Kikkert kan redde hundredvis af underliv

Gammeldags underlivsoperationer giver kvinder mange og store komplikationer, som kan undgås ved kikkertindgreb

Tusinder af kvinder får hvert år fjernet livmoren på grund af knuder og kraftige blødninger.

Men ved næsten hver femte operation opstår der komplikationer såsom infektioner, organlæsioner og blødninger.

Årsagen er, at mens de fleste af vore nabolande i høj grad er gået over til kikkertoperationer, så laves de fleste livmorfjernelser herhjemme fortsat med mere risikabel, gammeldags, åben kirurgi.

Sådan lyder kritikken fra en førende specialist på området.

- De alt for mange komplikationer i 19 procent af tilfældene står i skærende kontrast til målet om seks procent, siger Olav Istre, ledende speciallæge på privathospitalet Aleris-Hamlet.

5. februar tiltræder han som adjungeret professor i gynækologisk kirurgi ved Syddansk Universitet. Her skal han som pioner i kikkertkirurgi udbrede sine resultater til de offentlige sygehuse.

På Aleris-Hamlet i København fjernes næsten alle livmødre gennem et lille hul i navlen. Resultatet er komplikationer ved kun fem procent af indgrebene.

- Med kikkert kan vi komme tættere på, og overblikket er bedre. Desuden undgår patienten risici og store ar. Alligevel foregår kun 20 procent af livmorfjernelserne på offentlige sygehuse ved kikkertkirurgi, siger Olav Istre.

Han peger på, at kikkertindgreb både sparer patienterne for smerter og samfundet for store udgifter. Kikkertoperationer giver typisk 10 dages sygemelding mod 30 dage ved åbne operationer.

Ifølge Olav Istre er højere takster til sygehusene for de gammeldag operationer væsentlig årsag til, at indførelsen af de moderne teknikker går langsomt.

Det afviser formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg Ulla Astman (S). Hun mener, det er økonomien i anskaffelse af kostbart apparatur og efteruddannelse, der sinker processen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere