Sådan fjerner du bedst ukrudt mellem sten og perlegrus

Ukrudt kan være en plage, hvis du har en indkørsel af sten eller perlegrus. Læs her, hvordan du forebygger, og hvilke redskaber der kan hjælpe dig i kampen mod ukrudtet

Inden du anlægger indkørslen, skal du lægge en ukrudtsdug over jorden. Dugen forhindrer, at der spirer planter fra jorden og op gennem stenene. (Foto: Bolius)
Inden du anlægger indkørslen, skal du lægge en ukrudtsdug over jorden. Dugen forhindrer, at der spirer planter fra jorden og op gennem stenene. (Foto: Bolius)

Hvis du vil undgå, at grønne ukrudtsplanter skyder op mellem sten eller perlegrus i indkørslen, skal du tænke ukrudtsbekæmpelse ind, allerede inden belægningen kommer på. Har du ikke har gjort det, er der dog stadig råd for at holde ukrudtet nede, men det kræver lidt knofedt og tålmodighed.

Forebyg med ukrudtsdug
Læg ukrudtsdug eller fibertex ud over jorden, inden du anlægger en indkørsel eller et andet område med sten, granitskærv eller perlegrus. Derefter kan du hælde sten eller grus direkte ud over dugen.

Ukrudtsdugen forhindrer, at der spirer planter fra jorden og op gennem stenene. Den forhindrer ikke, at der kan komme frø flyvende og give sig til at spire mellem stenene, men der vil komme mærkbart mindre ukrudt.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du ukrudt mellem fliser og i belægninger

Vælg små sten
Jo mindre sten/ral du vælger som belægning, jo nemmere er det at bekæmpe ukrudt bagefter. Større sten eller f.eks. granitskærv beskytter ukrudtsplanterne, så de kan vokse frem, så  du får først øje på dem, når de er blevet større og svære at komme af med. Du kan heller ikke bruge skuffejern på granitskærv.

Brug hænder, skuffejern og rive
Lige som med alt andet ukrudt, holdes ukrudt mellem sten og perlegrus bedst nede, hvis du er over det allerede i det tidlige forår. Håndlug så snart du ser noget grønt, der titter op, inden det får skabt sig et stort og besværligt rodnet.

SE TEMA OM UKRUDT

Flere redskaber kan gøre lugningen nemmere:

• Skuffejern: Brug skuffejern blandt perlegrus og andre småsten, men ikke til granitskærv. Skuffejernet kan få rigtig meget med. Brug det i solskin, så de planter, du hiver op, visner med det samme og nemt kan rives bort.

• Rive: Riv belægningen igennem ca. en gang om ugen i vækstsæsonen april-oktober. Når du river, forhindrer du de små planter i at blive til noget. Større planter kommer du dog ikke til livs med riven.

• Ukrudtsbrænder: Brug en gasbrænder allerede fra januar for at få gammelt ukrudt væk og forhindre nyt i at udvikle sig. Brug derefter gasbrænderen, så snart du ser små skud - så skal du ikke bruge så meget gas, som hvis planterne er blevet store. Hold gasbrænderen over ukrudtsplanten i ca. 5 sekunder så visner den. Varmen ødelægger ikke belægningen.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du en ukrudtsbrænder

Brug ukrudtsmidler med omtanke
Mange ukrudtsmidler reklamerer med at kunne fjerne ukrudt i dine belægninger, og det kan de i mange tilfælde også. Men de fleste gartnere advarer mod, at du bruger sprøjtegift i din private have.

Hvis du bruger sprøjtemidler, så gør det med omtanke. Overhold ALTID de doser, der er angivet på produktet. Hvis du bruger større doser end anbefalet, kan det være miljøskadeligt.

Drop alternative løsninger
Gartnere anbefaler ikke brugen af højtryksrensere, da de også kan være med til at ødelægge fliser og belægninger. Og så opfordrer de til, at du holder dig langt væk fra salt og andre alternative midler fra køkkenskabet.

Salt er meget miljøskadeligt, er ikke godkendt som ukrudtsmiddel og slår i øvrigt også de planter ihjel, du gerne vil beholde. Ligesom det kan gøre skade på fliser og belægninger.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du ikke ukrudt

38 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere