Psykiatere: Vi afviser psykisk syge hver dag

Psykiatrien mangler medarbejdere og penge - derfor må landets psykiatere hver dag sige nej til folk, som har brug for hjælp

Lianne Larsen ventede i tre måneder på en afvisning fra sin psykiater (Foto: Jesper Mortensen)
Lianne Larsen ventede i tre måneder på en afvisning fra sin psykiater (Foto: Jesper Mortensen)

Er du også blevet blevet afvist af en psykiater, eller har du stået på venteliste i flere måneder? Så send os en mail eller en SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Forestil dig, at din læge opdager en kræftknude i din mave, men beskeden er, at du ikke kan komme i behandling, fordi der er mennesker, der er mere kræftsyge end dig. Det virker fuldstændig gak gak.

Men det er sådan, situationen er, når man retter blikket mod voksenpsykiatrien.

Ekstra Bladet har lavet en rundringning blandt landets praktiserende psykiatere. 19 ud af 22 fortæller, at de ofte bliver nødt til at afvise psykisk syge.

- Det er frustrerende, fordi vi jo gerne vil hjælpe de folk, som ringer til os. Vi kan jo høre, at de er i nød, men der er intet at gøre, når kalenderen er fuld, siger psykiater Jens Abraham fra Hillerød, der desuden har en ventetid på 22 uger.

Se også: Lægeforeningen vil gøre psykisk syge sunde

Hver gang behandling af somatiske, altså fysiske, sygdomme har fået 30 kroner ekstra fra 2000 til 2009, har psykiatrien kun fået 10 kroner.

Og tal fra en rapport lavet af Dansk Sundhedsinstitut bekræfter det grumme billede.

Ifølge deres beregninger mangler psykiatrien 1.200 ekstra fuldtidsstillinger for at kunne levere den nødvendige behandling. Og det er endda kun til de 68.500 danskere, der hvert år debuterer med skizofreni, angstlidelser og depression.

Og de mange års voldsomme diskrimination af psykiatrien betyder altså, at landets psykiatere må afvise grædende, syge danskere, der har brug for hjælp, eller sende dem ud på en meget lang venteliste.

- De lange ventelister er et stort problem. Hvis patienterne skal vente i et halvt år for at komme til en psykiater, så risikerer man jo, at de tager billetten i mellemtiden, siger psykiater Jes Gerlach, hvis patienter må vente 20 uger på en konsultation i hans praksis i København.

Se også: Kommuner sender psykisk syge hjem

Antallet af patienter i psykiatrien er blevet fordoblet i perioden 2000-2009, og det mærkes i den grad hos de praktiserende psykiatere.

- Som situationen er i dag og har været de sidste par år, er jeg nødt til kun at tage cirka halvdelen af dem, der gerne vil i psykiatrisk behandling, fordi jeg ikke har tid til flere, siger Niels Siebuhr, der er praktiserende psykiater og formand for Lægeforeningens Psykiatriudvalg.

- Jeg får mellem fem og ti henvisninger hver dag, og jeg kan kun tage to ind. Nogle af dem kan jeg sende videre til sygehusene, eller jeg kan give dem et godt råd om behandling hos egen læge. Men mange må jeg desværre afvise og sige, at jeg ikke kan tilbyde dem noget, siger han.

Vi kunne hjælpe
Den massive mangel på medarbejdere ærgrer formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen.

- Jeg har det rigtigt dårligt med, at der er så mange danskere med svære lidelser, som ikke får behandling i tide. Det er jo grotesk at vide, hvis vi havde kapaciteten, så kunne vi håndtere de her mennesker på et tidligere tidspunkt, så de ikke nåede at blive så syge, siger han.

Er du også blevet blevet afvist af en psykiater, eller har du stået på venteliste i flere måneder? Så send os en mail eller en SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Læs hele temaet i avisen i dag:

Lianne: Jeg ventede i tre måneder og blev afvist
Konfrontation: Astrid Kragh erkender de store problemer
Så lange er ventelisterne

0 kommentarer
Vis kommentarer