sagen, fordi vi ikke har lavet nogen fejl. Held og lykke med artiklen, good luck, siger han og afbryder samtalen.

Her drikker EDC-mæglerne Philippe Pacalet Puligny-Montrachet-hvidvin fra Philippe Pacalet til 800 kroner flasken på en lokal restaurant. De joker på Facebook med at den mægler, som har fået en bøde, har fået job hos Biva i Løgstør, men i virkeligheden er han blevet hentet til den konkurrerende mægler-virksomhed Thorkild Kristensen.

En næsten tilsvarende sag fandt sted i samme by for få år siden. Her fik Aalborg Mægleren A/S en bøde på 25.000 kr. for med store typer at skrive, at der hørte p-plads med til en city-lejlighed.

Se også: Groft: Ejendomsmægler får p-bøde på 25.000 kroner

Også han påstod, p-pladsen var 100.000 kroner værd. Men da handlen var gennemført, viste det sig, at der alligevel slet ikke hørte en p-plads med.

– Det er ikke mig, der har solgt lejligheden, men en af mine medarbejdere, der er fratrådt nu, sagde Bo Lynge, indehaver af Aalborg Mægleren.

– For vi bestrider, at vi nogen sinde har lovet ejerskab over en p-plads, sagde han til trods for at hans virksomhed skriftligt lovede, at der hørte p-plads med.

1 af 2 Arkivfoto: EDC
2 af 2 
150 kommentarer
Vis kommentarer