Sjusket kok får bøde på 100.000 kr.: Gav 268 danskere diarré

Selv om folk oplyste, at de havde fået diarré, undlod firmaet Kokkens Hverdagsmad at advare andre

Mikkel Lohmann Davidsen er øverste boss i Kokkens Hverdagsmad, som undlod rettidigt at advare kunderne om farlig mad. Arkivfoto: Ritzau Scanpix/Keld Navntoft
Mikkel Lohmann Davidsen er øverste boss i Kokkens Hverdagsmad, som undlod rettidigt at advare kunderne om farlig mad. Arkivfoto: Ritzau Scanpix/Keld Navntoft

Ekstra Bladet har de seneste uger beskrevet, hvordan mindst 268 danskere over flere dage i slutningen af maj blev syge med akut diarré, fordi Kokkens Hverdagsmad i Slagelse havde sjusket med temperaturerne under tilberedningen af 8924 portioner millionbøf.

Nu har Fødevarekontrollen, efter mange ugers opklaring af årets velsagtens største fødevare-sygdomsudbrud, fældet dom over landets største cateringfirma‎ Catering Danmark, som ejer Kokkens Hverdagsmad.

Konklusionen er, at firmaet nølede med at advare de knap 9000 kunder, som havde spist retten.

Det fejlproducerede måltid, som madforgiftede mindst 268 danskere. Foto: Kokkens Hverdagsmad
Det fejlproducerede måltid, som madforgiftede mindst 268 danskere. Foto: Kokkens Hverdagsmad

Allerede mandag 27. maj klagede en familie på fem personer til firmaet over, at de var blevet syge af at spise millionbøffen.

Men samme dag frikendte Kokkens Hverdagsmad pure sig selv for fejl og undlod derfor at advare sine mange kunder.

Andre klagede
Det undlod firmaet, til trods for at kokkene ifølge Fødevarestyrelsen burde have opdaget, at den frygtede bakterie clostridium perfringens var gået totalt amok under uforsvarlige produktionsforhold.

Fødevarekontrollen har fået oplysninger, der gør sagen endnu mere pinlig for Kokkens Hverdagsmad: Foruden familien klagede mindst én anden kunde, en kvinde, nemlig 27. maj til firmaet over diarré. Uden at firmaet fandt det nødvendigt at advare.

Bøder på 100.000 kr.
Men dagen efter, 28. maj, var der ingen vej udenom for Kokkens Hverdagsmad. Det væltede ind med klager. Nu oplyste i alt 111 personer, at de var blevet syge, så nu blev alle advaret – for sent.

Så firmaet fik en bøde på 80.000 kr. ’for ikke at overholde gældende regler om tilbagekaldelse af fødevarer fra forbrugerne', samt en bøde på 20.000 kr. fordi dårlige procedurer gjorde, at millionbøffen fik lov at stå længe ved lummer-temperaturer, så bakterien kunne gå amok.

- Der er tale om en meget alvorlig overtrædelse og et stort sygdomsudbrud, konkluderer Fødevarestyrelsens sektionsleder, Henrik Hviid.

Læs kontrolrapporten her.

Kokkens Hverdagsmad ligger i Slagelse og er en del af Catering Danmark, som også ejer Smageriet, Kokken & Jomfruen og Kokken & Co. Catering Danmark er ejet af Coop og Færch-familien.

Kokkens boss: - Vi er meget kede af det

'Vi accepterer Fødevarestyrelsens afgørelse i denne sag og har allerede igangsat en række initiativer, der minimerer risikoen for menneskelige fejl yderligere,' skriver Mikkel Lohmann Davidsen, direktør i Catering Danmark/Kokkens Hverdagsmad.

'Vi er meget kede af det, der er sket, og vil gerne endnu en gang sige undskyld til alle berørte kunder. Vi anser nu denne konkrete sag med Fødevarestyrelsen for at være afsluttet og vil fokusere på at få vores elitesmiley, som vi har haft i mange år, tilbage.'

143 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere