Raser over fup: 'Dansk honning' er fra Brasilien

Fødevarekontrollen accepterede, at udenlandsk honning kunne markedsføres som dansk

Ikke én dansk bi har leveret en dråbe til dette brasilianske honning, der alligevel markedsføres med udsagnet 'Dansk produceret samt Dannebrog. Foto: Linda Johansen.
Ikke én dansk bi har leveret en dråbe til dette brasilianske honning, der alligevel markedsføres med udsagnet 'Dansk produceret samt Dannebrog. Foto: Linda Johansen.

Ekstra Bladets Maddetektiv kan i dag afsløre, at endnu en stor aktør i fødevareindustrien har fået Fødevarestyrelsens tilladelse til at fuppe de forbrugerne, som Fødevarestyrelsen ellers skulle beskytte mod fupnumre.

Sagen begyndte i januar, da de danske biavlere anmeldte Danmarks største honningfirma, Jakobsens A/S, til myndighederne for vildledning.

Dansk honning fra udlandet
Firmaet markedsfører nemlig økologisk honning med Dannebrog og med, at det er ’dansk produceret’. Men i virkeligheden er der tale om blandings-honning fra Brasilien og Sydøsteuropa.

Det synes de danske biavlere mildest talt er unfair konkurrence.

Så Fødevarestyrelsen tog på kontrol hos honningimportøren Aulum, Vestjylland, og kom også frem, at ’Den danske mærkning kan vildlede forbrugeren til at tro at honningen er af dansk oprindelse,’ fremgår det af en aktindsigt i sagen.

Men så forsøgte Jakobsen A/S at forsvare sit produkt ved at henvise til en artikel i Ekstra Bladet fra i fjor.

Se også: Danske landmænd raser: Kødfup i Lidl er en skændsel

Her forklarede en chef i Fødevarestyrelsen, at Lidl helt lovligt kunne sælge udenlandsk oksekød i emballager med både Dannebrog og påstanden ’Dansk produceret’.

- Når de må, må vi også
Noget, som Lidl i øvrigt godt selv kunne se, var lidt for smart, så det nummer ophørte til stor tilfredshed for danske kvægavlere, som ikke overraskende ønsker eneret til at sælge dansk oksekød.

Men Jakobsen A/S forsøgte at udnytte til sin fordel at Lidl formelt havde fået tilladelse til noget, der kunne snyde folk, viser akterne.

’Som jeg ser det, er vi ude i en sammenlignelig sag,’ argumenterede honningimportørens kvalitetschef over for styrelsen, som gav ham ret.

Myndighed: Alt ok
Fødevarestyrelsen, som ellers havde lagt op til at give Jakobsen en sanktion, mente nu alligevel ikke, at der var en sag om vildledning.

Styrelsens henviste til EU’s mærkningsvejledning, som siger, at man frit kan reklamere med Dannebrog og ’dansk produceret’ så længe der et sted på emballagen står det reelle oprindelsesland.

Artiklen fortsætter under billedet...

Aldi gjorde i sin tilbudsavis i januar ikke ligefrem et stort nummer ud af at oplyse om, at honningen er fra Brasilien.
Aldi gjorde i sin tilbudsavis i januar ikke ligefrem et stort nummer ud af at oplyse om, at honningen er fra Brasilien.

På Jakobsens honning står med småt: ’Blanding fra honning fra lande i og uden for EU,’ mens 'Dannebrog' og 'Dansk Produceret' er langt mere fremtrædende.

Mange tak
’Mange tak for dit svar og det er selvfølgelig glædeligt for, os at vi overholder lovgivningen,’ kvitterede kvalitetschefen over for Fødevarestyrelsen, som også lagde vægt på, at Jakobsen filtrerer det udenlandske honning i Danmark.

Men Danmarks Biavlerforening gav ikke op. Nu gik foreningen til Ekstra Bladet.

- Mærkning af udenlandsk honning med Dannebrog er ekstremt vildledende for forbrugerne og en skævvridning af konkurrencesituationen, hvilket kan få store konsekvenser for biavlen og bestøvningen af landbrugsafgrøder i Danmark, siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.

Vagthund Madfup: Beskidte tricks tryller tarvelig mad sund og dyr

Ekstra Bladet konfronterede derpå Jakobsens nogle kritiske spørgsmål. Det førte forleden til, at man besluttede at fjerne danskhed-påstandene fra honning-bøtterne.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.

Honning-direktør: - Vi er lydhøre overfor kritik

- Da der er tale om et produkt, som vi leverer som et privat label til Aldi, forholdt vi os udelukkende til, om mærkningen var lovlig, hvilket den var, men vi er lydhøre over for kritik. Derfor har  sammen med Aldi besluttet at fjerne Dannebrog fra emballagerne, siger Helle Reinevald adm. direktør i Jacobsens A/S.

