Opsigtsvækkende tvist: Pensionist får 250.000 kr. af Danske Bank

En kunde har fået en kvart mio. kr. i erstatning fra Danske Bank

Danske Bank oplyser til Ekstra Bladet, at man har fulgt dommen og betalt de 250.000 kr. til kunden. Arkivfoto: Jan Sommer
Danske Bank oplyser til Ekstra Bladet, at man har fulgt dommen og betalt de 250.000 kr. til kunden. Arkivfoto: Jan Sommer

En spektakulær tvist mellem Danske Bank og en mandlig kunde er blevet afsluttet ved at Danske Bank har overført 250.000 kr. til hans konto.

Sagen begyndte for godt  tre år siden, da Danske Bank af tekniske årsager spærrede kontoen tilhørende udlandsdanskeren, som er bosat i Nepal.

Sendte brevpost
Men i  stedet for at sende en e-mail, sendte Danske Bank et brev til mandens forhenværende adresse i Nepal.

Derfor modtog han selvfølgelig aldrig brevet med beskeden om den lukkede konto.

Det, at kontoen blev lukket, førte til, at han ikke indbetalte ydelser til sin a-kasse. Konsekvensen var, at hans efterlønsordning ophørte. Dermed tabte han 806.000 kroner, vurderede han i hvert fald selv.

Nu blev han selvfølgelig rasende på Danske Bank, som havde både mandens e-mailadresse og telefonnummer.

Ansvarspådragende
Pengeinstitutankenævnet, som har behandlet klagesagen 'finder derfor, at Danske Bank handlede ansvarspådragende, da kontoen blev spærret.'

Banken vidste nemlig, at han ikke modtog almindelig post, og samme dag som spærringen skete, var banken i e-mailkontakt med manden, men uden at oplyse ham om  kontospærringen.

- Vi finder, at banken pr. e-mail burde have gjort klageren bekendt med spærringen af kontoen, skriver Pengeinstitutankenævnet.

Tabte 500.000 kr.
Men nævnet skønner, at manden 'kun' har tabt en halv mio. kr., og når banken kun skal erstatte halvdelen af det beløb, skyldes det, at han ikke var uden skyld.

Han havde nemlig ikke sørget for, at han kunne modtage rykkere fra a-kassen. Havde han kunnet det, kunne han have reddet sin efterlønsordning.

Danske Bank oplyser til Ekstra Bladet, at man har fulgt afgørelsen og betalt de 250.000 kr.

Banken kunne egentlig vælge at blæse på afgørelsen, da ankenævns-domme ikke er bindende. Men så risikerede banken at blive sagsøgt. I en retssag ville manden have haft et godt kort på hånden, nemlig en afgørelse med medhold fra Pengeinstitutankenævnet.

Læs hele sagen hos ankenævnet her.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere