Skandalelæge er 'forsvundet' fra klinik

Kim Tjelum er slettet fra Cosmopol Klinikkens hjemmeside. Men der er stadig problemer

Cosmopol Klinikkens hjemmeside er blevet ændret, efter at ekstrabladet.dk afslørede, at Kim Tjelum ifølge hjemmesiden havde opereret på klinikken, selv om han ikke måtte. (Screendump Cosmopol Klinikken)
Cosmopol Klinikkens hjemmeside er blevet ændret, efter at ekstrabladet.dk afslørede, at Kim Tjelum ifølge hjemmesiden havde opereret på klinikken, selv om han ikke måtte. (Screendump Cosmopol Klinikken)

Den skandaleombruste brystsnedker, Kim Tjelum, ejer stadigvæk en skønhedsklinik i København. Før hed den Danica Klinikken - nu hedder den Cosmopol Klinikken. Mens klinikken har heddet Cosmopol har Kim Tjelum aldrig måttet så meget som strejfe en patient med en operationsskalpel.

Han smed frivilligt kittel, lægetitel og autorisation 14. september efter at sundhedsmyndighederne i månedsvis havde været efter ham for yderst kritisable forhold på Danica Klinikken.

Alligevel har man igennem nogen tid på Cosmopol Klinikkens hjemmeside under bjælken ’Patienterne siger’ kunnet læse rosende ord om netop Kim Tjelums behandling på selvsamme klinik.

LÆS OGSÅ:

Se også: Patienter afslører kvaksalveri på brystlægens hjemmeside

Det er dog nu ændret. Nogen har været inde at redigere Kim Tjelums navn ud.

LÆS OGSÅ:

Se også: 52 klager over skandalelæge og Se også: Plastikkirurg glemte klips i mit bryst

Fra Susanne på 49 år lød ordene for et par dage siden blandt andet:

’Jeg var derfor heldig at blive behandlet af Kim Bjørnholt Tjelum på Cosmopol Klinikken. Under hele forløbet, følte jeg mig meget tryg. Han gjorde meget ud af at forklare alt omkring behandlingen, og der var god tid til spørgsmål. Jeg fik en utrolig professionel behandling og er i dag meget tilfreds med resultatet. Jeg vil derfor uden tøven kunne anbefale Kim Bjørnholt Tjelum og Cosmopol Klinikken.’

Ordene fra hende og patienten Anne-Lene på 32 år fra Norge, er i dag er stort set de samme, bortset fra, at Kim Tjelums navn er fjernet fra sammenhængen.

49-årige Susanne siger derfor i dag:

'Jeg var derfor heldig at blive behandlet på klinikken. Under hele forløbet, følte jeg mig meget tryg. Han gjorde meget ud af at forklare alt omkring behandlingen, og der var god tid til spørgsmål. Jeg fik en utrolig professionel behandling og er idag meget tilfreds med resultatet. Jeg vil derfor uden tøven kunne anbefale klinikken.'

Klik på billederne til højre for artiklen for at se den oprindelige og tilrettede tekst fra Cosmopol-hjemmesiden.

Da ekstrabladet.dk i sidste uge skrev om hjemmesiden bad Sundhedsstyrelsen speciallæge, svenskeren Per Gunnar Opitz, der har overtaget ansvaret efter Kim Tjelum, om at ændre markedsføringen.

Det er i nogen grad sket nu. Teksten om klinikkens ansatte er dog fortsat langt fra i overensstemmelse med sandheden.

Der står fortsat:

' Vi er et team af dedikerede professionelle speciallæger og specialsygeplejersker, som udbyder kosmetisk kirurgiske behandlinger og andre ikke-kirurgiske hudforyngende behandlinger. Vort personale er alle specialister, godkendt og registreret hos sundhedsmyndighederne, ligesom vor klinik følger de nationale og internationale standarder for indretning, udstyr mv.'

Den eneste sundhedsperson, som er registreret hos Sundhedsstyrelsen som behandler, er dog Per Gunnar Opitz.

Så enten arbejder uregistrerede sundhedspersoner ulovligt på klinikken, eller også er hjemmesiden fuld af løgn.

LÆS OGSÅ:

Se også: Han overtager efter skandalelæge

Sundhedsstyrelsen lader løgn stå
Da ekstrabladet.dk i sidste uge skrev om hjemmesiden bad Sundhedsstyrelsen speciallæge, svenskeren Per Gunnar Opitz, der har overtaget ansvaret efter Kim Tjelum, om at ændre markedsføringen.

