78 elever undersøgt for meningitis

Region Hovedstaden har iværksat det højeste alarmberedskab efter udbrud af den smitsomme og farlige hjernehindebetændelse

Eleverne stammer alle herfra Gammel Hellerup Gymnasium i Nordsjælland (Foto: Anthon Unger)
Eleverne stammer alle herfra Gammel Hellerup Gymnasium i Nordsjælland (Foto: Anthon Unger)

En 18-årig gymnasie-elev fra Gammel Hellerup Gymnasium er for nyligt blevet indlagt på grund af meningitis.

Eleven var på skiferie i Frankrig sammen med 78 andre elever, som nu alle bliver tilbudt forebyggende behandling på Gentofte Hospital.

Højt sikkerhedsniveau
- Vi vil ikke tage nogle risici, så derfor har vi i øjeblikket iværksat et højt sikkerhedsniveau. Det vil sige, at alle vores embedslæger i regionen er orienteret om situationen og har taget kontakt til dem, der har siddet i bussen på vej hjem fra Frankrig sammen med den smittede. Ingen af dem, vi har haft kontakt med, har vist tegn på meningitis, oplyser ledende overlæge på Gentofte Hospitals akutklinik Steffen Friis til ekstrabladet.dk.

I alt er der tale om 78 gymnasieelever samt en chauffør, som alle er blevet kontaktet af embedslægerne i området. Kun cirka fem personer er ikke vendt tilbage, men Steffen Friis vurderer, at de kan have fået den forebyggende behandling på anden vis. Behandlingen består af en enkelt dosis medicin.

Enkeltstående tilfælde
Den mest hyppige årsag til meningitis er bakterien meningokok, som forårsager smitsom hjernehindebetændelse og i værste tilfælde kan være livsfarlig. Herhjemme tilbyder børnevaccinationsprogrammet vaccine mod visse former for meningitis, og derfor opstår meningitis sjælden som tidligere tiders epidemi, oplyser Steffen Friis.

- I dag ser vi kun sporadiske tilfælde af meningitis. Der er dog heller ikke noget, der tyder på, at andre i området er blevet smittet. Vi tager imidlertid situationen alvorligt og opretholder alarmberedskabet til i morgen, hvor smittefaren er overstået, tilføjer overlægen.

Har man mistanke om, at man er smittet, bør man dog kontakte sin læge. Symptomerne på meningitis er typisk hovedpine, ondt i nakken og ryggen samt, at man kan være konfus.

ekstrabladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Gammel Hellerup Gymnasium, men det har ikke været muligt. Vi følger sagen ..

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere