Pensionistkirurg overvejer at lægge skalpellen

Efter Ekstra Bladets afsløringer truer 77-årig plastikkirurg med for alvor at gå på pension. Arbejde på skandaleklinik var ikke godt for ryet

Bent Kirkby, pensioneret overkirurg fra Herlev Hospital, føler sig frisk, men overvejer alligevel at droppe operationerne. (Foto: Jens Dige)
Bent Kirkby, pensioneret overkirurg fra Herlev Hospital, føler sig frisk, men overvejer alligevel at droppe operationerne. (Foto: Jens Dige)

Den nu forhenværende plastikkirurg, Kim Tjelum, var efter alt at dømme ikke et godt bekendtskab for den respekterede og rutinerede plastikkirurg, Bent Kirkby.

Han bliver kigget efter i sømmene af Sundhedsstyrelsen efter at have opereret uden registrering på Tjelums Danica Klinikken.

Den 77-årige pensionerede overlæge fra Herlev Hospital er dog gledet let henover registreringsrodet, som bare var ren og skær 'formalia'.

Alligevel tyder noget på, at de seneste dages historier har givet den rutinerede plastikkirurg stof til eftertanke.

LÆS OGSÅ:

Se også: 77-årig opererer uden tilladelse

I Ekstra Bladet i går fortalte Bent Kirkby, at han skulle hjælpe Kim Tjelums tidligere partner og ekskæreste, Mitte Skjold, i gang med sin nye klinik, men måske lader han alligevel skalpellen ligge:

- Hun har ansat en virksomhedsansvarlig læge, så det er meget tænkeligt.

Fraråder kvinder silikone
- Overvejer du at stoppe pga. de seneste historier?

- Man skal holde op på et eller andet tidspunkt. Og når du skriver i din avis, at en læge på 77 år har opereret, lyder man som en gammel mand, som ingen tør at have.

- Men du føler dig stadig frisk?

- Jeg er ikke mere gammel, end jeg kan sejle Bagsværd sø rundt ti kilometer. Men jeg er jo ikke 24 år mere.

Måske overraskende fortæller Bent Kirkby, der selv har arbejdet så meget i løbet af sit liv, at han har svært ved at skelne den ene operation fra den anden, at han altid fraråder kvinder, at få fyldt silikone i brysterne:

- Det er en fjollet ting. Det er jo et fremmedlegeme, og desværre er der mange, der ikke forstår, at der kan være komplikationer til det – bare tænk på de PIP-implantater.

- De kvinder giver sådan nogle som dig penge i kassen..

Jeg hjælper bare
- Det gør de jo, men jeg driver ikke nogen klinik. Jeg hjælper bare nogen, der beder mig om hjælp. Jeg har alt for meget andet at lave.

- Betyder det, at du stopper nu?

- Jeg er stoppet. Jeg har ikke mere med det at gøre. Hvis jeg bliver bedt om at hjælpe, vil jeg tage stilling til det.

- Men du mener, at du fortsat er i stand til at operere?

- Jeg mener, at jeg er i stand til det. Ellers havde Sundhedsstyrelsen ikke godkendt mig som speciallæge og givet mig autorisation.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at en kvinde allerede har klaget til Patientombuddet over den brystforstørrende operation, som Bent Kirkby udførte på hende i juli sidste år, og i samme forbindelse har søgt erstatning hos Patientforsikringen. En anden kvinde gør det samme nu.

Læs mere om kvindernes operationer og bryster og politikernes kritik af Sundhedsstyrelsen og meget mere i Ekstra Bladet i dag, eller køb eBladet her.

Er du blevet opereret af Bent Kirkby, Kim Tjelum eller hans medarbejder, Per Gunnar Opitz, på Danica Klinikken eller Cosmopol Klinikken, så skriv til kup!

Danmarks nye bryst-skandale

- Kim Tjelum har frivilligt smidt lægekittel og autorisation.

- Derfor er han ikke længere Sundhedsstyrelsens, men politiets ansvar.

- Derfor er kritiske tilsynsrapporter fra Danica Klinikken ikke offentligt tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

- Ekstra Bladet har dog fået aktindsigt i de tre rapporter. De afslører et syndigt rod i både registreringer af læger, sløset og mangelfuld journalføring og stribevis af utilsigtede hændelser, som langtfra i alle journaler var ' relevant beskrevet'.

- Ved første besøg 29. april 2011 konkluderede Embedslægerne blandt andet, at der var væsentlige problemer med patientsikkerheden, og at der ikke måtte udføres kosmetiske indgreb før næste besøg to uger senere. Det var Kim Tjelum indforstået med.

- Ved andet besøg 13. maj gav Embedslægerne ham endnu en chance, selv om der stadig var problemer. Tjelum kunne genoptage operationerne 16. maj 2011. Han kunne dog ikke vente så længe, for allerede 14. maj opererede han Suzie Jensen.

- Først 8. juni gav Embedslægerne Tjelum kniven. Han fik forbud mod at operere og skulle afregistreres på klinikken. Før Sundhedsstyrelsen nåede at flå kitlen af ham, smed han den dog selv.

- Mindst 52 klagesager over Kim Tjelum skal behandles i Patientombuddet.

ekstrabladet.dk har dog fået aktindsigt i de kritiske rapporter og har intet imod at bringe dem frem i lyset til skræk og advarsel for danskere, der overvejer at få fikset bryster med videre af Kim Tjelum.

LÆS EMBEDSLÆGERNES TRE RAPPORTER FRA DANICA KLINIKEN, SOM SUNDHEDSSTYRELSEN IKKE MÅ OFFENTLIGGØRE, HER:

Tilsynsrapport for 29. APRIL 2011

Tilsynsraport for første genbesøg 13. MAJ 2011

Tilsynsrapport for andet genbesøg 8. JUNI 2011

1 af 2 Kim Tjelum var efter alt at dømme ikke et godt bekendtskab for den respekterede og rutinerede plastikkirurg, Bent Kirkby, som bliver kigget efter i sømmene af Sundhedsstyrelsen efter manglende registrering på Tjelums Danica Klinikken. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 Bent Kirkby, pensioneret overkirurg fra Herlev Hospital, føler sig frisk, men overvejer alligevel at droppe operationerne. (Foto: Jens Dige)
0 kommentarer
Vis kommentarer