Sådan overlever du din morgenmad

Vores morgenmad indeholder acrylamid, som kan fremkalde kræft - se her, hvordan du undgår de livstruende stoffer

Du kan selv gøre meget for at minimere dit indtag af fødevarer, der kan fremkalde kræft. (Foto: Colourbox)
Du kan selv gøre meget for at minimere dit indtag af fødevarer, der kan fremkalde kræft. (Foto: Colourbox)

Ny viden - eller faktisk er det gammel viden, der nu er bekræftet - om akrylamid viser, at stoffet er kræftfremkaldende. Desværre for alle madglade mennesker, er det madvarer som kartofler - især når de er bag eller friturestegt til pommes frites - ristet brød, kaffe og andre lækkerier, der er de værste syndere.

Se også: DTU: Kaffe og morgenbrød kan give dig kræft

Men der er hjælp at hente, hvis du stadig vil kunne nyde dine måltider uden at miste appetitten ved tanken om, at de tager livet af dig.

- Det er vigtigt ikke at gøre befolkningen unødigt nervøs. Der er jo mange andre gode ting i for eksempel kartofler og brød, så man skal ikke lade helt være at spise dem. Det handler om tilberedningen, siger seniorforsker ved DTU Kit Granby til ekstrabladet.dk.

Og rådene fra seniorforskeren er ikke så svære at følge. Det handler nemlig blot om ikke at lade maden blive for brun. Akrylamid dannes nemlig, når stegte, bagte eller grillede fødevarer varmes op til over 120 grader.

- Gå generelt efter de mindst brunede. Jo mere ristet, fødevarerne er, jo mere akrylamid dannes i dem. Så når du rister dit brød, skal det kun være gyldent. Og når du vælger havregryn eller müsli, så vælg det, der er mindst ristet, siger Kit Granby.

Se også: V-politiker vil have kræftkanon efter nye advarsler

Seniorforskeren understreger, at det er den vedvarende påvirkning fra de brunede madvarer, der er farlig for kroppen. Vi udskiller nemlig den akrylamid, som vi indtager.

- Hvis man for eksempel har spist en pose chips, kan man se i urinen næste dag, at stoffet udskilles. I nogle tilfælde kan der gå nogle måneder, fordi det binder sig til celler, men det lagres ikke i kroppen, ligesom andre stoffer. Det er, hvis man hver dag får stoffet i kroppen, at det bliver farligt for os, siger Kit Granby til ekstrabladet.dk.

Hos Kræftens Bekæmpelse har kræftforsker Anja Olsen også gode råd, hvis du vil skåne din krop for det farlige stof. Hun anbefaler, at man dropper ting som pommes frites og chips, fordi det er fødevarer, som også på andre måder er sundhedsskadelige.

- Det er fødevarer, som vi uden videre kan pille ud af vores kost, fordi de ikke er sunde. Derimod ved vi, at rugbrød er sundt - også selv om det kan indeholde akrylamid, siger Anja Olsen til Ritzau.

Også hos Fødevarestyrelsen er der gode råd at hente. Spis varieret, lyder det enkle råd, som vi kender.

Læs mere om akrylamid og stoffets indvirkning på kroppen på DTU's hjemmeside

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere