Pille-producenter betaler sig fra syge fejl

Medicinalindustrien betaler milliarder af dollars for at undgå rettergang i USA. Situationen er lige så slem i Europa, mener amerikanske eksperter

På 22 år har medicinalindustrien i USA indgået forlig for et beløb svarende til mere end 170 milliarder kroner. Polfoto
På 22 år har medicinalindustrien i USA indgået forlig for et beløb svarende til mere end 170 milliarder kroner. Polfoto

HJÆLP OS: Foregår det samme i Danmark? Send et tip på mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Dødelige bivirkninger holdes skjult og piller markedsføres til sygdomme, som de ikke er godkendt til.

Medicinalindustrien sagsøges i stigende grad på den anden side af Atlanten, hvor amerikanske whistle blowers, patienter og stater nærmest står i kø med beskyldninger om alvorlige lovbrud.

Men de alvorlige anklager ender sjældent i de amerikanske retssale. Inden de når så langt, betaler producenterne nemlig milliarder af dollars i forlig for at slippe for rettergang.

Den uafhængige amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen har i en ny rapport kortlagt alle større forlig, som lægemiddelproducenter har indgået fra 1991 og frem til midten af 2012.

Se også: Tre slemme sager

I alt er det blevet til 239 forlig til en samlet værdi af 30,2 milliarder dollars eller mere en 170 milliarder kroner.

Men skal man tro Public Citizens grundlægger, Sidney Wolfe, så burde de enorme forlig ikke kun blive indgået i USA.

- Det her er multinationale selskaber, og det er usandsynligt, at disse firmaer bryder loven i USA, imens de opfører sig pænt og lovligt i Europa og Danmark, siger Sidney Wolfe.

Han mener, at situationen endda kan se værre ud i Europa, fordi vi ikke har sat de samme ressourcer af til at forfølge medicinalindustriens lovbrud.

DOKUMENTATION: Læs hele rapporten fra Public Citizen her

Rapporten fra Public Citizen viser en kraftig stigning i antallet af forlig, som pille-producenterne indgår, samt på størrelsen af de beløb, som de betaler.

- Der bliver solgt meget mere medicin i dag, end der blev tidligere. Dermed er producenterne økonomiske incitament til at bryde loven blevet større, vurderer Sidney Wolfe.

Læge og forsker hos Public Citizen, Sammy Almashat, peger på, at firmaerne i stigende grad beskyldes for såkaldt off label-salg. Det betyder, at firmaerne markedsfører deres piller til brug imod sygdomme, som de ikke er godkendt til.

- Igennem det seneste årti er der sket et fald i antallet af nye vigtige piller, som kommer på markedet. Det har tvunget medicinalproducenterne til at forsøge at øge salget af deres eksisterende lægemidler og det har blandt andet fået dem til at promovere off label-salg, mener Sammy Almashat.

LÆS OGSÅ:

Se også: Sådan narrer industrien piller i dig

Trods de svimlende forlig, så mener man hos Public Citizen, at vi kommer til at se endnu flere sagsanlæg fremover.

- De beløb, som firmaerne betaler, er ikke engang i nærheden af de beløb, som de tjener på deres piller. Derfor forudser vi, at svindlen vil fortsætte og at den vil tage til i de kommende år, vurderer Sammy Almashat.

De 170 millarder kroner, som medicinalfirmaerne har betalt i forlig siden 1991, svarer kun til to tredjedele af det overskud, som de ti største pille-producenter havde alene i 2010.

– Derfor kræver det meget større beløb og fængselsstraffe til de øverste chefer, hvis man vil afskrække medicinalproducenterne fra at bryde loven, mener Sidney Wolfe.

HJÆLP OS: Foregår det samme i Danmark? Send et tip på mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere