Børnenes morgenmad er fuld af sukker

Kun 1 ud af 20 morgenmadsprodukter, der markedsføres til børn, overholder Nøglehullets anbefalinger til indhold af sukker og fibre

Det er langt fra alle morgenmadsprodukter, der er sunde for børnene. Kun ét ud af tyve testede produkter lever op til Forbrugerrådets krav. (Foto: Colourbox)
Det er langt fra alle morgenmadsprodukter, der er sunde for børnene. Kun ét ud af tyve testede produkter lever op til Forbrugerrådets krav. (Foto: Colourbox)

Hvis du insisterer på, at dine børn skal have en sund og nærende morgenmad, skal du se dig godt for. Der er nemlig langt mellem de morgenmadsprodukter, der markedsføres til børn, som kan betegnes som sunde.

Forbrugerbladet TÆNK har testet 20 morgenmadsprodukter, der lokker med tegneseriefigurer og andre sjove ting til børn. Og blandt de 20 er der kun ét af dem, der holder sig inden for Nøglehullets anbefalinger for indhold af sukker og fibre og dermed anbefales som sund kost.

Se også: Flere unge får huller i tænderne af slik og sodavand

Et morgenmadsprodukt må maksimalt indeholde 13 gram sukker per 100 gram for at smykke sig med ernæringsmærket Nøglehullet. De fleste af de testede produkter lå langt over, med et sukkerindhold på 25-45 gram per 100 gram, oplyser Forbrugerrådet.

Spraglede pakker lokker børnene
Ifølge Forbrugerrådet får de usunde morgenmadsvarianter lov at leve, fordi det i høj grad er børnene selv, der får lov at vælge deres morgenmad. Og så frister de farvestrålende farver og sjove tegninger på pakkerne.

Se også: Mor troede Nutella var sundt - vandt retssag

- Børn har en enormt stor medindflydelse på indkøbet, og de bliver jo tiltrukket af de stærke farver, figurerne på pakken og den søde smag. Morgenmad er et vigtigt måltid, og ernæringsmæssigt ville det have en positiv effekt, hvis der fandtes et større udvalg af sunde morgenmadsprodukter til børn. Producenterne bør tænkte i andre smagsgivere end sukker, så det ikke alene er et spørgsmål om at vælge mellem havregryn og sukkerholdig morgenmad, siger Camilla Udsen,der er fødevarepolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet.

Se også: Arlas nye børneyoghurt smækfyldt med sukker

10 gram sukker pr. 100 gram
Skal man som forældre vælge mellem de mange morgenmadstilbud til børn, kan man følge Forbrugerrådets anbefalinger på max 10 gram sukker pr. 100 gram som ledetråd.

Ifølge rådet er der kun ét børne-morgenmadsprodukt, der opfylder disse krav - nemlig Quaker Mini-fras. Forbrugerrådet anbefaler generelt, at forældre undersøger, hvilke morgenmadsprodukter, der gør, at morgenmaden bliver en del af en sund og varieret kost til børn.

På Forbrugerrådets hjemmeside tænk.dk kan man finde en ny test, der vurderer næringsindholdet i 70 forskellige morgenmadsprodukter, herunder en test på smag og næringsindhold på 14 produkter, der alle slår på at være sunde.

Læs mere om de sunde og usunde morgenmadsprodukter her

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere