Børn kan vokse fra autisme

Hos nogle børn, som bliver diagnosticeret med autisme, forsvinder handicappet tilsyneladende af sig selv

Amerikanske forskere rokker ved den gængse opfattelse af, at autisme altid er en livslang diagnose.

Et nyt studie støtter nemlig påstanden om, at nogle børn formår at vokse fra deres autisme og blive ligesom normale børn og unge, uden nogen tegn på udviklingsforstyrrelsen.

Påstande om, at børn kunne 'helbredes' for autisme, har i længere tid floreret, men det har været et kontroversielt synspunkt, som indtil nu ikke er blevet videnskabeligt undersøgt, skriver forskerne i tidsskriftet The Journal of Child Psychology and Psychiatry.

Se også: Mors influenza kan udløse autisme

Blev som normale børn
Eksperterne ved National Institutes of Health studerede 34 børn i alderen 8 til 21, som tidligere havde fået en autisme-diagnose, men som angiveligt ikke længere udviste nogen af kendetegnene.

Børnene blev sammenlignet med en kontrolgruppe af 34 normale børn, og der var ingen forskel mellem de tidligere autister og kontrolgruppen, hverken i kognitive test eller i deres opførsel.

Se også: Ældre fædre kan give børn autisme

De tidligere autister havde ingen usædvanlige problemer med sprog, med at genkende ansigter, med kommunikation eller med at begå sig socialt.

Eksperterne studerede børnenes journaler fra dengang, deres autisme blev konstateret, og fandt ingen tegn på, at børnene dengang skulle være fejldiagnosticeret. Det var som om, autismen simpelthen havde fortaget sig.

Se også: Autisme kan skyldes vores mad

Færre sociale problemer
Forskerne har ingen forklaring på, hvorfor nogle børn tilsyneladende vokser fra autismen, mens andre ikke gør.

Ved at sammenligne med journaler fra 44 autister, hvor sygdommen ikke var gået i sig selv, kunne forskerne dog se et vist mønster:

Mens de var lige så hårdt ramt af symptomer som repetitiv opførsel og kommunikationsvanskeligheder, så var de børn, hvor udviklingsforstyrrelsen forsvandt med tiden, ikke lige så hårdt ramt på deres sociale færdigheder som børn, der forblev påvirket af deres autisme.

Ved at studere børnenes cases nærmere håber forskerne, at man kan finde frem til bedre terapiformer for autister, som kan komme alle børn til gode - også dem, der ikke kan vokse sig ud af deres symptomer.

Se også: Autister får tre millioner kroner

0 kommentarer
Vis kommentarer