Patienter må ikke vide, hvad de har i brysterne

Lægemiddelstyrelsen nægter at oplyse danske kvinder, hvilke giftstoffer deres silikonebryster indeholder

Jean-Claude Mas, grundlægger af firmaet PIP, som står bag de berygtede franske brystimplantater, er anholdt og sigtet. Men patienterne må ikke vide, hvad der er i de kræftfremkaldende implantater. (Foto: Interpol)
Jean-Claude Mas, grundlægger af firmaet PIP, som står bag de berygtede franske brystimplantater, er anholdt og sigtet. Men patienterne må ikke vide, hvad der er i de kræftfremkaldende implantater. (Foto: Interpol)

Danske kvinder, som har fået indlagt franske brystimplantater, må ikke få at vide, hvad deres nye sprængfarlige bryster indeholder af giftige stoffer. Det skriver 24timer.

Lægemiddelstyrelsen, som ellers er orienteret af de franske myndigheder om de såkaldte PIP-implantaters indhold, siger til 24timer, at videregivelsen af disse oplysninger kan skade 'forholdet til fremmede magter'.

Grotesk, vrøvlende og respektløst, lyder det enstemmigt fra både jurister, læger og landets største patientforening, da 24timer forelægger dem Lægemiddelstyrelsens svar på en aktindsigt, som avisen for en måned siden indsendte til styrelsen.

Se også: Nu er silikonechefen sigtet

Som en dårlig vittighed
Her anmodede avisen om at få at vide, hvilke stoffer der er i de skandaleramte implantater. Formanden for Danske Patienter, Lars Engberg, er dybt forundret.

- Det lyder jo som en dårlig vittighed. Hvis man ikke som patient kan få at vide, hvad lægen putter ind i en, så hører alting jo op, siger han til 24timer.

Den danske sundhedsstyrelse har siden december gentagne gange konkluderet, at danske kvinder i modsætning til franske, tyske og tjekkiske ikke skal have opereret implantaterne ud igen.

Se også: 12 brystopererede kvinder kræver erstatning

Fortrolig information
Men Lægemiddelstyrelsen nægter altså at fortælle kvinderne, hvad de har i deres bryster. Begrundelsen lyder videre:

- Der er tale om information, som vi har modtaget fra Frankrig. De franske myndigheder har oplyst til os, at der fortsat er tale om fortrolig information, hvorfor vi ikke kan videregive informationen, skriver Lægemiddelstyrelsen.

Men styrelsen fejlfortolker offentlighedsloven groft, mener mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det er vrøvl, at der skal tages hensyn til forholdet til fremmede magter i dette tilfælde. Den undtagelse sigter på nogle helt andre situationer, hvor der kan være vigtige udenrigspolitiske hensyn, siger han.

Sådan gør du, hvis du måske bærer på PIP-implantater:

Flere kvinder har henvendt sig til ekstrabladet.dk, fordi de er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til de forsvundne journaler og uvisheden omkring silikoneimplantaterne.

De bekymrede kvinder skal ifølge, overlæge og chef for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons:

- Tale med egen læge om, hvorvidt de eventuelt har gener. Lægen vil så overveje, hvad der vil være mest fornuftigt, og lægen kan i sidste ende, hvis vedkommende synes, det er det rigtige, henvise kvinderne til en offentlig plastikkirurg.

Det er dermed op til en individuel vurdering, om kvinderne kan få fjernet deres silikone på det offentliges regning.

Her kan du klage:

Er du blevet behandlet på Privatklinikken, og overvejer du at klage, har du flere muligheder:

Du kan klage til Patientombuddet, hvor du har mulighed for at klage over hele behanlingsforløbet.

De kan rette kritik mod 'Privatklinikken' eller de ansvarlige. Det vil typisk være den virksomhedsansvarlige læge og ikke tidligere ejer Niels-Ole Bohn, som er uddannet elektriker.

Klik her og læs mere

Patientforsikringen kan tildele erstatning til kvinder, som er blevet fejlbehandlet. Kvinderne kan ifølge loven kun tildeles erstatning, hvis de 'er kommet til skade som følge af de omtalte implantater. Patientforsikringen kan ikke erstatte for tab af journaler', oplyser de til ekstrabladet.dk.

Klik her og læs mere

Politianmeldelser til Københavns Politi kan stiles til Station City. Man kan enten møde op personligt, ringe, skrive et brev eller skrive anmeldelsen på internettet.

0 kommentarer
Vis kommentarer