Skål! Sådan snød Nybolig-mæglere kunder for 34 kvadratmeter

Nybolig-mæglere drikker rosé og skal en tur på båden, men en kunde er blevet snydt

Mæglerne er i sommerhumør og fejrer det med rosé på de sociale medier: 'Temperaturen er på den gode side af 20 grader, så det er tid til Rosé og en tur på båden,' skriver Thomas Munch (t.v.) og Christian Lyngh Bjerregaard. Foto: PR.
Mæglerne er i sommerhumør og fejrer det med rosé på de sociale medier: 'Temperaturen er på den gode side af 20 grader, så det er tid til Rosé og en tur på båden,' skriver Thomas Munch (t.v.) og Christian Lyngh Bjerregaard. Foto: PR.

Det er kun få måneder siden, Ekstra Bladet kunne beskrive, hvordan en Nybolig-mægler havde opført sig meget uartigt og blandt andet opkrævet dobbelt salær og truet med, at katte, fugle og fisk skulle bortskaffes.

Han blev sat noget så eftertrykkeligt på plads af Ejendomsmæglernævnet, som nu også langer kraftigt ud efter de rosé-begejstrede succesfulde ejere af Nybolig Nørrebro,Thomas Munch og Christian Lyngh Bjerregaard.

Det er nemlig ikke alle, der skåler for at det går forrygende, hvilket skal fejres med rosé.

Eksempelvis ikke de kunder, så hoppede på mægler-duoen grænseløse forherligelse af en københavnsk stuelejlighed.

Voksede fra 2 til 4-værelses
Lejligheden, der tidligere er blevet handlet som 82 kvadratmeter toværelses-bolig, blev af Thomas Munch og Christian Lyngh Bjerregaard markedsført som en 4-værelses lejlighed på 116 kvadratmeter - til 2.850.000 kr.

De påstod i salgsopstillingen, at et af de fire lokaler - et 34 kvadratmeter stort rum i kælderen - var et værelse egnet til beboelse.

'Temperaturen er på den gode side af 20 grader, så det er tid til Rosé og en tur på båden', skrev mæglerne forleden på  kædens Instagram-profil:

'Fra stuen kan du bevæge dig via trappen ned til lejlighedens kælder, der kan indrettes som et ekstra værelse', skrev de.

Men da boligen var købt, opdagede de nye ejere, at lokalet aldrig nogensinde ville kunne godkendes til beboelse.

De forlangte nu en halv million kroner i erstatning fra Thomas Munch og Christian Lyngh Bjerregaard.

Men det afviste de. De påstod, at købernes rådgiver, en boligadvokat, skulle have opdaget fejlen.

'Det er advokatens opgave at rådgive klagerne om indholdet i købsaftalen, ikke indklagede (Vores, red.), der som sælgers rådgiver ikke må rådgive klagerne,' påstod Thomas Munch og Christian Lyngh Bjerregaard.

Udiplomatisk kritik
Nu skred Ejendomsmæglernævnet ind med en sjældent set hård og udiplomatisk kritik.

Nævnet vurderer, at det må 'have stået de indklagede som professionelle ejendomsmæglere klart, at dette rum ikke var eller kunne godkendes til beboelse.'

Sagt med andre ord: Nævnet mener, at mæglerne vidste, at rummet, der blev markedsført som beboeligt - ikke var beboeligt.

Ingen ejendomsmæglerskik
'Nævnet finder, at de indklagede har tilsidesat god ejendomsmæglerskik ved at beskrive kælderen på denne måde og ved ikke udtrykkeligt at oplyse klagerne om, at rummet i kælderen ikke var godkendt til beboelse, fastslår nævnet, som fortsætter:

'Efter det oplyste er der i ejerlejligheden to værelser; stue og soveværelse. Nævnet finder, at de indklagede ved at annoncere ejerlejligheden som en 4-værelses lejlighed og i salgsopstillingen at anføre, at der var fire værelser, har tilsidesat god ejendomsmæglerskik.'

Nævnet fandt frem til, at Thomas Munch og Christian Lyngh Bjerregaard havde handlet ansvarspådragende, men nævnet kunne ikke tage stilling til, om der skulle betales erstatning, fordi det ville kræve syn og skøn, hvilket nævnet ikke kan afholde.

Nybolig: Beklager!

- Thomas Hovgaard, pressechef i Nybolig, hvad foregår der?

-Ja det, vi skrev, var simpelthen ikke rigtigt. Kælderrummet var ikke beboeligt, så det er en klar, beklagelig fejl. Det er ikke godt nok: Nybolig beklager. Det er uacceptabelt. Vi skal aldrig gå på kompromis med virkeligheden. Det tager vi afstand fra, og vi sender fra kæden en uforbeholden undskyldning til kunderne.

Men hvorfor skrev I så, at lokalet var beboeligt – når I også ifølge Ejendomsmæglernævnet vidste, at det ikke var beboeligt?

-Godt spørgsmål. Man har måske ladet sig rive med af en god stemning og brugt en alt for farverig formulering.

Men hvorfor skrev I, at det var beboeligt, når det var usandt?

- Godt spørgsmål. Det kan være, der har været en dialog med sælgeren, som måske har brugt rummet til beboelse: Man er måske så sammen lavet en formulering, som viste sig at være usand. Mægleren lægger sig fladt ned og siger undskyld.

- Men hvilke konsekvenser får mæglernes fejl?

-Sagen er, at der i den endelige købsaftale stod de helt korrekte oplysninger om boligarealet, så det juridiske dokument var i orden. Der var altså kun i forbindelse med salget, at der indledningsvist blev givet forkerte oplysninger, hvilket selvfølgelig ikke må ske.

- Men så må I hos Nybolig vel til lommerne, hvis I har givet forkerte oplysninger?

-Vores jurist mener ikke, at et krav på 500.000 har hold i virkeligheden. I købsaftalen står der nemlig præcis, hvad de har købt. Køber, som har haft egne rådgivere med i processen, kan tage sagen til en instans, som kan afgøre, om de har et krav, hvilket Nybolig vil tage til efterretning, hvis instansen kommer frem til.

121 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere