Flere danskere overlever en kræftsygdom

Effektivt udstyr og hurtigere behandling har betydet, at flere kræftpatienter er i live et år efter diagnosen

Flere danske kræftpatienter overlever deres sygdom. Tre ud af fire, der får konstateret kræft, er i live et år efter diagnosen, og det er omkring 10 procent flere end for 10 år siden, skriver Politiken søndag.

Det viser en stor undersøgelse, der er foretaget af Kræftens Bekæmpelse og offentliggjort i Danish Medical Bulletin.

- Der er sket en ganske betydelig forbedring i forhold til overlevelsen, siden Danmark indførte den første kræftplan omkring år 2000, siger Hans Storm, overlæge og forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, til Politiken.

Undersøgelsen bygger på data fra Cancerregistret og viser, at henholdsvis 72 procent af mændene og 75 procent af kvinderne, der får en kræftdiagnose, er i live efter et år. Samtidig bliver forskellen mellem mænds og kvinders overlevelse stadig mindre.

Forbedringerne er især sket på områder som hoved-halskræft, spiserørskræft, mavekræft og tarmkræft. Og for bugspytkirtelkræft, der før nærmest var en dødsdom, er overlevelsesprocenten efter et år nu 23.

- Vi ser især forbedringer på de kræftformer, hvor kirurgi er det vigtigste - og ikke så store forbedringer på de områder, hvor man giver kemo som behandling, siger overlæge Hans Storm til Politiken.

Han mener, at forbedringerne især skyldes, at der med kræftpakkerne blev investeret i mere effektivt udstyr til at opdage sygdommen - lige som arbejdet blev bedre organiseret, og behandlingen samlet på færre kirurgiske afdelinger:

Per Gandrup, ledende overlæge på Aalborg Sygehus og formand for Dansk Kirurgisk Selskab, mener, at kirurgerne er blevet bedre, fordi de nu får en bedre uddannelse og udfører flere operationer.

Men det er også centralt, pointerer han, at den forbedrede kirurgi nu kombineres med kemobehandling og strålebehandling før og efter operationen:

- Før blev alle mere skåret over en kam. Nu skræddersyr kirurger, onkologer og radiologer sammen behandlingsplaner til den enkelte patient, siger Per Gandrup til Politiken.

0 kommentarer
Vis kommentarer