- I har tidligere pålagt Cosmopol Klinikken at ændre markedsføringen på deres hjemmeside, men der står stadig, at ’de er et team af dedikerede professionelle speciallæger’. Men der er jo kun Per Gunnar Opitz der må operere?

- Det må vi gå ind og kigge på, for det er urigtig markedsføring. Men de har to ansøgninger inde om to læger, som vi ikke har færdigbehandlet endnu. Så hvis de bliver godkendte, så kan det godt være, at det er rigtigt om 14 dage. Men det skal ikke være misvisende, det er klart, siger Anne Mette Dons, tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, til ekstrabladet.dk.

Tjelum og Opitz kan altså efter alt at dømme slippe af sted med at omtale læger på som dedikerede og professionelle, selv om de endnu ikke er hverken ansat eller registreret hos den øverste tilsynsmyndighed.

Til ekstrabladet.dk siger Per Gunnar Opitz, at han ikke har haft noget med hjemmesiden at gøre, men at teksten bliver ændret.

Danmarks nye bryst-skandale

- Kim Tjelum har frivilligt smidt lægekittel og autorisation.

- Derfor er han ikke længere Sundhedsstyrelsens, men politiets ansvar.

- Derfor er kritiske tilsynsrapporter fra Danica Klinikken ikke offentligt tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

- Ekstra Bladet har dog fået aktindsigt i de tre rapporter. De afslører et syndigt rod i både registreringer af læger, sløset og mangelfuld journalføring og stribevis af utilsigtede hændelser, som langtfra i alle journaler var ' relevant beskrevet'.

- Ved første besøg 29. april 2011 konkluderede Embedslægerne blandt andet, at der var væsentlige problemer med patientsikkerheden, og at der ikke måtte udføres kosmetiske indgreb før næste besøg to uger senere. Det var Kim Tjelum indforstået med.

- Ved andet besøg 13. maj gav Embedslægerne ham endnu en chance, selv om der stadig var problemer. Tjelum kunne genoptage operationerne 16. maj 2011. Han kunne dog ikke vente så længe, for allerede 14. maj opererede han Suzie Jensen.

- Først 8. juni gav Embedslægerne Tjelum kniven. Han fik forbud mod at operere og skulle afregistreres på klinikken. Før Sundhedsstyrelsen nåede at flå kitlen af ham, smed han den dog selv.

- Mindst 52 klagesager over Kim Tjelum skal behandles i Patientombuddet.

ekstrabladet.dk har dog fået aktindsigt i de kritiske rapporter og har intet imod at bringe dem frem i lyset til skræk og advarsel for danskere, der overvejer at få fikset bryster med videre af Kim Tjelum.

LÆS EMBEDSLÆGERNES TRE RAPPORTER FRA DANICA KLINIKEN, SOM SUNDHEDSSTYRELSEN IKKE MÅ OFFENTLIGGØRE, HER:

Tilsynsrapport for 29. APRIL 2011

Tilsynsraport for første genbesøg 13. MAJ 2011

Tilsynsrapport for andet genbesøg 8. JUNI 2011

1 af 5 Sådan så Cosmopol Klinikkens hjemmeside ud indtil for nylig. (Screendump Cosmopol Klinikken)
2 af 5 Sådan ser Cosmopol Klinikkens hjemmeside ud nu - Kim Bjørnholt Tjelums navn er pludselig forsvundet. (Screendump Cosmopol Klinikken)
3 af 5 Selv om kun Per Gunnar Opitz må operere på Cosmopol Klinikken, lyder det på hjemmesiden, at der er et helt hold af dygtige speciallæger. (Screendump)
4 af 5 Per Gunnar Opitz, plastikkirurg på Cosmopol Klinikken, er blevet bedt om at ændre klinikhjemmesidens markedsføring. Det er kun sket delvist. (Pr-foto)
5 af 5 Cosmopol Klinikkens hjemmeside er blevet ændret, efter at ekstrabladet.dk afslørede, at Kim Tjelum ifølge hjemmesiden havde opereret på klinikken, selv om han ikke måtte. (Screendump Cosmopol Klinikken)
0 kommentarer
Vis kommentarer