Hun lover, at honning, som sælges under varemærket 'Jacobsens' aldrig er mærket på en måde, som kan vildlede.

Aldi: -Tvivlen skal komme kunderne til gode

'Det vigtigt at pointere, at kunderne er de absolut vigtigste for os, og derfor har vi besluttet, at lade tvivlen komme dem til gode, og fjerne flaget fra den honning, der endnu ikke er færdigproduceret,' skriver Thomas Bang, vicedirektør i Aldi.

Biavlerne fortsætter kampen

Selv om det endte med,at Dannebrog fjernes fra det udenlandske honning, stopper de danske biavlere ikke her. De er utrygge ved, at Fødevarestyrelsen gav Jakobsens A/S medhold.

-  Det er vigtigt at huske, at dansk honning både giver arbejde hos de danske biavlere og i den efterfølgende distribution, samt at bierne bestøver det danske landskab, mens de producerer honningen. Danmarks Biavlerforening vil fortsat forfølge Fødevarestyrelsens tolkning af reglerne, så danske forbrugere heller ikke vildledes i fremtiden, siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.

Biavlerforening har henvendt sig til fødevareordfører Simon Kollerup (S) som har stillet en række spørgsmål til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

'Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at honning, der alene er hældt på emballage i Danmark, ikke betegnes som ’dansk produceret', spørger han eksempelvis.

- Hvor kommer honningen fra?

Efterlønneren Lone Lauridsen og pensionisten Leon Larsen, Vesterbro,vurderer, at honningen er fra danske bier. Foto: Linda Johansen.
Efterlønneren Lone Lauridsen og pensionisten Leon Larsen, Vesterbro,vurderer, at honningen er fra danske bier. Foto: Linda Johansen.

- Der er tale om økologisk honning fra danske bier. Helt klart, svarer Leon Larsen.

- Hvad nu, hvis jeg fortæller jer, at den er brasiliansk?

- Jamen så er der tale om falsk reklame. Det er søreme vildledning, svarer Leon Larsen.

Hustruen Lone Lauridsen fortæller, at hun er skuffet over, at Fødevarestyrelsen har godkendt markedsføringen.

Honningen hævdes at være dansk. Det er den ikke. Derfor bør Fødevarestyrelsen selvfølgelig gribe ind, siger hun.

Jarad Leisner (Med Ada)

Isa Conradsen (Med Sia)

Vennerne Isa Conradsen og Jarad Leisner var i går i parken med døtrene Sia og Ada. Foto: Linda Johansen.
Vennerne Isa Conradsen og Jarad Leisner var i går i parken med døtrene Sia og Ada. Foto: Linda Johansen.

Ja, det ligner jo dansk honning, svarer Isa Conradsen  med datteren Sia.

- Hvad nu, hvis jeg fortæller jer, at den er brasiliansk?

- Jamen så er emballagen misvisende. Folk, som ønsker danske madvarer, skal kunne stole på mærkningen, og det kan man så ikke her, svarer hun.

- Jeg er ærlig talt lidt ligeglad. Om det er dansk eller ej, er ligegyldigt. Jeg stoler på, at fødevarer, man køber i supermarkeder, har en rimelig høj kvalitet, siger Leon Larsen med datteren Ada.

Rikke Bødker (t.v.), Emilie Elmeskov og Johann Duedahl Jacobsen bryder sig ikke om, at brasiliansk honning trylles dansk. Foto: Linda Johansen.
Rikke Bødker (t.v.), Emilie Elmeskov og Johann Duedahl Jacobsen bryder sig ikke om, at brasiliansk honning trylles dansk. Foto: Linda Johansen.

- Der må vel være tale om dansk honning. Den er mærket med Dannebrog, og der står 'dansk produceret' på den, svarer Johann Duedahl Jacobsen.

- Hvad nu, hvis jeg fortæller jer, at den er brasiliansk?

- Ja, det bryder jeg mig ikke om at høre. Det er stærkt misvisende. Hvis honningen er produceret af brasilianske bier, kan den selvfølgelig ikke være produceret af danske, fastslår Emilie Elmeskov.

- Forbrugere, som ikke ønsker honning fragtet fra den anden side af Jorden, men som fortrækker lokale fødevarer, skal ikke vildledes på den måde, fortsætter hun.

Hvad siger I til, at Fødevarestyrelsen har godkendt mærkningen?

- En almindelig oplyst forbrugere skal kunne orientere sig. Ikke blive vildledt, som man bliver her. Derfor er det klart skuffende, hvis reglerne er så dårlige, at det her lovligt kan finde sted, synes Johann Duedahl Jacobsen.

274 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere