Ekspert: Gå til læge og overlev kræft

Hvis antallet af personer, der overlever kræftsygdom, skal blive endnu bedre, skal danskerne selv hjælpe til.

Flere og flere overlever, efter at fået konstateret kræft. Men tallene kan blive endnu bedre. (Arkivfoto: Jan Unger)
Flere og flere overlever, efter at fået konstateret kræft. Men tallene kan blive endnu bedre. (Arkivfoto: Jan Unger)

Det går fremad med overlevelsen for danske kræftpatienter. Men skal det blive endnu bedre skal den enkelte patient selv skride til handling.

Det mener Torben Palshof, der er formand for DMCG, De Danske Multidisciplinære Cancergrupper, som samler danske specialister inden for behandling af 32 kræftformer.

- Et af de elementer, der godt kunne styrkes er, at patienten hurtigere kontakter deres læge, hvis de har mistanke om, at noget er galt. Lægerne kan jo ikke løbe den tid ind, der er tabt, inden konsultationen, siger Torben Palshof.

- Der er en del patienter, der går og putter med tingene, og så kan læger stille nok så meget op på linje og gøre det bedst muligt, men tiden har spist muligheden for at helbrede patienten. Det er jo rigtig trist, tilføjer han.

Flere overlever kræft
Politiken beretter søndag, at flere danske kræftpatienter overlever deres sygdom. Tre ud af fire, der får konstateret kræft, er i live et år efter diagnosen, og det er omkring 10 procent flere end for 10 år siden, viser en ny undersøgelse.

Læs også:

Se også: Flere danskere overlever en kræftsygdom

Det er blandt andet effektivt udstyr, hurtigere behandling og bedre organisering af behandlingen, der har medført, at flere kræftpatienter er i live et år efter diagnosen.

Og der er ingen tvivl om, at den nuværende behandlingsstrategi er rigtig, mener Torben Palshof. Men man må ikke glemme det større perspektiv.

- Grundstrategien omkring hurtig diagnostik og behandling er korrekt. Ingen tvivl om det. Nu skal den bare foldes ud. Patienterne skal gå hurtigere til lægen, men vi skal også fokusere på, at tiden efter behandlingen bliver god.

- Der har været for svag opmærksomhed på efterforløbet. Man skal også prioritere at yde en ordentlig rehabiliteringsindsats, lindre smerter, forhindre depression og senfølger og i øvrigt se patienten som en helhed, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer